Vandreferie ved Ægæerhavet

Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: Ruby Rejser

Det har regnet usædvanligt voldsomt denne sensommer i bjergene ved Dilek-halvøens Nationalpark - Milli Naturpark - i det vestlige Tyrkiet. Så kraftigt, at der har været stenskred, bjergveje er skyllet væk og floder er gået over sine bredder og revet alt med sig på sin vej mod havet.

Landsbyen Güzelcamli

Vi er rejst til den lille landsby Güzelcamli, der ligger 25 km syd for turistbyen Kusadasi helt ud til den tyrkiske kyst ved Ægæerhavet. Alle er naturligvis spændte på at høre vejrudsigten, der i morgen lover fint vejr, hvorfor vores turleder i samarbejde med den lokale vandreleder og hotelejer Ahmet Karanfil - der taler dansk - ændrer lidt i ugeprogrammets rækkefølge.                                                                                    

Sejltur i Ægæerhavet

Solen skinner og vejret er denne dag perfekt til en sejltur langs kysten ved Milli National Park, og efter en sen morgenmad på en af hotellets tagterrasser med udsigt mod byen og bjergene i nationalparken, spadserer vi de ca. 1,5 km. ned gennem landsbyen til havnen, hvor udflugtsskibet Afrodite ligger og venter på os.
Sejlturen er ren afslapning og det bekommer os godt efter den sene ankomst i morges. Nu kan vi nyde tilværelsen og lade os gennemvarme af solens stråler, mens Afrodite sejler mod Samos-strædet.
Den græske ø Samos ligger blot 1,7 km. fra den tyrkiske kyst, der på dette sted udgør en halvø, som man har gjort til nationalpark bl.a. for at beskytte den tyrkiske panter. Den store kat er imidlertid ikke set i mange år og menes nu uddød. 
Afrodite kaster anker i en lille, idyllisk bugt og så kan der bades i det krystalklare vand. Enkelte har været så forudseende, at de har medbragt snorkel og har glæde af at kunne iagttage de mange fisk. I kabyssen trylles en lun frokostret frem. Efter endnu et stop, sættes kursen tilbage mod Güzelcamli.

En kølig aften med lækker tyrkisk mad

Det bliver hurtigt køligt, når solen er gået ned, så det er nødvendigt med en ekstra trøje, da vi denne aften spiser under åben himmel på terrassen foran hotellets svømmepøl. Ahmet Karanfil, der har drevet sit hotel siden 2000, præsenterer aftenens buffet, der består af tyrkiske specialiteter - fremstillet fra bunden af hotellets dygtige chefkok.
Da middagen er overstået og vi netop er ved at skabe sociale kontakter med vores øvrige rejsefæller, tager Ahmet Karanfil ordet og begynder uopfordret at tale om musik og rytmer! Et par af de yngre kvinder kaldes frem og skal - generte som de er - på tåbeligste vis forsøge at klappe i takt, mens der gøres dansetrin og slås på tromme! For nogle af os er denne "tvangsindlagte underholdning" bare for meget, og vi forlader skyndsomt selskabet. Fri os for denne selviscenesættelse eller arranger det i nabolokalet for de som dette måtte interessere!

Vandring til Jomfru Marias klosterruin

Vejret er slået om. Det er koldt, termometeret viser under 10 grader og det regner let med spredte byger. 
Efter morgenmaden, der serveres indenfor i restauranten, spadserer vi fra hotellet direkte op i den bagvedliggende skov og følger den våde, delvist mudrede skovvej op ad bjerget. Nu kan vi se, hvorledes den kraftige regn har gjort skade, men heldigvis har de store vejmaskiner allerede fjernt mudderskred og udbedret skovvejen. Den megen regn har igen fået skovbunden til at blomstre og overalt ses alpevioler. De nedfaldne fyrrenåle ligger som bølger på skovvejen og duften af harpiks rammer os. Her er laurbærbuske, så vi plukker laurbærblade med hjem. 
Her er ægte kastanjer, men kastanjerne er allerede ædt af de vildsvin, som vi kan se, har rodet rundt i skovbunden. Her er også hindbær, som i skovens skygge ikke har fået sol nok til at modnes. Hist og pist stikker en nøgen jomfru hovedet frem. (Her taler vi om en blomst!)
Ahmet Karanfil er kørt i forvejen i sin jeep for i det tilfælde, at nogen ikke kan klare den 23 km. lange vandretur, kan han tage dem med i bilen. En god sikkerhed, som der dog ikke bliver brug for. 
Med på turen har vi en ung, smilende, engelsktalende lokalguide, som vandrer forrest, mens turlederen går bagerst og sikrer, at alle kommer med. Nogle vandrer hurtigt, andre lidt langsommere, så vandregruppen bliver hurtigt spredt. Selv går vi lidt i midten og nyder stilheden fri for højrøstet tale. Her er dog ikke helt tyst. Tusindvis af summende honningbier høres overalt - specielt i efeuen, der snor sig op ad skovens træstammer og dufter indbydende. Vi opdager, hvorfor her er så mange bier. Flere steder langs skovvejen og på tilstødende åbne arealer står bistader på rad og række. Mange er desværre slået i stykker og skyllet væk under den megen regn. Men biavlerne arbejder ihærdigt for igen at få gang i honningproduktionen, der er stor her i Güzelcamli.

