På tur til Banska Bystrica og minerne

På vores ferie i Slovakiet kommer vi til Banská Bystrica, der ligger nordøst for Bratislava i dalen ved Hron-floden omgivet af forskellige bjergkæder, og er derfor også et vigtigt mål for vintersportsturister.

Rundt i Banská Bystrica

Mange af byens historiske huse er renoverede og det gamle torv har genfundet sin tidligere charme. Her er der mulighed for at gå på opdagelse og finde mange finurligheder på husene, tagene, gavlene etc. I byen findes flere forretninger med kunsthåndværk og et sted støder vi på en musiker, der trakterer os med et stykke musik fremført på en fujara - et nationalt instrument på størrelse med en fagot, men med en blød fløjtes lyd. Her findes også kunsthåndværkerskole, hvor både børn og voksne kan få plejet og udviklet deres talenter. Naturligvis kan man købe kunstgenstandene til fornuftige priser. Både i og uden for byen findes rigtigt gode spisesteder. På restaurant Koliba, der nærmest må betegnes som en stor jagthytte med mange udstoppede dyr, får jeg serveret en af Slovakiets nationalretter Bryndzové Halusky (frit oversat til "droppede kartofler"). Retten består af kartofler i små stykker lagt i en mælkedej - a la risengrød - med stegte spækterninger på toppen.

I minegangene

Området omkring Banská Bystrica er også kendt for sine mange miner, hvor der gennem tiderne er udvundet jernmalm, kobber samt sølv. Arbejderne her har slidt og slæbt, arbejdet i over 30 grader, fået ødelagt deres lunger og er ofte døde før de fyldte 40 år.
Vi besøger en nedlagt sølvmine og efter at vi er blevet forsynet med hjelm, lygte og overtøj følger vi det gamle skinnespor ind i minegangen. Der er lavt til loftet og kalustrofobi er ikke lykken her! Vi kommer gennem smalle minegange og skal hele tiden passe på ikke at støde hovedet mod loftet. Skilte oplyser om hvorledes arbejdet med at bryde sølvet har foregået. Nu er det kun gangene ca. 40 meter under jordoverfladen vi kan gå i. De gange der ligger under os - ned til 400 meter - er nu oversvømmede. Flere steder drypper det kraftigt fra loftet og vi får oplyst, at vi nu står under en sø, der ligger lige over hovederne på os. Vi håber at taget holder!
Nogle af de ældste minegange er afstivet med træbjælker både på siderne og i loftet. De ældste vogne blev ikke trukket på skinner, men havde træhjul og blev skubbet frem på planker. 
Heste, der efter års ophold i dybet - gik rundt og pumpe frisk luft ned i minesystemet - blev blinde af at gå i mørket.
Uden for minen er der en større samling af sten af alverdens slags - bestemt et sted for de der interesserer sig for sten og mineraler.