På et par af Galapagos-øerne

Vi er fløjet små 1.000 km. fra Ecuadors kyst og ud over Stillehavet og ser de første ubeboede klippeskær og øer før vi lander på øen Baltra nord for hovedøen Santa Cruz, hvor Galapagos internationale lufthavn ligger.

Ø-gruppem Galapagos

Vi var ellers noget nervøse her til morgen, for en af de nærliggende vulkaner Reventadorer, 90 km. øst for Ouito, er gået i udbrud og sendt askeskyer ud over byen. Vulkanudbrud er der næsten hverdag i Ecuador og er en del af livet her. Er der den mindste aske i luften over lufthavnen, aflyses flyene. Men vi er heldige og kommer planmæssigt afsted. Efter den sædvanlige tumult med paskontrol og betaling af nationalparkafgift (pt. 100$) møder vi den lokale guider fra yachten "Intrepido", der er vores flydende "hotel" i de næste dage og som skal bringe os rundt mellem forskellige øer i naturparadiset Galapagos.
Øgruppen, der i 1959 kom på UNESCO’s verdens naturarvsliste, består af 13 større øer, 17 småøer og 47 rev og ligger spredt omkring ækvator med den sydfra kommende kolde Humboldstrøm med et højt indhold af ilt, der er af afgørende betydning for øernes helt særlige dyreliv og planteliv. Her bor ca. 18.000 mennesker fordelt på øerne Santa Cruz, San Cristobal, Floreana og Isabella. De øvrige øer ligger ubeboede hen som gigantiske zoologiske haver med mere end 900 forskellige plantearter og et unikt dyreliv, hvor dyrene - mange endemiske - betragter mennesker som naturlige væsner, de ikke er bange for.
"Galapo" er spansk og betyder gigantisk skildpadde og øerne fik navnet, da de blev opdaget i 1535, og i mange år efter var hjemstedet for havets pirater og hvalfangere.

Motorsejlskibet "Intrepido"

Efter en kort køretur fra lufthavnen og ned til en lille anløbsbro ser vi for første gang "Intrepido" ligge smukt i det krystalklare himmelblå vand. Allerede mens første hold sejles ud til skibet med gummibåden, får vi et indblik, hvad der venter os. Søløverne leger omkring anløbsbroen og har sågar slået sig ned på havnens eneste bænk og ligger henslængt i skyggen for at undgå den brændende sol. På molen ser vi den første havleguan - en drabelig udseende øgle fra fortiden!
Ude på yachten, der har passeret sine bedste år og er noget slidt, indretter vi os i de ti små kahytter, hver med eget bad og toilet - uden yderligere luksus - men med kakerlakker i håndvasken. Disse smådyr er nu ganske uskadelige. Og da kaptajnen sætter kurs mod Bachas Beach på Santa Cruz, opdager vi hurtigt, at det er et hyggeligt lille "turistklasse" skib, vi er kommet ombord på. Vi låner badeudstyr, snorkel, svømmefødder og nogle af os også våddragt og er parate til den første "våde" landgang - hvilket betyder, at vi hopper fra skibets gummibåd ned i vandet og vader ind på stranden.

Landkrabber og andre krabber på Bachas Beach

Lokalguiderne er altid med, da øerne ikke må besøges uden guide. Udover at kende planter og dyr kan de også fortælle os, hvor vi må stå og gå. Det er nemlig ikke tilladt at være uden for de afmærkede områder og stier. Vi spadserer langs stranden i det fine hvide koralsand og får på klipperne øje på de farvestrålende spøgelseskrabber, der er enestående for Galapagos. 
Jeg ser en havleguan komme ned fra det grønne bælte bag stranden og søge ned mod vandet. Den lader sig ikke forstyrre af mig. Den frygter os ikke. Den har aldrig været jaget. Mens jeg har travlt med at se på havleguanen, mærker jeg en stor skygge over mit hoved og en lavtflyvende pelikan suser forbi få tommer over mig. Der kommer flere. Nogle af pelikanerne flyver op i luften og lader sig falde næsten lodret ned i vandet - efter fisk.

Længere henne ad stranden ses underlige "traktorspor" i sandet. Det er her en af de store havskildpadder har været oppe på stranden i nat for grave i sandet og lægge sine æg. Ude i havets brænding får vi øje på et par havskildpadder, der er ved at parre sig og bag stranden ses forskellige kyst- og vadefugle i en lille indsø.
Vi går tilbage for at snorkle og slappe af på stranden. Men vi kan ikke slappe af, for her er så meget at se på, så vi spadserer et stykke i modsatte retning på stranden, hvor et klippeskær løber ud i havet. Her holder en koloni af blåfodet suler til. Resten af eftermiddagen og aftenen bliver vi på skibet, der ligger for anker hele natten.

