Seattle og Boeing-fabrikken, Washington State, USA
Log ind Log ind
Seattle og Boeing-fabrikken, Washington State

Seattle og Boeing-fabrikken, Washington State

Vi er pionerer - dvs. med på en pionerrejse til nogle af det vestlige Nordamerikas naturperler og højdepunkter, hvor der også indgår besøg i et par storbyer.

Thomas Sørensen

Thomas Sørensen

Skribent

Tilføj favorit

Seattle - et historisk tilbageblik

Seattle ligger i staten Washington - den eneste af de amerikanske stater, som er opkaldt efter en præsident, George Washington, der var den første amerikanske præsident efter uafhængighedserklæringen og løsrivelsen fra England i 1776. De indfødte amerikanere - efterfølgende benævnt indianer - havde levet i det nordvestlige Amerika i mere end 10.000 år, da hvide nybyggere bosatte sig i området i 1851, hvor de startede tømmerhandel til brug for byggeriet i storbyen San Francisco længere mod syd. Senere fandt man kul, som bragte flere folk til byen, der fik sit navn efter høvdingen Sealth (1780-1866), der var leder af den lokale indianerstamme Duwamish.
En ødelæggende brand i 1889 tog de fleste huse, men byen blev genopbygget og det helt store ryk-ind skete, da der i 1897 blev fundet guld ved Klondike-floden i Yukon territoriet i Vestcanada. Tusindvis af lykkejægere med alt deres udstyr blev sejlet fra Seattle og nordpå mod guldfundene. Byens industri blomstrede og der blev bygget jernbane og skibsværfter. Flyfabrikken Boeing blev grundlagt i 1916 og senere kom verdensfirmaer til som f.eks. cafékæden Starbucks (1971) og Microsoft (1975) med Bill Gates (en af verdens rigeste mænd).

Boeing flyfabrik i Everett

Allerede den første dag efter ankomsten til storbyen Seattle, tager vi på udflugt til flyfabrikken Boeing, der ligger i Everett en times kørsel fra byen. I besøgscentret fortælles historien om tilblivelsen af Boeing-flyfabrikken gennem en billedserie, ligesom der er udstillet dele af flyvemaskiner og motorer m.v. En kort film introducerer os til det 1,5 time lange besøg i fabrikkerne, der her har 35.000 ansatte.
Under selve rundvisningen i verdensstørste bygning (målt i rummetre) er det ikke tilladt at medbringe nogen form for fotoapparater - herunder mobiltelefoner og lignende - for at forhindre spionage. Hele besøget er sat i et fastlagt system med bustransport mellem bygningerne og guidning på bestemte tidspunkter, hvilket er nødvendigt, når besøgstallet nærmer sig 1.000 gæster pr. dag.
Via underjordiske gange og elevatorer kommer vi op og kan overskue fabrikshallen, hvor flyvemaskinerne Boeing 747, 777 og dreamliner 787 bliver samlet. Her står de på række seks-syv stykker efter hinanden i produktionsleddet, hvor der arbejdes i hold alle ugens dage. Og kapital skal der til. Prisen på et fly ligger på mellem 300 og 400 mio.$ og der er op til fem års leveringstid. Det er derfor tankevækkende at høre, at der for nogle flytyper produceres et færdigt fly pr. måned. Rundturen afsluttes med det kendte slogan: “If it ain't a Boeing, I'm not going." Vi returnerer derefter til Seattle, hvor vi skal på sightseeing.

Fakta om USA

Hovedstaden i USA er Washington D.C. og største by er New York.

Befolkningstal: Ca. 325 mio.

Areal: Ca. 9.833.520 km²

Afstand fra Danmark: Til New York City: 6.197 km. Til San Francisco: 8.797 km.

Mest besøgte attraktioner: Storbyer og nationalparker

Mere information:

Rejsebureau: Gislev Rejser

Turistinformation: USA