Når Perito Moreno kælver i Los Glaciares National Park

Vi bevæger os gennem Patagoniens uendelige, næsten flade og golde ørkensteppe, som argentinerne kalder pampas. Ikke et træ, ikke en busk, men græs så langt øjet rækker.

Ud over stepperne

Vi er denne morgen kommet gennem grænseovergangen ved Paso Rio Don Guillermo mellem Chile og Argentina, hvilket gik som en leg, og er fortsat på god vej via Esperanza, hvor vi gør et kort ophold. Herfra går det ad hovedvej 40 nordpå til byen El Calafate, der ligger smukt ved landets største sø Lago Argentino.

El Calafate

Vi bor på Hotel Hosteria Koi Aiken, der ligger ca. 20 minutters gang fra El Calafates centrum. Hotellet er p.t. noget slidt og trænger til en kærlig hånd. En simpel græsplæne med et par buske i solsiden og et par bænke til gæsterne vil gøre underværker. Fra hotellet er der kun nogle få skridt ned til Lago Argentino, og ad den anlagte strandpromenade spadserer vi ind mod byen og kan undervejs iagttage det rige fugleliv, som holder til her med bl.a. hvide svaner, sorthalset svaner, ibisser, viber, ænder, blishøns, gæs og ikke mindst flamingoer.
El Calafate er knudepunktet i den sydlige del af argentinsk Patagonien og byens gennemgående hovedgade Avenida del Libertador General San Martin er præget af at være en turistby med mange restauranter, souvenirbutikker og turudbydere. Et par museer er her også, mens det store, moderne museum Glaciarium, ligger lidt uden for byen, så her vil en taxa være nødvendig.

Laguna Nimez

Vi spadserer fra centrum forbi golfbanen og er atter ude ved søen, hvor fuglereservatet Laguna Nimez ligger. Her kan man mod betaling spadsere på stier rundt i vådområdet og se fugle som fouragerer. I februar måned er her imidlertid flere fugle uden for reservatet, men i begyndelsen af foråret i november måned er de fleste fugle samlet her.

Parque Nacional Los Glaciares

Denne dag er vi kørt ud på halvøen Peninsula Magallanes, der ligger 80 km. vest for El Calafate og er omkranset af Lago Argentino og dens fjordarme. Her er der adgang til den sydligste del af nationalparken Los Glaciares, hvor en af Argentinas helt store attraktioner, gletsjeren Perito Moreno, glider ned i søen fra de bagvedliggende Andesbjerge. 
Længere nordpå (som ikke kan ses fra Magallanes halvøen) ligger det meste af nationalparken med Sydamerikas største gletsjer Upsala på hele 595 kvadratkilometer, som dermed er den tredje største i Verden efter Sydpolen og Grønland.
Den noget mindre Perito Moreno gletsjer er omkring 30 km. lang og den fem km. brede front i søen er op til 60 meter høj og har en sydfront samt en nordfront. Den bevæger sig med op til fire-fem meter om dagen. Nationalparken blev optaget på UNESCO’s verdensarvsliste i 1981.

Pierito Moreno kælver

For at komme helt tæt på den sydlige gletsjertunge, sejler vi med en båd over fjordarmen Brazo Rico og sceneriet bliver mere og mere fantastisk, efterhånden som vi nærmere os den takkede iskant, der rejser sig foran os. Denne gletsjer er fortsat en som holder stand mod Jordens klimaforandringer, idet der årligt falder op mod 50 meter sne oppe i Andesbjergene. Det mange tons sne trykker den underliggende is sammen og nederst bliver den 1000-årige is til en plastisk masse, som langsomt glider ned ad bjerget mod søen. Båden sejler frem og tilbage langs gletsjeren, så alle får mulighed for at se fænomenet. Det knager, der falder et lille stykke is i vandet og øjeblikket efter lyder der et stort brag og et helt isbjerg på adskillige tons vælter ud i søen. En kaskade af vand rejser sig og en ca. tre meter høj bølge sendes afsted mod vores båd. Båden rettes op, så bølgen rammer stævnen og vi glider roligt over denne lille tsunami, mens vi klamrer os til rælingen. Der er dønninger i søen længe efter den nedfaldne is har spredt sig i større og mindre isbjerge. En fantastisk oplevelse, der fortæller lidt om naturens kræfter.

Gletsjertunnelen

Med års mellemrum når gletsjertungen helt på tværs af søen og støder på halvøen. Herved opdæmmes vandet i den fjordarm som kaldes Brazo Rico, så vandstanden stiger flere meter. Når presset på gletsjertungen bliver for stort, bryder vandet gennem en tunnel i gletsjeren, så vand og is sprøjter ud på den anden side i det som kaldes Canal de los Tempanos. Der kan gå op mod 10 år mellem dette helt fantastiske skue kan ses. Tunnelen var brudt og faldet sammen, da vi besøger stedet.

Gangbroer ved besøgscentret

Fra besøgscentrer udgår flere mærkede ruter alle på gangbroer af stål. Nogle leder os til sydsiden af gletsjeren andre midt for, hvor rester af tunnelen kan ses, og endelig fører en gangbro til udsigtspunkter på nordsiden af gletsjeren. I alt er her omkring fire km. gangbroer, der ender ved P-pladsen neden for besøgscentret. Herfra går der shuttle bus tilbage.

En gastronomisk oplevelse på Hotel Xelena

Orker man ikke at tage ind til El Calafate og spise middag, kan man kan spise på hotel Hosteria Koi Aiken. Men vil man have en gastronomisk oplevelse, kan det anbefales at besøge nabohotellet - det fem stjernede Hotel Xelena - hvor der serveres lækker a la carte med udsigt ud over Lago Argentino, mens mørket sænker sig og månen bliver synlig over søen. Vi reflekterer over de flotte naturoplevelser vi har haft i det sydlige Patagonien - både i Chile og her i Argentina, for i morgen bliver det atter bylivet vi skal opleve i hovedstaden Buenos Aires.