Blandt landleguanerne på South Plazas

"Intrepido" har tidligt på morgenen flyttet sig til den lille ø Plazas på østsiden af Santa Cruz, mens fregatfuglene har svævet over skibet. Efter tidlig morgenmad - vi skal i gang inden solen bliver for stærk - er der en tør landgang på øen. Dvs. vi kan beholde skoene på og gå i land direkte fra gummibåden. Et utal af søløver møder os på klipperne - mange med ganske nyfødte unger. Det er flest hunner, der er på land, mens den store han holder øje med hvad der foregår ude fra brændingen. Vi begiver os op over øen, der har en helt unik beplantning af rød og gul lavt voksende vegetation mellem spredte høje kaktusser på den gråsorte lavajord. Her ser vi de første farvestrålende landleguaner, der falder godt ind med landskabets farver. Landleguanerne kan blive op til ca. en meter lange fra hoved til halespise og er ganske fredelige, selv om de ligner fortidsuhyre. De bevæger sig langsomt rundt i landskabet på udkik efter en nedfalden kaktusfrugt.
På øens modsatte side er vi kommet højst på øen og her falder klipperne lodret ned i havet og danner et mindre fuglefjeld, hvor lavamåger, maskerede suler, og stormsvaler m.fl. holder til.
Havets bølger slår med stor kraft ubønhørligt ind på klipperne og i dette virvar af strøm, sprøjt og skum lever havleguanerne. Med deres skarpe kløer er de i stand til at holde fast i klipperne og kravle op på dem for at varme sig. Ofte ser man dem ligge i store klumper, mange oven på hinanden, og ind i mellem sprøjter de en stråle saltvand ud gennem næseborene.

På Santa Fe

I løbet af formiddagen er "Intrepido" sejlet længere mod syd til øen Santa Fé og ankret op i en lille pittoresk bugt, hvor vi starter med at snorkle direkte fra gummibåden. Vandet er krystalklart og jeg kan se bunden flere meter under mig, hvor farvestrålende fisk svømmer rundt og napper alger af klipperne. En skygge bevæger sig på siden af mig - men det er ikke en af mine rejsevenner. En legesyg søløve svømmer rundt om mig, men forsvinder i en bue foran min maske. Jeg var sikkert ikke hurtig nok til at lege med. Men så kommer en havskildpadde svømmende dybt under mig. Jeg følger den et stykke, men kan ikke følge med. En stime små, blege, næsten gennemsigtige hornfisk er lige foran mig, men spredes, da jeg svømmer imod dem. Det er da også de flotte fisk i klare grønne, blå og røde farver, der er mere interessante.

Finker og andre fugle

Hen på eftermiddagen foretager vi en våd landing på øens kridhvide sandstrand med masser af søløver. Vi spadserer en tur op på øen og ser for første gang galapagos-høgen og den smukke galapagos-due. Men også spottefuglen, der følger os overalt og er så "fræk" at nappe efter vores snørebånd, som den tror den kan spise. Vi ser flere småfugle som fluesnappere og nogle af de berømte Darwin-finker, der fik Charles Darwin til at opdage hvorledes disse fugle havde tilpasset sig levemulighederne på de forskellige øer og beskrev det i sit værk om "Arternes oprindelse". 
Den engelske videnskabsmand Charles Darwin (1809-1882) sejlede med briggen "HMS Beagle" i perioden 1831 til 36 rundt om jorden og tilbragte flere måneder i 1835 med at studere dyrelivet på Galapagosøerne. Her opdagede han, at specielt næbbene hos finkerne havde udviklet sig forskelligt, hvilket førte til den dengang uhørte ide, om at dyrearterne over tid kunne tilpasse sig omgivelserne og således udvikle forskellige færdigheder. Teorien om at Gud havde skabt verden som vi ser den, var forbi.
Hver dag før middagen er der briefing, hvor guiden forklarer hvad der skal ske næste dag. Det er bestemt ikke alt vi forstår, men vores danske rejseleder er behjælpelig med at oversætte.
Der lyder et gong, hvilket betyder at middagen er parat til at blive serveret. Der serveres varmt mad bestående af forret, hovedret og dessert. De fleste gange er forretten en suppe, hovedretten, en kødret med ris og desserten vandmelon. En noget ensartet menu, hvor begrebet gastronomi ikke indgår.

