Bebedero-floden i Palo Verde National Park

- Da vi ikke fik mulighed for at besøge de vandfald I var blevet sat i udsigt, har jeg en overraskelse til jer, siger lokalguiden, da vi kører fra Arenal-søen og videre sydvest på forbi byen Cañas på The Panamerican Highway og kommer til floden Rio Corobici.

Las Pumas Rescue Shelter

Vi drejer ind på en markvej og kommer frem til et lille, lidt støvet sted. Her anlagde det schweiziske par Lily Hagnauer og hendes mand, der begge var miljøforkæmpere, et beskyttelsessted for truede dyr, der nu er blevet til Las Pumas Rescue Shelter. Nu er Lily desværre borte og det er hr. Hagnauer, der på sine gamle dage fortsat arbejder på projektet, som tager i mod os. Stedet blev skabt i 60’erne, hvor skovrydningen i delstaten Guanacaste var på sit højeste. Dyrenes levesteder blev drastisk reduceret og mange blev indfanget af beboerne og holdt som kæledyr. Lily havde en vision om, at de vilde dyrearter skulle tilbage til de oprindelige naturlige levesteder. Hun tog derfor imod alle de dyr, som naboerne bragte til hende i forsøget på at redde dyrenes liv. I løbet af kort tid havde hun mere end 160 dyr fordelt på ca. 60 arter. I dag findes der knapt så mange, men alle de dyr som er her, er udryddelsestruede arter. De dyr man ikke kan genudsætte, ønsker man at give mulighed for at leve i et miljø, der kommer så tæt på det oprindelige miljø de levede i.
Las Pumas, der i dag også modtager dyr som har været forsøgt smuglet ud af landet - f.eks. eksotiske fugle - er et non-profit center. Stedet får ingen støtte af det costaricanske samfund, men baseres alene på frivillig hjælp og frivillige bidrag fra institutioner, virksomheder, forskellige organisationer og plantager, samt de besøgende. Der betales ikke entre, men der hænger en lille kasse ved indgangen og heri lægger vi en seddel.

Bure med truede dyr

Stedet bruges til undervisning og videnskabelige undersøgelser af landets vilde og truede dyrearter. Man samarbejder med andre om bevaring af vilde dyr i Costa Rica. I burene kan man møde flere af de mest truede rovdyr; jaguaren (den største af rovdyrene i Mellemamerika), pumaen (nogle gange benævnt som bjergløven), ozelotten (hvis smukke skind har været umådeligt eftertragtet), panteren (den sorte leopard) samt den langhalede vildkat.
Det første vi støder på er et stort bur med de meget udryddelsestruede grønne papegøjer (yellow-naped parrot) og de flotte store røde araer. Her er mange af dem, men de har god plads i den store indhegning og kan flyve fra gren til gren. Men det er som om de store røde araer helst vil kravle rundt i indhegningens net, hvor de bruger næbbet som det tredje ben.

Den flotte tukan - symbolet på regnskoven

En smal sti fører os mellem burene ind i en junglelignende park med stor bambusbevoksning. I et mindre bur sidder symbolet på regnskoven, den fantastisk flotte tukan. Den sidder helt stille og jeg får lejlighed til at stikke mit kamera ind mellem hegnets fletværk og får skudt den. Højest sandsynligt har denne tukan været forsøgt smuglet ud af landet i et paphylster på maven af en idiot, men heldigvis har tolderne opdaget det og dyret har fået en vis frihed tilbage. Den burde snarest lukkes ud i naturen igen.

En doven kat

Stien fører os videre gennem anlægget og vi ser både vildkat, langhalet kat og vi kommer til et større bur, hvor en jaguar ligger henslængt oppe på en afsats. Den hviler sig, nærmest sover. 
Jeg vover det ene øje og går forsigtigt helt hen til indhegningen. Jaguaren rører sig ikke. Den gider ikke engang løfte hovedet. Sjældent har jeg været så tæt på et "vildt" rovdyr, som selv om den ser ud til at sove, alligevel har et vågent øje rettet mod mig.

En ensom puma

I en anden indhegning kan jeg ingenting se. Jeg spejder rundt oppe og nede og opdager så en stor puma, der ligger på jorden godt kamufleret i skyggen af nogle bambus. Pumaen er gammel og har været her i meget lang tid, så Lilys oprindelige vision om at kunne genudsætte dyret i dets naturlige omgivelser, vil ikke gå i opfyldelse.

Nationalretten

Vi synes alle at det var et spændende besøg, da vi atter sidder i bussen på vej mod den lille landsby Bebedero, hvor vi spiser frokost. Under frokosten får vi bl.a. mulighed for at smage nationalretten gallo pinto, som er en ret, der laves med kogte sorte bønner, ris, godt krydrede løg og peberfrugter, en stegt banan og et stykke kød. En ret som costaricanerne kan spise morgen, middag og aften med forskellig tilsætning.

