The First Peoples Buffalo Jump, Ulm, Montana

Før indianerne fik heste og geværer foregik jagten på bison (am. buffalo) til fods med bue og pil. Men det var både farligt og vanskeligt at komme tæt på de store og sky dyr. Det hører vi om ved besøgscentret The First Peoples Buffalo Jump State Park.

Flot museum

Uden for besøgscentret står et par tipier (telte) beklædt med stærk kanvas. Men tidligere brugte man huder fra bison. De kunne være farvede og fortælle om stammernes indbyrdes kampe eller have mønstre eller tegninger om drømmesyn m.m. Inde i bygningen ser vi hvor stor en bisonokse egentlig er og kan gennem opstillinger og billeder lære hvorledes de første indianerne jagtede og forarbejdede dyrene. Dengang jagede man kun det som var nødvendigt for at opretholde livet og alt fra bisonokserne blev brugt. Hud, kød, ben og horn - alt.
I 1600-1700-tallet begyndte indianerne at få heste, som var sluppet væk fra de indtrængende spanske conquistadorer, der havde medbragt hestene allerede fra de første ekspeditioner i slutningen af 1400-tallet. Ligeledes fik indianerne handlet sig til skydevåben i de efterfølgende århundreder, så derefter var det blevet lettere at nedlægge byttet.
Men lang tid før vores tidsregning foregik jagten på en ret så livsfarlig måde, og det beretter den lokale ranger fra den lokale indianerstamme indlevende om - en jagtmetode som har været benyttet her i området i mindst 600 år mellem 900- og 1500-tallet.

Bisonjagten

Fra museet kan vi se den flade top på et taffelbjerg - en mesa - med en stejl klippe neden for og det var bl.a. her at man jog store bisonflokke ud over klippesiden til den visse død. Indianerne opsatte en "sluse" af sten og grene oppe på mesaen som kunne lede bisonokserne i den rigtige retning. Forklædt som ulve (ulveskind over ryggen) kravlede indianerne frem mod bisonflokken fra flere sider, hvilket gjorde dem urolige og de begyndte at flytte sig. Samtidig havde indianerne valgt en ung, adræt mand til at stå et stykke foran klippeskrænten, iklædt et bisonskind og agere bisonkalv.
Bisonokser er sociale dyr og da de ser, at en enlig kalv står ubeskyttet, løber de instinktivt derhen - og efter dem kommer "ulvene". Bisonflokken får mere og mere fart på og da de nærmere sig klippekanten springer den forklædte unge mand i ly på klipperne, mens bisonflokken har fået så megen fart på, at den ikke kan stoppe og løber ud i døden.
Nedenfor ventede indianerne med spyd, bue og pile, så de bisonokser, der ikke allerede var dræbt i faldet, men "kun" havde brækket ben eller var såret på anden vis, blev dræbt. Således kom der enorme mængder kød og skind til de indianere, som boede neden for klippen - så meget, at man også inviterede fremme indianerstammer til at deltage i jagten. Neden for den 1,6 km lange klippe har arkæologer fundet et lag af jordiske rester fra bisonjagterne på mere end tre meter.

Besøg på bisonklippen

Efter det interessante foredrag kører vi op på mesaen for ved eget syn at se klippekanten og nyde den panoramiske udsigt ud over det flade landskab nedenfor med Missouri River og Rocky Mountains i det fjerne. I dag er her ingen bison længere - de fleste lever i Yellowstone National Park - men vi er alligevel ikke alene. For rundt omkring på mesaen ses utallige huller, hvor de både nysgerrige og sky præriehunde stikker deres hoveder frem for at følge med i hvad vi foretager os. Præriehunde må ikke forveksles med hunde, men kan nærmest betegnes som en blanding mellem et jordegern og et murmeldyr - og sjove er de at se på.
Efter besøget fortsætter vi langs Missouri River, der er en gren af Mississippi-floden og med sine 3.767 km er den længste flod i USA. Det var også ad Missouri River at Lewis og Clark Ekspedition rejste for at kortlægge det ukendte vesten - og det hører vi meget mere om ved dagens næste stop.