Blandt albatrosser på Española

Vi har sejlet hele natten og er blevet vugget i søvn. Nu ligger vi for svaj i Gardner Bay ved den sydligste ø Española. Det er noget af et syn vi møder, da vi kommer op på dækket, for ude i stævnen sidder en pelikan helt uforstyrret og netter sig.
Efter et udmærket morgenmåltid er der våd landgang igen på en vidunderlig sandstrand, der er så kridhvid, at det skærer i øjnene. Vi har snorkeludstyret med og får en herlig oplevelse i havet, hvor de mangefarvede fisk skaber opmærksomhed sammen med pilerokke og små hajer, der ligger og hviler sig på bunden under en klippe.

Punta Suarez

Eftermiddagen bruger vi på at gå i land ved Suarez Point på Españolas vestkyst for at møde giganten blandt havfugle - den mægtige albatros med et vingefang på op til 2,4 meter. Dette er det eneste sted i øgruppen, hvor disse kæmper yngler.
Det første vi møder på denne klippefyldte del af øen er dog havleguaner - tusindvis af havleguaner. De er overalt. Men vi ser også søløver og en del fugle bl.a. den maskerede sule. 
Vi vandrer langs den forrevne klippekyst hvor havet banker mod klipperne, så vandet sprøjter flere meter op gennem "blow-holes" og spreder en sky af vandstøv, der driver ind over os.
De første albatrosser kommer glidende båret op af vindens opdrift, og mens vi langsomt nærmere os en af deres "lufthavne", som guiden kalder deres landingspladser, følges vi af elegante hvide, tropiske fugle, der med deres lange hvide haler flyver i bølgegang over vores hoveder.

Mødet med albatrosserne

- Nu skulle det være tiden, at albatrosserne kommer ind fra havet, siger guiden og fortsætter, - lad os sætte os her på de yderste klipper og vente lidt på at de måske dukker op.
Hele rejseholdet tager plads over den lodrette klippeside og har et fantastisk udsyn til klippesiderne. Men det er kun ganske få som finder vej til "lufthavnen" i dag. Derimod ser vi en enkelt albatros, der efter et lille tilløb lader sig kaste ud over klippesiden og bliver grebet af vinden i sit enorme vingefang og glider til vejrs - ud over havet.
Efter en tid spadserer vi ind over øen forbi flere redepladser, hvor halvstore unger - der bestemt ikke er særlig kønne - stille sidder og betragter os. Et sted stopper vi op, for tre voksne albatrosser sidder under en busk og "stanger" næb - et af ritualerne i deres parringsdans, hvor de også går rundt om hinanden og bukker. Når ægget er lagt, ruger begge fugle på det i ca. to måneder og efter et halvt år er ungen flyvefærdig og kan tage med ud på havet.

Flamingoer og havskildpadder ved Punta Cormoran på Floreana

Denne morgen anker vi op ved Punta Cormoran på øen Florena og følger guiden på land, hvor vi fra strandens mørke lavasand bevæger os ind på øen til en lavvandet lagune klemt inde mellem to vulkankratere og hvor den største koncentration af flamingoer holder til. Undervejs fortælles om de endemiske planter vi møder. Vi bevæger os op over en pynt og ned til en bugt med fint hvidt sandstrand, hvor flere skildpadder ses i brændingen liggende og vente på at det bliver mørkt, så de kan gå i land og lægge æg. Tydelige spor fortæller os, at der natten før har været besøg på stranden. Mon en skildpadde vil vove at komme på land, mens det er lyst? Nej, vi venter lidt og går så samme vej tilbage til Cormoran.

At svømme med skildpadder

Her er også fine bademuligheder og snorkeludstyret kommer på. Vi svømmer langs den klippefyldte kyst og her får jeg en rigtig flot oplevelse. En havskildpadde med et skjold på mere end en meter kommer glidende under mig og ikke hurtigere end jeg ved brug af mine svømmefødder kan følge med den og ligge over den i flere minutter. Det er fristende at stikke en arm ud for blot at røre ved skjoldet, men det er naturligvis forbudt. Dyrene er totalt fredede og man kan risikere at overføre bakterier, som kan være skæbnesvanger for dyret.
På havbunden øjner jeg flere farvestrålende søstjerner og masser af søpindsvin med sylespidse pigge stikkende til alle sider, hvorfor man altid bør have badesko på, når man bader ved Galapagos.

Post Office Bay

Efter frokost på skibet er vi sejlet til Post Office Bay og går i land på stranden. Her finder vi "Posthuset" som hvalfangerne i det 18. århundrede etablerede, så sømænd der kom forbi kunne se, om der lå et brev til en adresse som de senere ville anløbe. Så kunne de tage brevet med og aflevere det. Og sådan fungerer det stadigvæk. Vi lægger en hilsen i postkassen, måske nogen finder det og bringer det videre. (14 dage efter fik vi en hilsen fra en dansker som rejste med et andet selskab og som havde medtaget vores brev.)