Bebedero-floden

Nede ved Bebedero-floden, der løber gennem nationalparken Palo Verde, venter båden som skal tage os med på floden. Nationalparken består af søer, sumpe og græssletter, skov og floder. Her findes ca. 300 forskellige fuglearter, der ofte kan ses fra floden, der i tørketiden også tiltrækker andre dyr fra hele Guanacaste-provinsen. Motorbåden tøffer stille og roligt op ad floden og vi har ikke sejlet mange minutter før en krokodille glider væk fra båden. Inde på flodbreddens tætte bevoksning får vi øje på en nathejre, der med dens store øjne står bomstille. Motoren slås fra og vi glider helt tæt på fuglen. Men her findes også mange andre hejre som f.eks. tigerhejren, blåhejre, sølvhejre og kohejre.

Kan en leguan være smuk - ja

Et stykke længere fremme kan vi på en lille flad del af flodbrinken se en flot grøn leguan på omkring en meter. Den står helt stille, da vi passerer. Så sker "miraklet". En stor leguan kommer til syne og stiller sig med forbenene oppe på en væltet træstub inde på brinken. Det er en grøn leguan - men den er gul - fordi den er i parringshumør og skal gøre indtryk på hunnerne, der forbliver grønne. Denne han-leguan stiller sig op, som om den ejer hele territoriet, hvilket den måske også gør. Øjeblikkeligt slår bådføreren motoren fra og vi glider sagte hen mod leguanen. Den flytter sig lidt, da vi nærmer os, men kun fordi den vil fotograferes fra sin bedste side. En sky driver væk fra solen og dyrets fantastiske farver glimter i solen. Gul, bronze, grøn - alle nuancerne spiller i solen. Alle skyder det bedste de har lært. Her kunne vi sidde længe og betragte dette flotte dyr, men bådføreren har noget han vil vise os.

Mange forskellige dyr

Ude på nogle stammer i vandet sidder to stillehavs-basiliske - også kaldt Jesus Christ Lizard, fordi de kan gå på vandet! Og da vi nærmere os pisker det ene firben hen over vandet med en sådan fart, at vi knapt kan følge den med øjet. Vi møder flere af disse små øgler. Både lokalguiden og bådføreren er gode til at spotte fugle og leguaner som nærmest går i ét med de træstammer de sidder på. Vi møde flere leguaner både grønne og sorte. Her flyver de farvestrålende isfugle. Her er papegøjer, som vi tydeligt kan høre, men som er særdeles vanskelige at få øje på da de farvemæssigt falder helt sammen med bladene på træerne.

Krokodiller er ikke ufarlige

Inde under et træ ligger en stor krokodille, som glider ned i vandet da vi passerer. Er der mon føde på vej? 
- Jeg har noget andet, jeg vil vise jer, siger bådføreren og vi sejler ind til bredden længere fremme, hvor en anden fem meter stor krokodille ligger. - Det er den største, den ældste, og den ondeste af dem alle. Vi kalder den Bin Laden. Sidste år tog denne 40-årig kæmpe en 13 år gammel pige, der var gået ned til floden for at bade. Den fik fat i hende før de tililende mennesker kunne gøre noget, men den fik ikke trukket hende med sig ned i dybet og fik ikke ædt hende. Men hun overlevede desværre ikke angrebet. Dyret har fået lov til at leve videre, da det ikke er menneskeædende - selv om den har drab på samvittigheden. Havde den ædt hende, ville man have skudt krokodillen.
En uhyggelig historie som viser, at vi skal udvise stor respekt for disse nulevende fortidsøgler og være meget vagtsomme hver gang vi er i nærheden af vand i Costa Rica.

På en hestegård - en rigtig Hacienda

Efter et par timer op ad floden sejler vi hurtigt tilbage til udgangspunktet for igen at fortsætte rejsen gennem Costa Rica. Vi følger den panamerikanske hovedvej, som løber hele vejen fra Alaska i Nordamerika til det sydlige Chile i Sydamerika. Vi kører over byen Liberia - den største by i Guanacaste og drejer fra mod Rincon de Vieja Nationalpark.
Det er ved at blive aften og i den nedgående sol kan vi forude se en hel bjergkæde af vulkaner, hvor vi skal opleve kogende mudder, gejsere og varme kilder. Vi kommer frem til Hacienda Guachipelin Lodge - en rigtig range med masser af heste, cowboys, lassoer og folde. Her skal vi overnatte, inden vi i morgen skal besøge nationalparken. Det viser sig imidlertid, at nationalparken holder lukket i morgen og nu er "gode råd dyre". Skal vi køre videre mod Stillehavet som planlagt? Eller skal vi udskyde afrejsen en dag, så vi alligevel når at opleveRicón de Vieja National Park?  Alle ønsker selvsagt at programmet i nationalparken gennemføres. Men kan det lade sig gøre? Den danske rejseleder griber telefonen.