Over højsletten Altiplano mod Colca Canyon

Terrorgruppen Den Lysende Sti huserede andre steder i landet i perioden 1980 - 2000. Arequipa har dog altid været fredelig og folk som flyttede hertil, blev boende.

Vicunaer er guld værd

Vi følger hovedvejen op på højsletten Altiplano rundt om den over 6.000 meter høje vulkan Chachani og ser for første gang det særlige dyr vicuna, der er i familie med kamelen, men ligner lamaen. Disse dyr, der kan blive 40-50 år gamle, lever af de få græsarter som findes i de alpine højder mellem 3.200 og 4.800 moh. Deres uld er så værdifuld, at det er mere værd end guld.

Coca-te mod højdesyge

Ved Bata Auasy, 3.487 moh. ligger en enkeltstående bygning, hvor vi gør holdt for at få lidt at drikke. Vi er kommet op i højderne og det kan flere af os mærke og har allerede fået ilt fra bussens medbragte iltapparat. Så gør det godt med en stor kop te kogt på coca-blade. Vi har tygget coca-blade undervejs, men de er lidt bitre i smagen. Så er det bedre at få coca-te - godt med sukker! På stedet er her en fin udsigt til "Den forstenede skov" en række eroderede klipper, som rejser sig på den anden side af hovedvejen. Også her er der boder med indianere som sælger alt i lamauld og meget andet souvenir.

Flere forskellige lamaarter

Vi fortsætter gennem det knastørre område med udsigt til bjergene omkring os, indtil vi pludselig kommer ind i et vådområde ved Salina Blanco. Vi holder en kort pause for at efter fuglene, som holder til her. Længere fremme ser vi flere flokke af forskellige lama-arter, hvoraf der findes den almindelige lama, som kan genkendes på den løftede hale, den langhårede alpaca-art, guanaco-arten, samt den føromtalte vicuna.

Rutens højeste punkt ved Patapampa

Vi når rutens højeste pas 4.915 moh. ved Patapampa med udsigt til flere vulkaner på omkring 6.000 meters højde - bl.a. Ampato, 6.288 moh. og Sabancaya, 5.967 moh. Sammenligner vi stedet med toppen af Europas højeste bjerg Mont Blanc, er vi her mere end 100 meter længere oppe! Også her i den tynde, kolde luft har de lokale opstillet souvenirboder og tilbyder os lune baby-alpaca trøjer – eller er det "mayby alpaca" de tilbyder? Her er der ingen garanti for kvaliteten, så vi venter med indkøbene.

Inden vi kører det sidste stykke ned fra højsletten mod byen Chivay, stopper vi atter for at nyde udsigten ud over Colca-dalen. Her møder vi endnu en gruppe lokale sælgere, men fra en anden stamme med særdeles dekorativ beklædning.

La Casa de Mamayacchi i landsbyen Coporaque

På grund af et regnvejr ser vi ikke byen Chivay, men kører direkte videre til næste overnatningssted La Casa de Mamayacchi i landsbyen Coporaque. Denne lille og ganske øde landsby ligger på den nordlige skråning i Colca-dalens begyndelse, hvor dalens sider endnu er flade og kan dyrkes. Denne typiske landsby, hvor høns, svin og æsler går frit omkring, har en central plads med en kirke og en enkelt købmandshandel, men ellers er her intet at komme efter. Casa de Mamayacchi er opkaldt efter en lokal kvinde, som blev gift med inkakongen Matya Caoac, hvis statue ses på landsbytorvet. Hotellet er indrettet i flere afsnit hver med seks-otte værelser placeret rundt om hovedhuset, hvor også restauranten findes. Desværre er her ingen faciliteter i haven som f.eks. en bænk, så vi er henvist til værelserne eller den kolde restaurant, hvor der serveres glimrende og rigelig mad, ligesom de lokale indianeres hjælpsomme betjening er helt i top.
I morgen er dagen hvor vi - måske - får set kondorer i en af verdens dybeste kløfter - Colca Canyon.