Besøg i sørøverhule

Guiden vil vise os den gamle sørøverhule - Pirats Cowe - der ligger lidt længere oppe på øen. Et stort hul med en vakkelvorn stige viser, at det er her. Jeg har taget pandelampe med og bevæger mig forsigtigt ned i dybet. Et stort underjordisk rum ligger foran mig, men jeg skal bukke mig under klipperne for at komme ind i det næste endnu større og kulsorte rum. Gad vide hvad jeg træder på? Og hvad hænger i loftet af edderkopper og flagermus? Men det ser nu fredeligt ud. Vi er nogle stykker der langsomt bevæger os længere ind i hulesystemet, der nu har vand på gulvet. Hulen skråner jævnt mod havet. Er der en indgang i den anden ende? Da vandet, jeg forsigtigt vader rundt i, når op over knæene har jeg fået nok og mens andre forsøger sig længere ind i grottens dybere vand, går jeg tilbage mod udgangen og op under den lyse, åbne himmel.

Uheldig matros

Mens vi har været i hulen, har et drama udspillet sig på stranden. Et par af matroserne, der sejlede os ind til øen, har brugt ventetiden til at spille fodbold og en af dem har været så uheldig at brække benet og er under store smerter blevet fragtet ud til skibet, hvor han ligger i salonen, da vi ankommer. En af rejsevennerne, der er læge, tilser ham og eneste bedøvelse han kan få, er lidt rom og nogle stærke piller. Kaptajnen sætter omgående "Intrepido" mod nord mod hovedbyen Puerto Ayora på Santa Cruz fire til fem timers sejlads forude. Mens vi således lægger Florena bag os, sidder vi på dækket og spejder efter søfugle og hvaler, og det lykkedes da også at spotte en pukkelhval, som vi klart nok ikke forsøger at forfølge, da den svømmer i en anden retning. Men vi ser den både blæse og dykke - om end på afstand.

Puerto Ayoro på Santa Cruz

Ved mørkets frembrud - omkring kl. 18 vi er jo på ækvator - er vi i havnen ved Puerto Ayora. Den syge matros - hvis skæbne må betragtes som særdeles usikker, da han næppe får et job på skibet igen hvis førligheden ikke er i orden - bliver under stort besvær løftet op på en båre og ud gennem de smalle døre og ned i gummibåden, der bringer ham på land og senere til hospitalet. Vi andre bliver senere sejlet til byen, hvor vi kan shoppe og studere nattelivet under de sydlige himmelstrøg.

Lonesome George på Darwin Instituttet

Det er blevet sidste dag på Galapagos og vi køres ind til Darwin Instituttet, hvor vi bliver vist rundt i bl.a. Visitor Center, der fortæller om Darwins teorier. I det store - nærmest botaniske anlæg - ser vi for første gang landskildpadder, som her holdes i fangenskab og indgår i forskellige avlsprojekter. Landskildpadderne lever vildt på nogle af de andre øer, der ikke blev besøgt på denne rejse.
Der knytter sig en særlig historie til landskildpadden "Lonesome George", der som den eneste overlevende af sin art i 1972 blev fundet på øen Pinta - den nordligste af Galapagosøerne. Det skønnes at George pt. er 80-100 år gammel og kan blive omkring 200 år - måske endnu ældre. Han er således i sin bedste alder og man har forsøgt at sætte et par hunner sammen med ham, hvis art rent genetisk ligger så tæt på Georges, at det måske kunne lykkes at få æg og unger ud af et eventuelt stævnemøde. Nu havde George levet alene på øen Pinta i flere år og kendte tilsyneladende ikke andre skildpadder og han fik et chok, da man lukke et par flotte "blondiner" ind til ham. Dem ville han intet have med at gøre - de første 30 år! Så en dag i 2008 fandt personalet tre æg i indelukket og de blev straks lagt i en rugemaskine under helt trygge forhold. Alle holdt vejret og ventede. Ikke alene på Galapagos, men historien om Ensomme George gik over hele verden. Det ville være en sensation, hvis der kunne komme skildpadder ud af anstrengelserne.
Men ak! I begyndelsen af 2009 blev det fastslået, at æggene ikke var blevet befrugtet. Lonesome George blev desværre fundet død den 24. juni 2012 og det lykkedes ikke at få efterkommere af denne skildpadderace - Pinta Giant Tortoise.

Senere i dag flyver vi tilbage til Ecuadors hovedstad Quito, hvor vi har en dag på egen hånd inden hjemrejsen til Danmark. Mon ikke vi får en fin dag i Cotopaxi National Park, hvor vi skal vandre på Ecuadors højeste aktive vulkan i overmorgen.