Vandring i Baracoas regnskove

På den anden side af en spinkel vippende træbro, der fører over Honningfloden Rio de Miel ligger fiskerlandsbyen Boca de Miel omgivet af tæt regnskov og eksotiske planter.

Baracoa - en isoleret landsby

Turlederen kender stedet og har anbefalet, at vi benytter denne eftermiddag i Baracoa til et besøg i landsbyen. Vi har brugt det meste af dagen på at rejse med fly fra Havanna til Baracoa i den østlige provins Holguin, der er kendt som landets mest regnfulde, men også en meget frugtbar provins. Beliggenheden direkte ud til det åbne Atlanterhav giver ingen beskyttelse, når efterårets orkaner raser ind over landet og smadrer stort set alt undervejs. Det kan ses på bygningerne både i Baracoa og i landsbyen samt langs stranden.
Man mener, at det var her på disse strande at Columbus i 1492 så land og opdagede Amerika og kaldte de indfødte indianere, idet han troede, at han var kommet til Indien. Et trækors "Vinrankens kors" - Cruz de la Parra - blev sat på landjorden, og rester af dette "Amerikas ældste trækors" kan endnu ses i en montre på et lille museum tæt på kirkeruinen Catedrale Nuestra Señora de la Asunción midt i byen.
Den undseelige by, der dog først blev grundlagt i 1511 af Diego Velázquez, ligger meget isoleret, og det er den omgivende natur med adskillige nationalparker og Cubas største artsrigdom af fugle, planter og dyr suppleret med lækre strande, der er områdets største attraktion og som vi på denne vandreferie skal stifte nærmere bekendtskab med.

Hotel El Castillo

Faktisk skulle vi bo på Hotel Porto Santo, men hotellet er fuldt belagt og i stedet opgraderes vi til Hotel El Castillo, der er opført på en bjergtop højt over byen på resterne af et gammelt fort. Hotellets værelser fejler intet og udsigten fra hotellet er formidabel uanset i hvilken retning man ser. Desværre står aftens buffet ikke mål hermed, og da vi tidligt på aftenen mødes i restauranten, har de varme retter allerede stået på bordet i et par timer og blevet kolde!

Vandretur til El Yunque

På ladet af en pic-up-truck kører vi denne morgen ca. 30 minutter frem til besøgscentret ved naturreservatet, hvori den ambolt-lignende kæmpeklippe El Yunque, der som eneste top rager op af jungle-landskabet, ligger. Klippen, som Columbus skulle have omtalt som "et bjerg, der ligner en ø", da han i 1492 inspicerede kysten, tiltrækker med sin mystiske form øjet som en magnet. 
Med en lokalguide vandrer vi over en plads, der kunne minde om en campingplads med spredte hytter og ned til den brede flod Rio Duaba. Her skiftes vandrestøvlerne med sandaler og de korte bukser smøges ekstra op - og vi vader ud i det friske vand. Heldigvis har det ikke regnet særligt meget, så vandstanden er lav og når de fleste af os til lige under knæet på det dybeste sted. Alle kommer vi fint over og kan fortsætte - igen iført vandrestøvler - op gennem frodige kaffe- og kakaoplantager. Her hører vi om kakaofrugten og smager på det søde frugtkød, der omgiver selve kernerne, der ikke kan spises.

Helt på toppen

Turen fortsætter relativ stejlt opad gennem tætte bregneskove og urskove af orkidéer og epifytter, hvoraf flere arter er helt særlige for dette sted. Stien er snoet, lettere smattet og enkelte steder må vi gribe fat med hænderne. Hele tiden kan vi høre Cubas nationalfugl cubansk trogon - også kaldt tocororo - der faktisk minder om en gurglende lyd. Men selv om den er nok så farvestrålende, er den svær at få at se. Det lykkes dog for nogle i vandregruppen at se en.
Vi møder en lokal bonde, der tilbyder stykker af kokosnød overhældt med egen honning - en rigtig energibombe - eller vi kan vælge de små søde bananer eller appelsiner. Med fornyede kræfter fortsætter vi frem til en lille palmehytte, hvor de, som ikke vil med på det sidste lidt mere anstrengende stykke til toppen kan hvile sig, til vi andre kommer tilbage. 
Den sidste tredjedel til toppen er lidt stejl på en ret så mudret sti, og da vi når toppen på det 560 meter høje bjerg er pladsen trang og udsigten ikke helt som forventet pga. gråvejret og den lette regn. Vi gjorde det! Vi foreviges! Herefter vandrer vi samme vej tilbage og spiser den medbragte madpakke undervejs. Flere af os ser den lille cubasmaragd-kolibri, selv om den for det meste vimser uroligt rundt.
Nede ved floden Rio Duaba kan de der ønsker det få et forfriskende bad og hoppe i en naturlig pool lige under et lille naturligt vandfald, inden vi transporters tilbage til Hotel El Castillo.
Turens samlede længde er på ca. 12 km tur-retur til toppen.

