Cape Cod og Plymouth i Massachusetts, New England

”Lige om hjørnet” er vi inde i staten Massachusetts og på vej mod halvøen Cape Cod, der ligger som en bøjet arm ude i Atlanterhavet. Dagen er afsat til hvalsafari, men pga. kraftig blæst aflyses alle ture. Alternativet er en sejltur til øen Marthas Winyard, men færgen er sejlet, da vi når byen Hyannis. Så nu er gode råd dyre.

Hvalfangst

Hvalsafari er ellers en oplagt udflugtsmulighed ud for New Englands kyst. Mellem april og oktober vrimler det med sild, makrel og kill (små krebsdyr), som hvalerne lever af. Hvalerne, der kan blive 15 meter lange og veje op mod 30 tons, nyder godt af den store mængde føde der findes her ved det undersøiske plateau. Så mens finhvaler, pukkelhvaler samt vågehvaler trækker mellem de kolde vande mod nord og varmere i Caribien, opholder de sig her og muligheden for at se hvalerne er rigtig stor.

Marthas Wineyard

På øen Marthas Wineyard er der mulighed for at benytte offentlige busser til at se nærmere på øen, der er 33 km lang og har 15.000 fastboende indbyggere. Marthas Wineyard tiltrækker bl.a. velhavende og kendte mennesker som f.eks. Bill Clinton, David Letterman og Meg Ryan. Øen er også kendt for at være stedet, hvor filmen ”Dødens Gab” blev filmet.

Nantucket - et tidligere hvalfangersamfund

Vi vælger i stedet at benytte denne ”fridag” til at tage hurtigfærgen til øen Nantucket, der ligger ude i Atlanterhavet. Det tager ca. en times tid at sejle derud med katamaranfærgen, som kun har gående passagerer og ingen biler. Øens kælenavn er ”Den lille grå dame” pga. de karakteristiske grå spåndækkede huse.

Hovedbyen, som også kaldes Nantucket, har toppede brosten og smukke gamle træhuse og adskiller sig fra andre byer ved ikke at have fastfood-restauranter eller neonskilte som kan ødelægge idyllen. I begyndelsen af 1800-årene var Nantucket USA’s største hvalfangerby med mere end 100 hvalfangerskibe. Olien fra hvalerne blev benyttet til at oplyse gadelamper og var efterspurgt, hvilket gjorde mange hvalfangerkaptajner og købmænd velhavende. Det ser vi, da vi spadserer gennem byen og betragter de fine, spånbeklædte træhuse. Nantucket har da også USA’s største samling af huse fra før 1850, hvoraf 11 betragtes som historiske bygninger. Da man senere fandt ud af, at ”det sorte stads” som kunne pumpes op af jorden og raffineres til bl.a. petroleum, var hvalfangernes æra ovre og folk som John D. Rockefeller blev enormt velhavende.

Hvalmuseum

Vi besøger byens berømte hvalmuseum, der fortæller om hvalfangst. Midt i museets store hal hænger skelettet af en 14 meter lang kaskelothval. Vi ser de relativt primitive hvalfangerbåde, hvorfra man manuelt skulle harpunere hvalerne – og når de var trætte dræbe dem – før man fragtede hvalerne til det store hvalfangerskib. Museet har masser af eksempler på det værktøj man drog på hvalfangst med og vi ser film, billeder, malerier og modeller af hvalfangerskibe m.m. Et helt afsnit er forbeholdt historien om fremstilling af hvalolie.

Brant Point Lighthouse

Allerede ved indsejlingen til Nantucket så vi, at der på pynten før havnen står et bemærkelsesværdigt fyrtårn. Vi spadserer ud mod fyrtårnet og kommer på vejen forbi et større vådområde, der ligger som et stort fuglereservat. Lidt før stranden ses en hvid fyrtårnslignende bygning og her holder USA Coast Guard til. Det er også dem som driver fyrtårnet Brant Point Lighthouse, der ligger meget smukt på sandstranden.

Hyannis

Tilbage i Hyannis er der tid til på egen hånd at se nærmere på denne by, der bl.a. er kendt som Kennedy-familiens sommerresidens. Her følger vi det såkaldte Kennedy Trail og starter ved J.F. Kennedy Museum. Sporet leder os rundt i byen, som ikke har noget særligt at byde på – udover flere restauranter, et par museer og butikker. Før havnen krydser vi Aselton Park og godt en kilometer bag havnen ad Ocean Street ses et Kennedymonument. Ved siden af er et mindesmærke for ”Den glemte krig” – Koreakrigen (1950-1953). Vi mødes alle ved indkøbscentret Cape Cod Mall lidt uden for byen, hvorfra vi køres til vores hotel, der ligger langt uden for byen.

