Punta Arenas og fortidens storhed

Til højre for os har vi den næsten ubeboede ø Isla Grande, Tierre del Fuego - Ildlandet - og til venstre spreder byen Punta Arenas sig langs det oprørte vand.

Magellanstrædet

Den portugisisk fødte opdagelsesrejsende Ferdinand Magellan (1480-1521) gjorde tjeneste for den spanske Kong Carlos I, hvor man i tiden umiddelbart efter at Columbus "opdagede" Amerika i 1492, var interesseret i at erobre den nye verden. Magellan var overbevist om, at der måtte findes en genvej gennem Amerika til krydderiøerne i Østen og på sin opdagelsesrejse ned langs Sydamerikas Atlanterhavskyst med fire skibe rundede han i 1520 Cabo Virgenes og sejlede ind i strædet, som nu bærer hans navn. Efter 36 dage i det stormfulde farvand fandt de gennem strædet ud i et uendeligt stort hav. Vinden havde lagt sig og de døbte havet "Stillehavet". På turen gennem Magellanstrædet kunne de inde på den store ø Isla Grande se bål fra de indfødte indianere og Magellan døbte derfor landet Ildlandet - Tierre del Fuego. Magellan selv nåede aldrig tilbage til Spanien, men blev dræbt i kamp med nogle indfødte på en stillehavsø. Af de fire skibe som var med på turen, nåede kun et enkelt tilbage med blot 18 besætningsmedlemmer tre år efter ekspeditionens start.

En by bliver til

Der skulle gå mere end 350 år før den hvide mand slog sig ned i disse øde og forblæste egne, men i 1848 kom en gruppe europæiske nybyggere til og skabte byen. Da guldfeberen i 1849 rasede i Californien tog skattejægere fra Europa i hobetal den lange vej syd om Sydamerika for at komme til Stillehavet og derfra videre nordpå. Turen var lang men ikke så farefuld og opslidende som ruten på tværs af Nordamerikas prærie med de vilde indianere.
I Punta Arenas kunne man få friske forsyninger og nogle stod af her for at søge efter guld i Tierre del Fuego. Efterhånden kom flere europæere til - englændere, tyskere, kroatere, m.fl. - og man fik nogle hårdføre får importeret fra Falklandsøerne. 
Ved slutningen af 1800-tallet græssede mere end 2 mio. får i området med kød- og uldeksport til følge, hvorved uldbaronerne skabte enorme formuer og blev blandt de rigeste i verden.

Plaza Munoz Gamero

Efter indkvarteringen på Hotel Diego de Almagro, der ligger helt ud til Magellanstrædet, spadserer vi langs kystvejen ind mod centrum. Vores første mål er den centrale plads Plaza Munoz Gamero. Omgivet af århundrede gamle træer står en stor statue af Ferdinand Magellan. Nederst på statuen sidder en Tehuelche-indianer og rører man den blankpolerede tå (nogle kysser den) siger rygtet, at man kommer tilbage til Punta Arenas. Den smukke firkantet plads er omgivet af bygninger fra fortidens storhed. Byens katedral Iglesia Matriz ses på den ene side. Skråt overfor på det nordvestlige hjørne ligger Palacio Sara Braun, bygget af enken efter en af de største uldbaroner José Nogueira. Dele af paladset kan besøges, idet Hotel José Nogueira har ca. halvdelen af bygningen og her kan man kikke indenfor. Ved siden af står endnu et flot palads og spadserer man hele vejen rundt om pladsen, bliver man ikke skuffet.

Mirador Cerro de la Cruz

Det gør man heller ikke, hvis man spadserer nogle få hundrede meter op ad gaden Fagnano, ser nogle af de ældste huse ud til den brostensbelagte gade og tager trapperne op til udsigtspunktet Mirador Cerrt de la Cruz. Herfra har vi en flot udsigt ud over byens tage, det oprørte Magellanstræde og Tierre del Fuego i horisonten.

Castillo Millward

Castillo Millward ligner nærmest en lille borg, men er interessant, fordi det var herfra at Sir Ernest Shackleton i 1914 planlagde redningen af sit mandskab fra The Endurance, som var knust af isen i Antarktis. Der er ikke offentlig adgang og huset benyttes i dag af den lokale avis. 

Palacio Braun Menendez

Vi kan derimod komme ind i et andet rigmandshus - Palacio Braun Menendes - som også tilhørte en af byens rigeste uldbaroner og se hvor overdådigt man boede i begyndelsen af 1900-tallet.
Her er møbleret dagligstue, spisestue og soveværelser med bad og toilet. I kælderetagen arbejdede og boede tjenestefolkene og her ligger køkkenet. I paladset er adskillige rum reserveret til det regionale museum Museo Regional Magallanes med en samling af effekter fra koloniseringen af Patagonien og Tierre del Fuego bestående af våben, historiske fotos af de oprindelige indianere, bøger og kort samt ting fra både den maritime historie og landbruget med fåreavl.

Kirkegården

Nogle minutters gang nord for den centrale plads passerer vi den store kirke Santuario Maria Auxilladora, men vil ikke forstyrre, da her holdes begravelsesmesse. Også ved den kommunale kirkegård, der betegnes som en af de flotteste i Sydamerika, er en begravelse i gang og hovedindgangen er spærret af mennesker i kø. Vi spadserer til indgangen på nordsiden af kirkegården og træder indenfor, hvor imponerende gravsteder ses mellem de trimmede cypresser. Ikke alle har dog råd til disse overdådige gravsteder, men placeres mere ydmygt ovenpå og ved siden af hinanden i et "reolsystem".

Kongekrabber på restaurant Los Ganaderos

Vi, der ikke nåede at smage de berømte kongekrabber i Ushuaia, gør det i dag - for man kan næsten ikke tage til Verdens Ende uden at smage på denne specialitet. På den velbesøgte restaurant Los Ganaderos, serveres retten kold med en god flaske chilensk hvidvin til. Betjeningen, der er både sløv og ubehjælpsom, står slet ikke mål med den gode mad.
Det kan man derimod ikke sige om vores lokale guide Mondo, der i morgen skal ledsage os gennem det sydlige Patagonien mod en af Chiles flotteste og mest besøgte nationalparker Parque National Torres del Paine, men først besøger vi pingvinerne ved Otway-bugten.