Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: Ruby Rejser
Thomas Sørensen
Skribent
Men solen er vendt tilbage og efter at have kørt ca. en time bl.a. gennem et frugtbart område som kaldes Kirsebærdalen, kan dagens vandretur begynde.
Vi vandrer langs en bjergryg gennem et meget frugtbart område med bl.a. kirsebærtræer, vinmarker, oliven- og figenlunde. Og der må naturligvis smages på herlighederne.
Undervejs har vi udsigt ud over kulturlandskabet og den lavtliggende by Selcuk, og kan gennem kikkerten lige ane søjlerne i oldtidsbyen Efesos, som vi senere på dagen skal besøge.
Vandreturen ender ved landsbyen Sirince, hvor vi bydes velkommen af en turbanklædt herre, der indikerer stedet som en turistby. Her er da stort set heller ikke andet end souvenirbutikker, delikatesseforretninger, barer og caféer.
Samt en lind strøm af turister, som i store busser køres hertil for at få gang i omsætningen. Spadserer man lidt væk fra hovedstrøget op gennem byens smalle, skrå stræder, er her faktisk flere ret så pittoreske steder.
Efter en times tid - og en tår at drikke - kører bussen os gennem landsbyen Selcuk og til Efesos blot et par km. fra centrum. En engelsktalende lokalguide beretter om Efesos historie og viser os omkring, mens han fortæller små anekdoter undervejs.
Efesos er blandt de største og vigtigste arkæologiske områder i Tyrkiet. Allerede omkring 1100 f.Kr. var stedet beboet af hellenerne (grækere) og blev i 600 f.Kr. en græsk koloni, der gennem århundrede voksede til en af regionens største og vigtigste havnebyer. Grækerne byggede bl.a. templer til deres guder og det første Artemis-templet blev opført i 560 f.Kr. Senere nedbrændte det, da Herostratos satte ild til det for at blive berømt og få en plads i verdenshistorien! I 356 f.Kr. blev templet genopbygget - for igen at blive revet ned, da kristendommen holdt sit indtog i det 1. århundrede e. Kr. Templet, der ligger et par kilometer fra selve Efesos, blev bygget til ære for frugtbarhedsgudinden Artemis, og var et kolossalt jonisk tempel - det største i antikken - og regnes i dag for et af oldtidens syv vidundere. Dengang lå Efesos tættere på vandet, men landhævninger og tilsanding af floden gør, at Efesos i dag ligger ca. 8 km. fra kysten. Der er fortsat tvivl, om der var direkte adgang til havet eller om forbindelsen til havet gik op ad floden.
Vi stater rundvisningen ved den "bagerste" indgang og ser de romerske bade, kommer forbi Bouleuterionen - samlingssteder for byrådsmøder - opført i 100-tallet e.Kr. Vi følger hovedgaden - Kuretie-gaden - og ser ruinerne af templer med søjlerækker, relieffer og hovedløse statuer af romere. På hver side af den 250 meter lange gade har der været forretninger. Ved Herkulesporten ses den ti meter brede Kuretie-gade falde 20 meter ned mod Celsus-biblioteket i det fjerne. Vi passerer den smukke fontæne Nymphaeum Traiani (102-114 e.Kr.) og ser det fine Hadrians-tempel. Ved Terrassehusene ses fritliggende mosaikker med mønstre og figurer.
Latrinerne - de offentlige romerske toiletter - besigtiges med et genert smil på læben. Her sad man tæt ved hinanden og kunne drøfte verdenssituationen. I en lille kanal med rendende vand foran fødderne kunne man efter besørget, dyppe sin pind forsynet med en vattot i enden, inden man tørrede sig. Papir brugte man ikke og lukkede kloakafløb var endnu ikke taget i brug. Man satte slaver til at tømme latrinerne.
Mest imponerende er måske det genrejste Celsus-biblioteket bygget mellem 100-117 e.Kr.
Herfra går vi gennem Mazeus-buen og kan se Det store Teater med plads til 24.000 tilskuere. Teatret i Efesos blev oprindeligt bygget i den hellenistiske periode 300-100 f.Kr. og senere ombygget af romerne i 100 e.Kr.
Fra toppen af teatret kan man se havnegaden, der løber ned til stedet, hvor man mener, havnen har ligget.
Tilbage i Güzelcamli er her ingen musikbarer eller anden aftenunderholdning og kun ganske få hverdagsbutikker at handle i, så denne aften arrangeres en aftentur til Kusadasi, for de som fortsat skal pleje deres shopping-gener.
Efter to timers lang bustransport er vi denne skønne solskinsdag fremme ved starten af dagens vandretur ved den store og meget smukt beliggende Bafa Sø.