Provincetown - på spidsen af Cape Cod

Så er det blevet dagen, hvor vi skal lære Cape Cod nærmere at kende. Cape Cod er en halvø, der som en bøjet arm strækker sig ud i Atlanterhavet. På den nordlige spids af Cape Cod kommer vi til Provincetown, hvortil de første blivende pilgrimme ankom med skibet Mayflower i 1620. Pilgrimmene var her i fem uger, inden de sejlede videre til Plymouth, hvor de bosatte sig. Til minde om disse første kolonister blev der i 1910 indviet et 77 meter højt granittårn - et Pilgrim Monument. Vi kommer op i tårnet ved at følge de indvendige ramper (her er kun få trappetrin), så turen til toppen er ganske let. Udsigten fra den luftige top er betagende og i klart vejr kan man se helt til Boston. I det tilhørende museum fortælles pilgrimmenes historie og om byens maritime fortid gennem billeder og modeller.

P-Town, som er byens kælenavn, var i 1800-årene en vigtig fiskeriby, men udviklede sig til en pittoresk kunstnerkoloni og har siden 1960’erne været hjemsted for kunstnere, hippier samt bøsser og lesbiske. Udover at besøge de mange butikker med kunsthåndværk på hovedgaden kan det anbefales at spadsere en tur langs vandet og ud på molerne og se det hele i et andet perspektiv.

Kyststrækningen - Cape Cod National Seashore

Vi kører ud langs kysten gennem skov og sandklitter og stopper ved klitterne længst ude ved havet. Her ses den gamle redningsstation Old Harbor Life-Saving Station fra 1897 ligge ensomt mellem klitternes marehalm. Her findes et museum, som dog kun er åbent i sommerperioden. Langs kysten får vi et godt indtryk af de barske vindforhold på Cape Cod med vindblæste klitter, og inde på halvøen skov med ferskvandssøer som putter sig i lavningerne.

Plymouth - hvor pionererne startede

Vi har nået rundrejsens sidste dag og forlader Cape Cod for at køre mod lufthavnen i Boston. På vejen besøger vi Plymouth – der hvor 102 pionererne, som grundlagde den første engelske koloni i Amerika, gik i land og opkaldte stedet efter deres hjemby. Landingsstedet er markeret med et græsklignende tempel med søjlerække omkring den klippe som kaldes Plymouth Rock – der symboliserer netop det sted, hvor pilgrimmene gik i land. På bakken over monumentet ses en statue af indianeren Massasoit (1581-1661) der var høvding i Wampanoag-stammen og lidt derfra en fontæne rejst til minde om pilgrimskvinderne. Normalt ligger der i havnen en kopi af skibet Mayflower i fuld størrelse, men skibet er til reparation for at være klar til 400-års jubilæet for ankomsten til Amerika og forventes først at kunne ses igen fra 2019. Plymouth har flere interessante bygninger og museer som mest handler om pilgrimmene og koloniseringen.

Plimoth Plantation

Næste stop er frilandsmuseet Plimoth Plantation lidt uden for Plymouth. Her er genskabt en nøjagtig kopi af hvordan en landsby så ud i 1627. Inden vi når selve landsbyen møder vi indianere fra Wampanoag-stammen, der viser hvordan man byggede huse, som var dækket af bark. Vi ser også hvorledes indianerne udhuler træstammer med ild for at skabe en kano.

Det første vi ser, da vi kommer ud af skoven ved kolonisternes landsby, er byens fort og mødehal, der ligger øverst på en bakketop. Her kunne kolonisterne søge tilflugt og forsvare sig evt. med kanoner, men det var også her, at man holdt fællesmøder. Fra toppen af fortet er udsigten ned over landsbyen og det bagvedliggende hav rigtig fin.

Vi spadserer ned gennem landsbyen og ind i de forskellige huse, og her møder vi indbyggerne, der er klædt – og agerer som var vi i 1627. De taler med engelsk accent og ”kender” intet til moderne forhold. Spørg dem ikke om hvad en mobiltelefon er! Men de fortæller beredvilligt om hvordan det er at leve under disse primitive forhold, hvor man skulle kunne lave det hele selv. Vi ser hvordan man har indrettet sig i de små træhuse med stråtag og indvendige vægge beklædt med ler. Vi besøger køkkenhaver og dyrefolde og kan se, at livet dengang var hårdt for de første kolonister.

Rundrejsen i New England slutter i Boston lufthavn, hvor natflyet venter på at bringe os tilbage mod Europa.