Busferie fra Glasgow til Skye
Log ind Log ind
Busferie fra Glasgow til Skye

Busferie fra Glasgow til Skye

Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: Riis Rejser

Whisky i verdensklasse, grønne golfbaner, bastante borge, frejdige får, uovertrufne udsigter, syngende sækkepiber og klanfolk i kilt, det er vel nok det, der dukker op i de flestes tanker, når man nævner Skotland.

Lasse Løndahl Henriksen

Lasse Løndahl Henriksen

Fotograf

Tilføj favorit

Feriemulighed for alle

Da det ikke er alle der kan lide at flyve, er vi kørt med bus fra Danmark til Calais i Frankrig og herfra med Eurostar toget gennem Eurotunellen under Den Engelske Kanal. Fra det sydlige England fortsætter bussen op til den gamle engelske grænseby Carlisle, inden det skotske eventyr begynder. Det kan måske synes som en lang omvej – og det er det som så også, men det er en hyggelig måde at få rystet rejsegruppen sammen på, inden den "rigtige" tur starter. 
Det skal her nævnes at rejseselskabet også tilbyder mulighed for at man kan flyve til Skotland og se landet i en lokal bus, men for folk der ikke bryder sig om flyvning, er dette en enestående mulighed.

Den livlige storby

Fra Carlisle krydser vi grænsen til Skotland og ankommer sidst på eftermiddagen til landets største by Glasgow, der ligger på bredderne af floden Clyde. På trods af at byen ligger inde i landet, er det Storbritanniens største havneby. Byen har været en beskidt arbejderby, men i dag er Glasgow en moderne storby med masser af spændende kultur og masser af shoppingsmuligheder.

Historisk pubkultur

Glasgow byder også på et livligt aften og natteliv. Her lever den stolte pubkultur i bedste velgående. Faktisk så godt at den ældste pub i byen, The Scotia, holdt 225 års jubilæum i 2017. Her serveres god skotsk øl og whisky - mange aftner akkompagneret af live-musik eller digtoplæsninger. 
Igennem tiden har pubben været stamværtshus for mange kendte kunstnere, heriblandt Skotlands nationalkomiker, musikeren og skuespilleren Billy Connolly.

Søen i mange skotters hjerte

Næste morgen går turen videre nordpå til den lille hyggelige landsby Balloch, der er kendt som døren til Loch Lomond og Trossnachs nationalparken. Her går turen med båd ud på Loch Lomond, søen der bl.a. er blevet verdenskendt pga. sangen The Bonnie Banks of Loch Lomond. Efter sejlturen kører vi op langs Loch Lomonds bredder, og frokostpausen bliver holdt ved et udsigtspunkt ved byen Inveruglass. Maden smager lige det bedre, når man har en så enestående udsigt.

Enestående skønhed

Vores rejse gennem Skotland bringer os gennem den smukke 16 km. lange dal Glen Coe og her er det nemt at blive mundlam for landskabet er enestående. Det siges af mange, at Glen Coe er det flotteste område i hele Skotland og der kan måske være noget om det. Landskabet består af høje vulkanske bjerge og storslåede vidder med græs, lyng og mose, og i bunden strækker floden Coe sig gennem hele dalen.

De fascinerende Munros

Den U-formede Glen Coe dal er omkranset af de såkaldte Munros, skotske bjerge der er over 910 meter. En af de mest iøjnefaldende Munros i Glen Coe er De Tre Søstre - tre skarpe tinder som alle er en del af det samme bjerg. Et utrolig smukt syn og det er ikke uden grund. at vandreture i Glen Coe er så populær en aktivitet. De mange ruter gennem dalen byder på udfordringer for alle niveauer. Og selv hvis du er dårligt gående, er Glen Coe absolut et besøg værd. Du behøver bare kigge ud af bussens vinduer. De smukke landskaber tryllebinder.

Søen der ligner Skotland

De næste par dage tager vi udgangspunkt i et hotel i udkanten af byen Fort William, der ligger for foden af Storbritanniens højeste bjerg Ben Nevis. Herfra tager vi en dagstur til den smukke ø Isle of Skye, Skotlands største ø, men der bliver også plads til et par stop på vejen – for området omkring Fort William og Isle of Skye er spækket med oplevelser. 
En af de mere spektakulære naturfænomener er et udsigtspunkt over søen Loch Garry. Når man herfra kigger ud over Loch Garry, ligner søen et kort over Skotland. Det er en ret speciel oplevelse og omgivelserne er virkelig smukke.