Alexander Humboldt National Park

Igen i dag har vi en lang køretur på ladet af pick-up-trucks foran os og efter ca. 1,5 times kørsel er vi fremme ved besøgscentret Parque Nacional Alejandro de Humboldt. Nationalparken er opkaldt efter den tyske videnskabsmand Alexander Humboldt, som kortlagde området i 1800-1801. Besøgscentret ligger aldeles smukt for enden af en bugt, hvor der fra tid til anden ses søkøer. Her var dog ingen i dag. 
Den lokale guide fortæller om dyre- og plantelivet i denne 700 km2 store nationalpark, der er hjemsted for hele 2% af verdens plantearter. Mere end 1.000 forskellige planter hvoraf ca. 300 er endemiske. Her findes også et utal af forskellige fugle, heraf er flere endemiske.
Efter introduktionen fortsætter vi endnu en bid vej på pick-up trucks, inden vi når frem til vandrerutens start. Den syv km lange vandrerute kaldes Balcón de Iberia og er en cirkelrute rundt i regnskoven.

Vandgang

Vi skal dog først passere en lille flod balancerende på en smal træstamme uden gelænder og det går fint for vores lokale guide, der går forrest. Men da rejselederen følger efter mister han balancen og springer (falder heldigvis ikke) i vandet med sit foto-apparat knugende i den ene hånd! Godt der ikke skete andet end at vandrestøvlerne blev våde. Så er der ingen andre, der skal forsøge sig på træstammen! Lidt oppe ad floden er det til at hoppe over for de langbenede, mens andre må stengå floden. Sådan! Næppe er vi kommer over på den anden side af floden før luften genlyder af en flok cubanske amazonpapegøjer, der lander højt oppe i et træ og er ganske usynlige. 
Vi vandrer op over "den grønne sti" forbi enkelte bondehuse, hvor gryntende svin og kaglende kalkuner fouragerer i kanten af stien.

Fuglene er her

Mens vi vandrer opad, svæver gåsegribbe tæt over vores hoveder og vi kan efterhånden se udover det smukke junglelandskab. På toppen af en højderyg holder vi frokostpause til lyden af tocororo. Snart er der en der synger her og lidt efter er der en der svarer der! Men hvor er de?
På vejen ned fra højderyggen, har vi palmetoppe, træbregner og andre af regnskovens vækster i hovedhøjde, da højderyggen skråner kraftigt til begge sider. En særdeles betagende udsigt. Langsomt bevæger vi os ned gennem skoven og pludselig er den der - en synlig tocororo - med det mørkeblå hoved, det hvide bryst og den knaldrøde bug og blågrå vinger med hvide spidser. En aldeles farvestrålende fugl. Vi når et åbent terræn med tætte buske og opdager at grønne smaragd-kolibrier holder til her og overhovedet ikke er bange for os mennesker. De sidder ganske roligt og venter på at blive fotograferet. Herligt.

Verdens mindste frø

Da vi atter er nede ved floden er der kokosnødder til alle - dvs. en bonde hugger toppen af nødden med sin machete og stikker et sugerør i, så vi kan smage kokosmælken. En god afslutning på vandreturen.
Vi er på vej tilbage mod udgangspunktet, da vores kokosmand vil vise os noget meget sjældent, som han har samlet op - verdens mindste frø, den lille sorte eleutherodactus iberia med en maksimal længde på syv mm. Den er endemisk og eksisterer derfor ikke andre steder på kloden. Hverken rejselederen, der har været her adskillige gange, eller vores lokale guide har tidligere set frøen, så vi har været ekstremt heldige i dag.

Playa Maguana

En af Cubas bedste strande besøger vi på vejen tilbage. Og hvad kan være bedre end at få en dukkert i det mere end 20 grader varme turkisgrønne Caribiske Hav fra den flotte strand?

Misforstået tidspunkt

Vi er vist alle enige i, at maden her kunne være bedre, så rejselederen har arrangeret fælles spisning på en af byens restauranter. Men da vi mødes på aftalt sted til aftalt tid, er her ingen? Vi venter og opgiver, og benytter i stedet den inkluderede middag på hotellet, der denne aften er en serveret færdigret. Men det blev maden desværre ikke bedre af. Det viser sig at mødetidspunktet blev ændret uden at alle havde fået besked! Ærgerligt, måske gik vi glip af en god middag?
Men det bliver sikkert bedre, når vi i morgen kører over bjergene til provinsen Guantanamo, videre til Santiago de Cuba og frem til Sierre Maestra i Granma provinsen, hvor vi skal vandre i Sierre Maestra de næste dage.