Vi spadserer stejlt op gennem en lille landsby og kommer gennem et stort stenet område skabt af et jordskælv for tusinde år siden. Store klippeblokke ligger hulter til bulter og vandreruten går gennem dette område med spredte oliventræer. Overalt er her betagende udsigter ud over Bafa-søen, der ligger indrammet af bjerge. På de opvarmede sten luner firben sig og forsvinder, når vi nærmer os. Her er frodige plateauer med forskellige blomster og lavendelbuske som dufter sødt.
Et enkelt sted må vi bruge hænderne for at komme over nogle klipper. Gennem en snæver indgang under en stor klippe, kan vi kile os ned for at se nogle 10.000 år gamle hulemalerier.
Ahmet Karanfil - vores vandreleder - er ikke med på turen, men har overladt vandreledelsen til den lokale imam, der imidlertid halvvejs på ruten forlader os for at passe sit arbejde i moskéen!
En ældre herre er fulgt med og overtager vandreledelsen, men han er syg efter at være blevet forgiftet af sin kones svampesuppe og må ustandselig stoppe op for at brække sig! Måske er det derfor, at vi har mange, lange og unødige pauser undervejs.
Selve ruten er imidlertid ikke vanskeligere end at den kan vandres uden guide. I effektiv vandretid tager det ca. 3/4 time at spadsere frem til en klosterruin fra 600-tallet, hvor vi ser nogle velbevarede fresker malet på undersiden af en naturligt udhulet sten.
Efter at have spist de medbragte madpakker ser vi selve klosterruinen, inden vi går samme vej tilbage til landsbyen.
Der er slet ingen tvivl om, at denne vandretur så absolut er vandreferies flotteste tur, selv om den er kort, så helt ideelt ville det være, om ruten kunne fortsættes i en cirkel frem til landsbyen eller frem til nabolandsbyen Herakleia, så vi ikke skal gå samme vej tilbage.
Bussen kører os frem til Herakleia, hvor vi på strandcaféen kan nyde en forfriskning, iagttage fiskerne og eventuelt bade i brakvandet, inden bussen bringer os tilbage til vores hotel.
Temperaturen er fortsat under 10 grader, så i skyggen er det koldt, men dejligt lunt i solen. Denne morgen køres vi ca. 200 højdemeter op i skoven ved Milli National Park og har en lang opstigning i skoven foran os.
Med os har vi en ny ung og uerfaren vandreleder, som ikke har gået turen tidligere, men som har fået instrukser om ruten.
På et tidspunkt er gruppen så spredt, at vi er i tvivl om, vi nu også er på rette vej. Normalt stopper man ved en vejdeling og samler op, men gruppen mosler på, så vi håber, at de, som vi kan skimte foran, har kontakt med dem der er endnu længere fremme og som vi ikke kan se.
Det tager ca. 3 timer at nå op i 900 moh., hvor den tætte skov endelig åbner sig og vi har den fineste udsigt.
Inde i baglandet ses bjergene, der endnu ligger i modlysets blå dis. Mod syd er her udsigt til en lagune, hvor en lang landtange skærmer for Ægæerhavet. Mod nord ses landsbyerne i bugten op mod Kusadasi.
Under toppen af kommunikationsanlægget på bjergets øverste tinde indtager vi vores medbragte frokost - dog ikke uden gene af nærgående hvepse - hvorefter det igen går ned i tæt skov.
Ruten åbner sig dog atter på et lille stykke, hvorfra det er en betagende udsigt til den græske ø Samos, der ligger blot 1,7 km ude i det azurblå Middelhav.
Neden for os ses skoven vi skal vandre i, samt en af klippesiderne i den smalle canyon vi skal igennem, før vi når ud på stranden.
Efter ca. seks timers samlet vandring rammer vi den smalle canyon, hvor klippevæggene rejser sig 100 meter lodret over os og hvor det tydelig ses, hvilke ødelæggelser den megen regn har forvoldt.
Den lille flod, som løber ved siden af vandrestien, har slet ikke kunnet rumme vandmasserne, der har flydt over og revet sten og grus med sig ned gennem kløften. Sidste del af turen - ca. en time - er som at vandre i en stenet flodseng.
På den sidste formiddag i Güzelcamli tilbyder vores turleder at tage interesserede med på en lille byvandring, der først går til Zeus Grotte. Denne store vandfyldte klippehule er et valfartssted, hvor besøgende binder hvide sløjfer på buske og træer og ønsker sig et bedre liv.
Turen fortsætter langs stranden, ind gennem byen og ud til Panionion - et tingsted hvor ledere fra 12 græske bystater i det antikke Lydien - det vestlige Tyrkiet - mødtes og diskuterede politik.
Midt på dagen er kufferterne pakket og det er tid til at starte turen tilbage til Danmark.
Hovedstaden i Tyrkiet er Ankara.
Befolkningstal: Ca 79,5 mio.
Areal: Ca. 783.356 km2
Afstand fra Danmark: Ca 2.698 km
Mest besøgte attraktion: Storbyer som Ankara og Istanbul. Tyrkiet er kendt for at have fine badestrande og gode muligheder for at vandre.
Mere information: