Topes Collantes Nationalpark i Escambray-bjergene, Cuba
Log ind Log ind
Topes Collantes Nationalpark

Topes Collantes Nationalpark

Fra en udsigtsplatform på en sydvendt skråning højt oppe i Escambray-bjergene kan vi se langt ud over regnskoven og ned mod halvøen Ancón, vi er kommet fra.

Thomas Sørensen

Thomas Sørensen

Skribent

Tilføj favorit

Vandring i Parque Codina

Bussen kører os i dag 20 km. op til kurhotellet Escambray, der ligger som et kolossalt monument over "russisk bygningskunst" og skænder toppen af bjerget midt i regnskoven. Kurhotellet er placeret netop her, hvor luften er ren og frisk og hvor udslidte cubanere kan komme til kræfter efter et hårdt arbejdsliv eller sygdom. Her møder vi en lokalguide, der skal lede os rundt på junglestien "Sendero la Batata" fra Sendero La Batata til Finca Codina. 
I nationalparkens store russiskbyggede ladbusser transporteres vi til vandreturens startsted. Herfra balancerer vi på en træstamme over en lille flod og kommer ind i den tætte jungle, hvor usædvanligt mange forskellige fugle lever. F.eks. ser og hører vi kolibrier, spætter og nationalfuglen tocororo’en, der høres hele tiden, men som er vanskelig at få øje på trods dens farvestrålende udseende. 

Midt i en biologisk mangfoldighed

Vi vandrer i et kuperet terræn med en biologisk mangfoldighed og kommer over nogle mindre bjergkamme med flere flotte udsigtspunkter. Så er vi, efter en al for kort vandretur, pludselig fremme ved en hytte midt i regnskoven - Restaurant Codina - hvor vi bydes velkommen med en drik før frokosten - stegt pattegris - der i "baghaven" steges over åben ild. Senere transporterer ladbusserne os tilbage til udgangspunktet op over en aldeles flot bjergkam, som det ville have været interessant at vandre på, og så blive afhentet lidt længere fremme ad ruten.

Vandring i Parque Caburní

Næste dag starter vi vandringen fra selve kurhotellet, men går en anden vej stejlt ned ad en bjergskråning med store regnskovstræer. Igen med flotte udsigter undervejs. Da vi når bunden af skoven står vi ved foden af det 62 meter høje vandfald Salto de Caburní, der vælter ned fra en smal saddel mellem to høje klipper. Vandet fortsætter forbi os ned gennem et uvejsomt klippeterræn. Vi vandrer uden om ad en stejl sti helt ned til bunden ad vandfaldet. Her danner det en naturlig krystalklar pool, hvor en enkelt af rejsevennerne har mod nok til at kaste sig i det kolde vand.
Turen går samme vej opad tilbage til udgangspunktet, hvorfra vi køres til den nærliggende frokostrestaurant Mi Retiro, der ligger aldeles dejligt på en lille top med en vidunderlig udsigt over dalen.
Begge vandreture i Topes Collantes Nationalpark er relativt korte, og kunne med fordel slås sammen til en samlet heldagsvandring - og så med en hel dag ved stranden. Men som det er nu, er der begge dage tid til at nyde eftermiddagene med strand- og badeliv ved vores Hotel Brisas Trinidad del Mar

Svinebugten

Vi hører om Svinebugtsaffæren fra 1961, hvor eksilcubanere trænet af CIA forsøgte landgang her, men Præsident Kennedy turde ikke hjælpe sine landsmænd ved at sætte yderligere tropper ind af frygt for storkonflikt med Sovjet, så missionen mislykkedes. Store cubanske propagandaskilte fortæller os, at det var her ved Girón, at socialismen for første gang sejrede over kapitalismen på den vestlige halvkugle! Museet Museo Playa Girón fortæller om hændelsen og har udstilling af fly og tanks samt en del effekter fra det tre dage lange slag.

Cueva de los Peces

Ned til Svinebugten tæt på Playa Larga spiser vi frokost på et særdeles skønt sted, Cueva de los Peces, hvor vi godt kunne have været en hel dag. En sammenstyrtet kalkstensgrotte har skabt en 70 meter dyb sø med krystalklart vand med utallige farvestrålende fisk. Her kan man snorkle. Det kan man også i selve Svinebugten, hvor vandet er lige så klart og indbydende - og fyldt af fisk. Restauranten serverer en lækker tallerkenret med hummer, fisk og krokodille fra den nærliggende krokodillefarm.

Besøg på en krokodillefarm

Vi fortsætter mod naturreservatet på Zapata-halvøens sumpområde, hvor de to krokodillearter, som findes i Cuba, lever vildt. Vi besøger krokodillefarmen Criadero de Cocodrilos og får lejlighed til at komme ganske tæt på disse tonstunge uhyrlige fortidsskabninger, der kan blive ca. fem meter lange. Vi spadserer rundt om en indhegnet sø og ser utallige større og mindre krokodiller spise, suge varme til sig og slås i det grumsede vand, alt mens hejre og skarver venter på lejlighed til at nuppe en fisk hist og her - med risiko for selv af blive ædt.

Efter disse ekstraordinære gode oplevelser fortsættes hen på eftermiddagen til Havanna, hvorfra vi sent næste dag skal flyve tilbage mod Danmark.

Fakta om Cuba

Hovedstaden i Cuba er Havana. 

Befolkningstal: Ca. 11,5 mio.

Areal: Ca. 110.860 km2

Afstand fra Danmark: ca. 8.215 km. til Havana

Største turistattraktioner: Havana med salsarytmerne og byen Trinidad, men også landets smukke, bjergrige natur.

Mere information:

Rejsebureau: Ruby Rejser

Turistinformation: Cuba