Den ikoniske borg - Eilean Donan Castle

Hvis du har set filmene Highlander eller The World Is Not Enough, har du også helt sikkert set vores næste stop på vej til Isle of Skye. Det er nemlig den ikoniske borg Eilean Donan Castle, som er en af Skotlands mest fotograferede seværdigheder. Borgen ligger billedskønt på en lille ø, hvor de tre søer, Loch Duich, Loch Long og Loch Alsh mødes. Fæstningsværket blev oprindeligt bygget i det 13. århundrede og igennem lang tid var borgen et vigtigt forsvarsværk mod bl.a. hærgende vikinger fra Skandinavien.

Genopbygget fra ruinerne

Under en Jacobitteropstand i 1719 blev borgen spræng i luften af englænderne og borgen lå i ruiner helt frem til 1919, hvor oberstløjtnant John MacRae-Gilstrap besluttede sig for at genskabe borgen i sin fordums pragt. I dag fungerer borgen hovedsageligt som turistattraktion, hvor man på guidede rundvisninger, får fortalt stedets historier af dygtige og indlevende guider. Her kommer vi helt tæt på den skotske historie og får en enestående forståelse for livet i højlandet samt indblik i mange af de gamle klanfejder.

Skønne Skye

Via den lange bro fra Kyle of Lochalsh ankommer vi til den største ø i De Indre Hebrider - Skye. Med sine 1.656 km2 er Skye næsten 2,5 gange så stor som Bornholm, men der er kun det halve antal beboere. Til gengæld er her rigtig mange får! Ca. en tredjedel af øens befolkning snakker gælisk, hvilket også bliver tydeliggjort af, at vejskilte og butiksskilte står på både engelsk og gælisk. Det er herligt at opleve det lokale særpræg. Hovedbyen Portree er en malerisk lille fiskerlandsby på øens østkyst. Her handler vi ind til en helt særlig oplevelse, inden vi forlader byen med de små hyggelige gader og farverige fiskerhuse. Vi skal nemlig nyde en picnic med en enestående udsigt.

Frokost i det grønne

Et stykke nord for Portree ligger Kilt Rock vandfaldet, der vel nok er et af de mest ikoniske på Skye. Her falder vandet 55 meter ned fra klipperne og ud i havet. Fra udkigspunktet ved vandfaldet har vi også en enestående udsigt langs nordøens kyst med de smukke vulkanske klipper. Det er det helt perfekte sted at holde frokost. 

Blomstrende Dunvegan

Efter frokosten tager bussen os med op på den nordvestlige del af Skye. Her finder vi den smukt beliggende borg Dunvegan Castle, der har været hovedsæde for MacLeod klanen i mere end 800 år. Der er mulighed for at se borgen indvendigt, men det nok mest interessante ved Dunvegan er de ca. fem hektar store prydhaver, der omgiver borgen og som er gennemskåret af et vandfald. Det ujævne terræn og det til tider ret omskiftelige vejr betyder, at det er svært at holde en traditionel prydhave, men mod alle odds er det gennem mange generationer lykkedes MacLeod klanen at udvikle de smukke haver, som et tegn på den magt og rigdom klanen besidder.
Fra borgen er det også muligt at komme på sæl-safari, hvis vejret er godt. Men da det er vilde sæler i fri natur, er der ingen garantier givet - sådan er det med autentiske naturoplevelser.

Fakta om Skotland

Edinburgh er hovedstad i Skotland, der er en del af Storbritannien. 

Befolkningstal: Ca. 5,3 mio.

Areal: Ca. 78.782 km²

Afstand fra Danmark: Ca. 984 km til Edinburgh

Mest besøgte attraktion: Edinburgh med slottet, men også de mange muligheder for at tage rundt i landets flotte landskab og se på middelalderborge, kirker og klostre, ligesom det er populært at vandre i bjergene.

Mere information:

Rejsebureau: Riis Rejser

Turistinformation: Skotland

Turistinformation: Storbritannien