Undervejs har vi fra skoven enkelte udsigtspunkter ud over lavlandet og bugten i Ægæerhavet, men i regndisen er udsigten desværre begrænset.

Jomfru Marias Basilika

Fremme ved ruinerne af et tidligere græsk ortodoks kloster spiser vi vores medbragte madpakker, inden vi spadserer hen til basilikaen ved klosteret. Basilikaen, der er viet til Jomfru Maria, er opført i 1200-tallet i typisk byzantinsk middelalderarkitektur. Tidens ælde - og sikkert også jordskælv - har sat sit præg på bygningerne, der er faldet sammen og har store revner. Det er ikke helt ufarligt at bevæge sig ind i ruinerne. Der er beviser for, at stedet her har været helligt i lang tid før dette "blykloster" blev bygget (Navnet kommer måske fra en tidligere tagbelægning). Det kan ingenlunde udelukkes, at Jomfru Maria har været her på sin vej til landsbyen Selcuk, hvor hun døde i et hus, som nu er opkaldt efter hende.
Fra ruinerne har vi dagens bedste udsigt ud over landskabet - også fordi regnbygerne er ophørt.
Nu går det nedad i et par timer og vi passerer skovarbejderne og biavlerne, inden vi nedenfor bjerget møder busserne.
Nogle har valgt at komme i termalbad i nabobyen Davutlar og få de ømme muskler gennemvarmet i det 38 grader varme, svovlholdige vand, mens andre tager turen direkte tilbage til Hotel Karanfil.

Gennem olivenlunde til vandfald

Det har været koldt i nat. Værelserne, der ikke kan opvarmes, er gennemkolde og egner sig bedst til en lun sommerferie. Væggene er kolde og flisegulvet isnende at træde ud på. Denne morgen viser termometret otte grader!
Dagens korte vandretur går igen bag hotellet, hvor Ahmet Karanfil fortæller om bl.a. oliventræer og kapers. Vi følger en lille bæk og kommer frem til et vandhul, med et lille vandfald.
Et indbydende sted til en frisk dukkert, hvis temperaturen havde været 41 grader!

Moskéen i Güzelcamli

Vi går næsten samme vej tilbage og inde i landsbyen besøger vi den nye moské, der er bygget i 2000. Inden muslimer træder ind i moskéen, skal de vaske sig tre gange, hvilket Ahmet Karanfil demonstrerer for os ved den meget smukke vaskeplads. 
Indenfor dækker et blødt bedetæppe hele gulvet - som man naturligvis betræder uden sko, der stilles uden for moskéen. Et utal af blåmønstrede kakler dækker væggene i fire meters højde. En bue i væggen er imamens plads. Midt i moskéen er en smuk kuppel og på første sal findes ståpladserne til kvinderne - som ikke må blande sig med mændene på det bløde tæppe.

Markedsdag

Efter frokost på hotellet kan vi på egen hånd opsøge markedet, som er i landsbyen hver mandag. Her er naturligvis et stort udvalg af friske grøntsager, men her kan vi også købe olivenolie, honning samt andre lokalt producerede delikatesser. 
Midt på landsbytorvet står en statue af den tyrkiske landsfader Mustafa Kemal Atatürk (1881-1938). Bagerst på markedet findes et større udvalg af tøj og sko.
Efter markedsbesøget spadserer vi et stykke nordpå langs standen, der efter stenstranden i byen ændrer sig til den fineste sandstrand. Et stort sommerhusområde findes lige på den anden side af strandpromenaden - men ligger på denne årstid ret så øde hen.

Vandreferien fortsætter - også med et besøg ved Efesos.