Thomas Sørensen
Skribent
Vi følger floden længere ind i dalen på en smalle grusvej, der blev anlagt så sent som i 1980 og skal helst være fremme ved udsigtspunktet Mirador Cruz del Condor før kl. 10, hvor muligheden for at se kondoren med verdens største vingefang på over tre meter er størst. Fremme ved udsigtspunktet er her allerede en del mennesker, der spejder ud over dalen, som nu er blevet så smal og dyb, at den er en kløft. Colca Canyon er blandt verdens dybeste kløfter med 3.191 meter. Kløften er over dobbelt så dyb som Grand Canyon i USA - hvilket sætter dimensionen i perspektiv. Vi venter en tid og spejder ud over Andesbjergene verdens længste bjergkæde på mere end 7.000 km. som strækker sig uafbrudt ned gennem Sydamerikas vestlige del fra Colombia gennem Ecuador i nord til Bolivia og Chile i syd. Ingenting sker.
Langsomt har solen opvarmet luften nede i kløftens dyb, og pludselig ser vi en lille sort plet stige til vejrs på de opadgående termiske vinde godt en kilometer under os. Der peges og hviskes. Hvor blev den af? Så er kondoren der atter - kongen af Andesbjergene - og glider lydløst hen over vores hoveder og forsvinder længere ind i Colca-dalen i søgen efter føde. Denne mægtige fugl, der i naturen kan blive op til 60 år, kan veje op til 15 kilo og lever af ådsler. Den dræber ikke sit bytte og kan ikke gribe et bytte med sine klør, som f.eks. en ørn. Den kan flyve 250 km om dagen i over 5.500 meters højde. Andeskondoren får en unge ad gangen, som fodres med opgylp i to år, før den selv kan spise ådsler. Når den er ni år gammel er den kønsmoden. Et kondorpar holder sammen hele livet og det siges, at dør den ene, flyver den anden højt op for at lade sig falde til joden for også at dø.
En skygge glider lavt hen over hovederne på os. Kondoren er vendt tilbage. Den svæver lydløst i en cirkel foran os - som om den er klar over, at vi er næsten hundrede mennesker som gerne vil fotografere den. Så glider den længere ind i kløften og vi ser den ikke igen.
Vi kører samme vej tilbage og stopper ved den lille landsby Maca, hvor vi ser landsbykirken, der trods byens ringe størrelse er imponerende rigt dekoreret. Uden for kirken kan betalingsvillige turister blive foreviget med en stækket ørn på skulderen, en indianer i folkedragt sammen med en lama! Igen er her mange souvenirboder. Har man lyst, kan man også smage frisklavet pisco sauer fra en af boderne, hvilket flere prøver.
Tilbage i Chivay handler vi i byens autoriserede alpaca-uld forretning. Her er varen med garanti ægte. Så slippes vi løs på byens markedsplads og mødes senere for at bade og få opløst eventuelle infiltrationer i de 38 grader varme, svovlholdige kilder La Calaras i udkanten af byen.
I morgen går turen igen over højsletten Altiplano mod Puno og Titicaca-søen.
Hovedstaden i Peru er Lima.
Befolkningstal: Ca. 30,2 mio.
Areal: Ca. 1.285.216 km2
Afstand fra Danmark: Ca. 10.535 km
Største turistattraktioner: Machu Picchu samt Cuzco
Mere information: