Thomas Sørensen
Skribent
Engang i 200-tallet e.Kr. blev Afrodisias hovedstad i den romerske provins Karien og overgår i størrelse Efesos, men er langt mindre udgravet. Ryddede stier mellem buskads og græsmarker leder os fra den ene bygning til den næste. Hvad der gemmer sig under buske og græs vil blive afsløres engang i fremtiden.
I det 4. århundrede e.Kr. blev byen ortodoks i den byzantinske periode. Romerriget var blevet delt i det Vestromerske Rige og det Østromerske rige (Det Byzantinske Rige) med Byzans (senere Konstantinopel og i dag Istanbul) som hovedstad. Byen blev forladt i 1100-tallet efter at have været ramt af flere jordskælv.
Byen lå tæt på bjergene, hvorfra man kunne bryde marmor og Afrodisias fik en berømt billedhuggerskole, der også vandt internationalt ry. Allerede ved indgangen til området ses fantastisk ornamentering på flere sarkofager. Vi går straks frem til Afrodisias mest pompøse bygningsværk, den genrejste Tetrapylon, ser var indgangen til byen.
Længere fremme ligger det 250 meter lange og 60 meter brede stadion med plads til 30.000 tilskuere. Det hører til blandt de bedst bevarede stadioner fra den antikke verden. Her kunne man overvære atletik løb, spring, kast etc. udført af nøgne atleter, hvorfor kvinder ikke havde adgang.
I stadions ene ende kan man se rester af en ringmur, hvilket vidner om, at her også har været gladiatorkampe. Fra de underjordiske gange kan man forestille sig gladiatorenes skæbnesvangre ophidselse, når de trådte ud af mørket og ind i arenaen.
På spadsereturen gennem det grønne område passeres resterne af Afrodites Tempel, der blev påbegyndt opført i 1. århundrede f.Kr. og når frem til Hadrians Bade. Romerne elskede at bade både i vand og i damp. Der blev fyret op under gulvet og på snedig vis blev varmen kanaliseret til forskellige rum.
Uden for Hadrians bade ses en tidligere fontæne med en statue af en flot atlet.
Naturligvis havde Afrodisias også markedspladser og den største ligger bag badene på vejen mod teatret. Den store markedsplads har været imponerende med søjlerækker uden for alle butikkerne og fontæne midt på pladsen.
Det velbevarede romerske teater med plads til 8.000 tilskuere blev oprindeligt bygget i anden halvdel af 1. århundrede f.Kr. og ligger indbygget i en bakkeskråning. Teateret blev ombygget flere gange bl.a. i det 2. hårhundrede e.Kr. Fra toppen af tilskuerrækkerne er her vid udsigt over området. Her ligger fortsat utallige relieffer, statuer og dekorationer som venter på at finde sin rette plads i dette enorme puslespil.
De romerske kejseres tempel - Sebasteion - ligger i den ene ende af en tidligere pragthave med søljerækker. Bygningen er prydet med smukke statuer og relieffer, men det meste af udsmykningen ses på stedets museum.
Det er et imponerende museum, som overgår alt hvad vi tidligere har set i Tyrkiet. Her er en flot samling af hele marmor-statuer, relieffer, hoveder og ansigter, der giver et godt indtryk af kunsten og livet i en af Romerrigets hovedstæder.
Hen på eftermiddagen er vi fremme ved vores næste overnatningssted - hotel Tripolis i Pamukkale. Der er tid til afslapning i hotellets wellness-afdeling inden aftens store buffet og den efterfølgende underholdning med mavedans. Hotellet ligger med udsigt til kalkaflejringerne i Pamukkale, som vi besøger i morgen.
Hovedstaden i Tyrkiet er Ankara.
Befolkningstal: Ca 79,5 mio.
Areal: Ca. 783.356 km2
Afstand fra Danmark: Ca 2.698 km
Mest besøgte attraktion: Storbyer som Ankara og Istanbul. Tyrkiet er ideelt til charterferie, men også kendt for at have fine badestrande og gode muligheder for at vandre.
Mere information: