Pembrokeshire Coast National Park

Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: VisitBritain

Oppe på bakken bag havnebyen Fishguard, finder vi gæstehuset Cefn-y-Dre i fredelige og meget landlige omgivelser. Selv om navnet har eksisteret i århundrede - og betyder "Stedet bag byen" - og det kun tager fem minutter at køre fra byen til Cefn-y-Dre, er der flere i byen, som ikke kender til stedet.

Cefn-y-Dre Country House

Vi er også lidt usikre om vi er på rette kurs og holder ind til siden for at spørge en mand om vej. Han er heldigvis lokalkendt og fortæller, at vi blot skal fortsætte lige ud hele vejen op over den stejle bakke, så havner vi direkte på gårdspladsen. Da vejen deler sig i et Y, ser vi skiltet mod Cefn-y-Dre og kører ud på en lille markvej, hvor eneste udsigt er til det svajende korn på begge sider af bilen. Efter nogle hundrede meter på denne markvej kommer vi til en bondegård og endnu et skilt leder os forbi denne og direkte ind på parkeringspladsen foran gæstehuset. Vi er kommet "langt" ud på landet.
Det er Gaye Williams og Geoff Stickler, der i 2005 overtog landejendommen, da den blev solgt fra bondegården lige ved siden af og her indrettede de huset til Bed & Breakfast. Huset, der har rødder tilbage til 1512, har p.t. plads til seks gæster.  I dag er vi blot os samt en far og søn fra Holland. Værelserne ligger på 1. sal og er rene og pæne med vores toilet- og badeværelse lidt henne ad gangen. Men det er vores og deles ikke med andre. På værelset er der dog varmt og koldt vand, så håndvask og tandbørstning kan foregå her.
I stueetagen findes opholdsstue med nogle tunge, uensartede møbler samt et udvalg af lekture, og ved siden af en spisestue med stort panoramavindue vendt ud mod en store parklignende have, der ligger omkranset af marker, hvor gårdens køer græsser og hvor man flere steder kan se langt ud over området.

Te-tid og informationer

- I trænger da til te, er det første Gaye tilbyder os, da vi har fået flyttet vores bagage op på værelset. Vi sidder en smule akavet med teen, da der ikke er nogle borde til at stille koppen fra sig på og medens vi balancerer med tekoppen, fortæller Gaye om de mange muligheder for aktiviteter, der tilbydes i Pembrokeshire.
Så dukker Geoff op i arbejdstøjet og hilser på. En stor lattermild herre, der er i gang med at renovere et af værelsene.
Vi spørger om det er muligt at spise med i aften, velvidende at vi ikke har givet et forvarsel om dette, og Gaye er da også ked af, at hun ikke har købt ind til middag. Hun vil i stedet reservere et bord til os på en god restaurant nede i byen og tilbyder at hente og bringe os, så vi ikke skal spekulere på transporten. Men i morgen vil hun sørge for et økologisk måltid i gæstehuset med lokal walisisk vin. Hvilken fin service. På restaurant Bar Five får vi da også et dejligt måltid mad, men i moderne, næsten sterile omgivelser, så hyggeligt er her ikke.
Da Gaye henter os, taler vi om bjerget, vi kan se fra ejendommen. Det kaldes "Blue Mountain" og det er bevist, at nogle af de tonstunge sten, der indgår i Englands berømteste astronomiske tempel Stonehenge, de såkaldte "bluestones", stammer herfra. 
For nogle år siden forsøgte forskere at genskabe transporten ved hjælp træstammer og tovværk. (For 5.000 år siden var hjulet endnu ikke opfundet). En mange tons tung blok blev trukket gennem landskabet. Alle sled og slæbte. De arbejdede i dagevis og kom til en fjord, hvor kæmpestenen skulle fragtes over. Man byggede en tømmerflåde og fik bugseret stenen om bord, men midt ude på fjorden skete ulykken. Tømmerflåden sank og nu ligger stenen på bunden af fjorden. De kunne noget dengang - noget vi ikke kan i dag med vores viden!
Det er endnu lyst, da vi er tilbage på Cefn–y-Dre og dagen afsluttes med en lille spadseretur rundt i haven, hvor de nydeligste blomster passes og plejes. Vi er dog enige om, at det ville være fint, hvis nogle af de store træer, der skygger for den flotte udsigt, blev fældet.

Rundt på Dinas Island

Som sædvanligt er vi tidligt oppe og får en walisisk morgenmad, man kan holde sig gående på i lang tid. Gaye foreslår, at vi vandrer et par delstrækninger af den næsten 300 km lange og smukke kyststrækning, der følger hele den sydvestlige walisiske halvø - Pembrokeshire Coast National Park.
Fra Internettet har hun printet kort og rutebeskrivelse, og snart er vi på vej mod Dinas Island, der ligger lidt nord for Fishguard. Det er nu ikke nogen ø, vi er på vej mod, men nærmest en halvø, der stikker ud i Det Irske Hav og området kaldes da også for Dinas Head. På parkeringspladsen i Pwllgwaelod (kan vanskeligt udtales!) stiller vi bilen og vandrer med uret rundt langs kysten. Vejret er ret så blæsende, med korte regnbyger ind i mellem, så vi er klædt varmt på. Vi kommer højt op på klinterne og kan skue ned på de forrevne klipper, hvor havets bølgeslag brydes mod kysten.
På markerne omkring os ser vi masser af hårdføre får, der lever livet her i evig blæst. Området er ellers kendt for sit rige fugleliv, men i dagens blæsevejr, møder vi kun kragen. På nordsiden af Dinas Island har vi fint vue mod Newport Sands og de bagvedliggende Preseli Hills. Så går det ned gennem en vindblæst skov med skæve trækroner mod Cwm-yr-Eglwys, hvor ruinerne af kirken fortsat ses som et tegn på de naturkræfter, der hersker omkring Pembrokeshire. Kirken blev ødelagt af en voldsom storm i 1859. 
Fra kirken følger vi stien forbi campinghusene tilbage til udgangspunktet. Turen tager godt en times tid.

Vandring fra Llanwnda i Pembrokeshire Coast National Park

En anden af ruterne langs Pembrokeshire Coast National Park udgår fra Llawnda sydvest for Fishguard. Det er dog ikke helt let at finde vej efter det Michelin-motoratlas i 1:300.000, vi kører efter. Glem alt om at finde vej efter et sådant kort, der ikke har de mindre veje indtegnet. Vi kommer virkelig ud i en labyrint af småveje, nogle af dem så smalle at to biler ikke kan passere hinanden (man får lært at bakke) og hvor udsigten for at kunne orientere sig er umuliggjort af op mod fem meter høje hække, der omslutter vejene. Kun en indbygget stedsans og en ide om verdenshjørnerne får os ledt frem til denne lille by.
På vandreturen passerer vi en række marker og kravler over nogle hegn, inden vi efter en halv km. kommer til en dyb sænkning i dette dramatiske landskab, skabt for millioner af år siden af vulkansk aktivitet.

Nu ses resterne af de eroderede klipper ude i havet. Og er man heldig, kan man i roligt vejr se delfiner og på klipperne nogle sæler. Vi vandrer ud på pynten Carregwastad Point - et særligt sted i Pembrokeshires historie. Det var netop på disse klipper at franskmændene i 1797 angreb landet. Under ledelse af en amerikaner ved navn Tate klatrede soldaterne under stort besvær op over de stejle klipper og indtog en nærliggende bondegård og indrettede hovedkvarter der. På bondegården fandt soldaterne et lager af drikkevarer, som skulle bruges til et forestående bryllup. Det kunne soldaterne ikke stå for og efter et par dage, hvor de var fulde det meste af tiden, måtte de overgive sig. De nåede dog at "storme" Llanwnda’s St. Gwyndaf kirke og stjæle et sølvfad. Rundturen, der også strækker sig ind over de bagvedliggende marker, tager et par timer.

