Thomas Sørensen
Skribent
Den 230 km lange Icefields Parkway er en turistvej som løber helt til Jasper gennem både Banff National Park og Jasper National Park. Vejen, der betragtes som en af de aller smukkeste i verden, blev anlagt allerede i 1930'erne som et beskæftigelsesprojekt under depressionen. Vejen blev i 1960'erne udvidet til sin nuværende længde med masser af vigepladser og udsigtspunkter, da nationalparkerne trækker millioner af turister hvert år. Da vi kører lidt fra hovedvejen og stopper ved søerne, oplever vi da også noget af den smukkeste natur man kan forestille sig i de canadiske Rocky Mountains. I formiddagens vidunderlige vejr med solen rejsende sig på den blå himmel og helt uden vind, er det et syn for guder, der møder os ved Herbert Lake, hvor bjergene spejler sig i det blanke vand. Vi har fulgt Bow River opstrøms og ved Bow Lake når vi hovedvejens højeste punkt - og dermed også vandskellet, hvorfra nye floder løber nordover. En afstikker til Peyto Lake og senere til Waterfowl Lakes med deres turkisfarvede vand må man ikke snyde sig selv for. Vi stopper ved Saskatchewan River Crossing og har god tid til at nyde en kop kaffe og iagttage de omkringliggende bjerge med gletsjere, inden vi fortsætter til Columbia Icefield.
Vi er langtfra alene, da vi når Icefiled Icefield Center. Bus efter bus tager opstilling på P-pladsen og nedenfor ses et utal af privatbiler. Det er som om alle mennesker netop i dag skal besøge den store gletsjer. Men det er ingen undtagelse. At komme op på Athabasca-gletsjeren er særdeles populært - ikke mindst fordi der er let adgang til den, så stedet besøges af flere millioner turister hvert år. I specielle busser køres vi over til morænekanten for foden af gletsjeren, hvor vi skifter til specialkøretøjer, der bringer os helt op og ud på denne gletsjertunge, der løber ned fra den 325 km2 store iskalot Columbia Icefield. Om isen kan holde til de tonstunge køretøjer? Det er sikkert, for her kan isen være op til 900 meter tyk.
Athabasca-gletsjeren gik oprindeligt helt til den anden side af dalen, der hvor besøgscentret ligger, men har trukket sig meget tilbage. Da man byggede Icefields Parkway gik isen nede i dalen og nu er der langt fra bilernes P-plads frem til spidsen af gletsjeren. Gletsjeren er svundet 40 procent, siden man begyndte målingerne - og den svinder fortsat! Har man ikke tidligere været på en gletsjer, skal man tage med på den 1 time og 15 minutter lange tur, der (desværre) kun giver 15 minutter på selve isen. (Det tager ca. 30 minutter at køre derop og lige så lang tid at køre tilbage.) Oppe på isen får man indtryk af størrelsen på gletsjeren, smeltevandets kræfter og kan iagttage de gletsjerspalter som opstår når isen bevæger sig.
Har man tid arrangeres der guidede vandreture oppe på gletsjeren. Man skal aldrig begive sig ud på en gletsjer uden en guide der kender til forholdene. Hvem ønsker at glide ned i en 100 meter dyb spalte og svømme rundt i en 30 meter dyb sø? Men der er selvfølgelig nogle "tosser" som absolut skal gå uden for indhegningen.
Smeltevandet fra Athabasca-gletsjeren har givet navn til den flod vi følger videre nordover på vores vej ind i Jasper National Park. Og her ser vi både bighorn sheep og et par bjørne som fouragerer ganske tæt ved vejen. Kører man som privatperson skal man naturligvis stoppe og tage billeder - men aldrig fodre et vildt dyr - for et dyr som venner sig til mennesker, er et dødt dyr. Dyret bliver simpelthen skudt af rangerne.
Et sted er floden særlig spektakulær - ved Athabasca Falls. Her presses smeltevandet 25 meter ned i en smal kløft med en enorm kraft og øredøvende brag. Vi følger floden på den anlagte sti langs kløften og kommer over broer, hvorfra vi kan iagttage vandmassernes kamp mod klipperne, som flere steder er slebet helt blanke.
Efter dagens sidste stop fortsætter vi mod Jasper, hvor der venter flere smukke søer og ikke mindst en sejltur på Maligne Lake.
Hovedstaden i Canada er Ottawa. Største by er Toronto.
Befolkningstal: Ca. 37 mio.
Areal: Ca. 9.984.670 km2
Afstand fra Danmark: Ca. 6.259 km. til Toronto og ca. 7.655 km. til Vancouver.
Mest besøgte attraktion: Nationalparkerne Jasper og Banff i det vestlige Canada. Toronto og vandfaldet Niaraga Falls i det østlige Canada.
Mere information: