Vandfaldene ved Twin Falls, Idaho

Det er en lang, men smuk køretur gennem "Kartoffelstaten" Idaho, og hen på eftermiddagen når vi frem til Snake River - netop der hvor floden vælter ned over Shoshone Falls.

Snake River Canyon - skabelsen og opdagelsen

I forhistorisk tid var store dele af Idaho dækket af en kæmpemæssig sø - Lake Bonneville - med en vandmængde svarende til nutidens Lake Michigan. Dengang var kløften med dens basaltklipper dannet ved vulkansk aktivitet lang tid før. Den klippevæg som holdt søens vand tilbage kollapsede ved Rock River Pass for omkring 30.000 år siden og skabte derved en enorm flodbølge af vand og klipper - betegnet som Bonneville Flood - der væltede ned gennem kløften og formede Snake River Canyon, som vi kender den i dag. 
I årtusinder havde de lokale indianerstammer fisket laks i Snake River og da de europæiske nybyggere begyndte at drage vestover, var der ingen der vidste noget om den enorme kløft og flodens vandfald. 
Selv om man havde sejlet på den øvre del af den 1.735 km lange Snake River, var man aldrig kommet så langt ned ad floden, så man kom til vandfaldet eller kløften. I begyndelsen af 1800-årene drog karavanerne forbi blot 10-15 km. fra vandfaldet og det var først i 1840'ene at The Oregon Trail skulle krydse Snake River at man opdagede de imponerende vandfald.  

Shoshone Falls - Vestens Niagara

Vi holder ind i parkanlægget og spadserer op til udsigtspunktet ved Shoshone Falls, hvor vi kan betragte det imponerende vandfald, der også kaldes for Vestens Niagara. Selv om vandfaldet i dag er reguleret for at skabe vandkraft, er det mere end 300 meter bredt med mindst tre kaskader, der vælter 65 meter ned i Snake River Canyon. Vandfaldet er faktisk nogle meter højere end selveste Niagara på grænsen mellem USA og Canada. Særligt om foråret er vandfaldet storslået, mens der senere på året er lidt mindre vand i strømmen.

Aftentur mod et hul i jorden

Vi kører derefter nogle få kilometer til hotel Fairfield Inn Twin Falls, der ligger lidt uden for centrum, og skal selv finde et sted at spise aftensmaden, da der ikke er servering på hotellet. Vi spadserer derfor lidt rundt i omegnen af hotellet og kommer forbi nogle ret nybyggede rækkehuse og nede for enden af vejen fornemmer jeg, at der er et hul i jorden, hvilket skærper min nysgerrighed. Vi går derhen blot 15 minutter fra hotellet og opdager, at vi står på kanten af Snake River Canyon. Så nu forstår vi udmærket, at nybyggerne kunne have svært ved at "se" denne enorme kløft. Helt ude på kanten af kløften ligger restauranten Canyon Crest meget spektakulært med en fantastisk udsigt og her ville vi gerne have nydt middagen i den nedgående sol. Men stedet er så populært, at alt er optaget. 
Vi spadserer lidt rundt i området og opdager noget, som vi beslutter os for at dele med vores øvrige rejsefæller i morgen.

Perrine Coulee Falls

Næste morgen fortæller jeg rejselederen om gårsdagens oplevelser og foreslår at vi bruger lidt tid på at køre hen til restaurant Canyon Crest, så alle får del i vores "fund". Og det er hun med på, for det lyder interessant, så få minutter efter at vi har forladt hotellet, står vi alle ved udsigtspunktet, hvor vi kan se Perrine Coulee Falls - et smukt 60 meter højt vandfald, der sender en bred stråle ned i dybet. 
Skilte ved udsigtspunktet beretter om de besværligheder nybyggerne var udsat for, når de skulle ned ad den stejle kløft, over floden på tømmerflåde og op igen på den anden side. Den tidlige rute gik bag om vandfaldet, Perrine Coulee Falls, hvilket nogle heste var skrækslagne for. Man var derfor nødt til at give dem tørklæder for øjnene - og så kunne de komme forbi vandfaldet.  Fra udsigtspunktet er der også udsigt til en af broerne over Snake River Canyon - Perrine Bridge - og et betagende syn langs den stejle kant på kløften.
En god ekstra oplevelse, inden vi fortsætter mod det vulkanske område Craters of the Moon.