Aktivitetscentret Preseli Venture

Lidt uden for byen Mathry finder vi aktivitetscentret Preseli Venture, hvor indehaveren tager i mod os. Vi bliver præsenteret for den lokale kajakguide, som er parat til at tage os med på tur. 
Vi bliver dog hurtigt enige om, at den planlagte kajaktur langs en strækning af Pembrokeshire Coast National Park må udsættes på grund af blæsevejret og bølgerne. 
- Det er faktisk sjældent, at vi ikke kan komme på havet, siger han og fortsætter: - Blæser det fra nord, har vi muligheder i syd i læ af klipperne og omvendt. Der er næsten altid mulighed for at komme på havet. Men vi kan i stedet tilbyde Jer kystklatring, som er blevet vældigt populært og som vi arrangerer hele året, sommer som vinter. I udstyres med hel våddragt, hjelm og så klatrer vi en god times tid på klipperne, springer i bølgerne og svømmer ind i grotter.
Det lyder spændende, men at arrangere dette for os alene, synes vi ikke er nogen god ide. Man skal helst være en gruppe, som kan opmuntre og hjælpe hinanden. Vi foreslår i stedet, at han guider os frem til de steder, hvor disse aktiviteter foregår og at vi vandrer på de delstrækninger, som også indgår i kystvandringen.
Ved Aber Mawe, der faktisk kan nås fra aktivitetscentret til fods, foregår coasteering (kystklatringen). Det er stejle klipper man klatrer på og springer i havet fra, hvorfor der også skal tages højde for tidevandet. Vi ledes op på klipperne og ned i hulerne, hvor der nu er så lavvandet, at vi kan komme tørskoet derned.
Så kører vi over til Abercastle og hører om kajakruten her. Det er et flot område, hvor man har mulighed for at komme tæt på sælerne, der jo er så nysgerrige at de dukker op tæt på kajakkerne for at se hvem der padler. 
Medens vi vandrer langs kysten kommer en flok af de vildtgående heste hen og hilser på os. -Vi går ned og ser en grotte her, siger guiden, - men vi skal passe på giftslangerne, som der er mange af her.
Og netop som han har sagt dette, ser jeg en hugorm, lige hvor guiden har sat sin fod. -Look Out, råber jeg og straks får han flyttet foden, inden der sker noget. Normalt flytter hugormen sig, når den hører fodtrin på jorden, men i dette tilfælde er vi vadet forsigtigt gennem nogle tornede buske, så den har måske ikke bemærket os. Den forsvinder dog, da vi har set lidt på "uhyret". Godt at vi har støvler og regnvejrsgamacher på i dette terræn.
Tilbage på aktivitetscentret ser vi alt det udstyr, som man råder over. Udover aktiviteter i det våde element, tilbydes cykelture på mountainbikes og guidede vandreture langs kysten.

Westernridning ved Llawhaden

På vores tur rundt i Wales kommer vi til Llawhaden og finder det lokale ridecenter, hvor Elaine Evans driver sin westernridning, konkurrenceridning og stutteri. Da vi ankommer, er hesten Texas, en lidt overvægtig kæmpe, allerede opsadlet. Alle hestene har navne efter de amerikanske stater - naturligvis!
- Prøv at holde ham fra at græsse i grøftekanten, beder Elaine mig om, - han skal tabe sig! Der er da heller ikke meget "spræl" i hesten, da vi i skridt bevæger os ud ad landevejen og ind i skoven.
Elaine fortæller, at hun har 25 heste og at der højest kommer 10 ryttere med på hver tur, der kan vare fra en time til en hel dag. Egentlige rideferier med overnatning undervejs tilbydes ikke. 
Hun er stolt af sin hingst som er far til de to til tre føl, som de får om året, og efter rideturen er det da også næsten umuligt at slippe disse unge, smukke dyr.
Der er ingen tvivl om, at hun har heste som "livsstil". Alligevel har hun to børn og mand, som hun kun ser i weekenden, da han driver en restaurant i en anden by noget herfra.

Manden i Llandovery

Vi forsøger at blive indlogeret på Kings Head Inn i Llandovery, men vort reserverede værelse er ikke klart, da vi ankommer hen på eftermiddagen! Vi forhører os hos personalet om hvilke aktiviteter området tilbyder, men de er imidlertid aldeles uvidende. De aner intet om vandreture, cykelture eller om der kan padles kano på floden! 
Vi beslutter derfor at søge hjælp på turistkontoret og taler her med en venlig og meget imødekommende dame. Vi får et bykort med vandretur og køber cykelkort til det nærliggende Crychan. I samtalens løb nævner vi, at vi har været på westernridning. Hun mener, at der er en mand ovre på hotellet, som også ved noget om heste og det skærper min opmærksomhed. 
Skråt over for turistinformationen ligger Castle Hotel og vi går ind i receptionen og spørger efter ejeren. Jo, det er ham! Om hans kone Elaine arrangerer rideture? Jo, det gør hun! Om vi kan reservere et bord i restauranten til i aften? Jo, da! Her møder vi en mand, Nick, der ved noget om byen og specielt om det hotel han driver. 
Efter at vi har vandret en tur gennem byen og langs Tywi-floden og fået værelset på Kings Head Inn, spiser vi hos Nick på Castle Hotel. Selv om der er travlt i restauranten, giver Nick sig tid til at sætte sig hos os ved den efterfølgende kaffe i hall’ens dybe lænestole. Han kan berette om byens historie, om slotsruinen, skatteopkrævningen i gamle dage, om da Lord Nielsson boede på hotellet og om hans elskerinder. Castle Hotel er bestemt et besøg værd - også fordi maden er rigtig god.

Vi slutter ferien i Wales med en vandretur i Brecon Beacons National Park.