Transsylvaniens perler

Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: Riis Rejser

Historiske borge, prægtige slotte, mægtige kirker, saksiske middelalderbyer og fine habsburgske paladser, en tyran, der blev folkehelt og model for figuren "Dracula", samt en diktator, der snød omverdenen og ikke mindst sit eget folk. Dette er blot nogle af højdepunkterne, vi oplevede på denne busrejse.

Arad - en indgang til Rumænien

Vi brugte et par dage gennem Tyskland og Tjekkiet - med overnatning på det udmærkede Hotel Vladimir i Usti nad Labem (en ganske uinteressant og beskidt by, der ikke skal ofres mange linier på). Gennem Ungarn til Budapest, hvor det lækre Hotel Ibis, ca. 3,5 km fra centrum, blev vores andet overnatningssted. Hen på eftermiddagen på 3. dagen ankom vi til Arad, en af de større byer på indfaldsvejen til Rumænien og blev indkvarteret på det meget flotte Hotel Continental Forum, hvor vi mødte vores lokale guide, som sammen med rejselederen, tog os med på en lille byvandring. 
Floden Mures har siden 1200-tallet været byens livsnerve, hvorfor byens citadel også ligger centralt, hvor floden bugter sig gennem byen. Efter en længere introduktion, hvor der skulle oversættes fra dansk til engelsk, spadserede vi forbi Kulturpaladset og frem til måske byens smukkeste renæssancebygning - Rådhuset fra 1876. Det kridhvide rådhus kastede det skarpe sollys tilbage i øjnene på os, mens vi gik over pladsen og betragtede den hesteskoformede bygning og det 54 meter høje klokketårn.

Rumæniens kontraster

Vi spadserede ned ad Revolutionsboulevarden og så Den romerske-katolske Katedral Sant Anton af Padova indviet i 1904 med et enormt kirkerum flankeret af dobbeltsøjler, hvor imellem der var skønne malerier med bibelske motiver. Glasmosaik har altid fascineret mig og også her så vi flotte kirkeruder.
Vi passerede Det Nye Teater - en anden flot bygning - for senere at besøge Den rumænsk-ortodokse barok-kirke Johannes Døberens Fødsels-Kirke, fra 1865. Det var en helt anden oplevelse at træde ind i denne kirke, hvor vi fik forklaret betydningen af facaden foran alteret med de tre døre, hvor den højre dør viser den helgen, som har givet navn til kirken. Meget smukke mosaik-billeder pryder kirken. Således beriget spadsere vi tilbage mod vores hotel og kunne undervejs iagttage lidt af byens dagligliv med gamle koner, som hentede vand ved den kommunale vandpost samt de unge moderne piger, der lige var kommet fra deres trim i svømmehallen. Allerede på dette tidspunkt fornemmede vi Rumæniens kontraster.

Valfartskirken Maria Radna Kirke

Næste dags højdepunkt blev Corvin-slottet i Hunedoara, men på vejen derhen drejede bussen ind ved valfartskirken Maria Radna Kirke lidt før byen Lipova. Denne ungarnsk-katolske kirke var oprindeligt en valfartskirke til Frans af Assisis fra 1200-tallet, men ombygget i 1800-tallet. Kirken er ganske smuk med mange fresker ikke mindst øverst under kuplen, men udvendigt trænger kirken til "en kærlig hånd". Her lå tidligere et franciskanerkloster, men i 1962 blev de tilbageværende 180 munke deporteret af russerne, hvorefter bygningerne desværre gik i forfald.

Tomme fabrikker efter systemskiftet

Vi forsatte gennem land og by og fik et udmærket indtryk af, hvorledes befolkningen i de større byer er "stuvet sammen" i kedeligt betonbyggeri, mens vi undervejs hørte om de ændringer, der er sket i landet siden diktator Ceausescu blev styrtet i december 1989. Før revolutionen under det kommunistiske regime havde alle arbejde og penge - men ingen varer at købe. Produktionen var stor og kvantitet kom før kvalitet. Det opdagede man efter 1989, hvor man ikke længere kunne eksportere de dårligt fremstillede produkter, og den ene fabrik efter den anden lukkede og titusinder blev pludselig arbejdsløse. 
I dag står tomme, rustne bygninger med smadrede vinduer som spøgelsesfabrikker rundt omkring - både i by og på landet. Mange er fortsat arbejdsløse og folk har ingen penge, men vareudbuddet i forretningerne har aldrig været større! Netop i Hunedoara så vi, hvorledes den tidligere store jernindustris bygninger står tomme og forfaldne.

Corvin-slottet i Hunedoara

Men da vi vendte blikket den anden vej, så vi det imponerende Corvin-slot rejse sig på toppen af en klippe. Måske er det i virkeligheden mere en fæstning end et slot, for adgangen til stedet sker op ad bakken og over en hængebro og ind under tykke borgmure. Slottet er fra 1400-tallet og grundlagt af den ungarske konge Johannes de Hunyad (Janos Hunyad) - en onkel til Grev Dracula, som vi senere skulle høre meget mere om - og senere overtaget af efterfølgende fyrster, som har ombygget og udvidet slottet flere gange gennem århundrederne, hvorfor mange forskellige byggestilarter ses på slottet - både renæssance, gotik og barok. Vi gik rundt på slottet og så de mange høje tårne, spidse spir og vældige riddersale og ikke mindst brønden, hvor en tyrkisk inskription ses: "Du har brønden, men du har intet hjerte". Det var tyrkiske fanger/slaver, der blev sat til at bygge slottet!

Glasikoner og festligt lag i Sibiel

Vores busrejse fortsatte ud på landet, hvor landsbrugsarealerne nu er blevet givet tilbage til de oprindelige jordejere - eller deres efterfølgere - efter at regimet tidligere nationaliserede al jord (konfiskerede privat ejendom). Men jorden ligger uopdyrket hen på store strækninger. De fattige jordbesiddere har ingen midler - og har svært ved at låne penge - til igen at starte landbrugsproduktionen.
Ikke langt fra en typisk rumænsk landsby Sibiel, hvor tiden syntes fuldstændigt at være gået i stå, skiftede vi transportmiddel og blev de sidste ca. 2 km transporteret med hestevogn gennem marklandskabet og ind til byen. Her besøgte vi først museet med landets største og fineste samling af glasikoner - dvs. malerier på glas - mange i naivistisk stil skabt af såvel gejstlige som af almindelige bønder. Museet startede ved at kirkens præst i begyndelsen af 1960’erne iværksatte indsamlingen af glasikonerne, hvoraf de ældste er fra 1700-tallet. Flere af motiverne er ganske genkendelige f.eks. "Den Sidste Nadver".
Den tæt ved liggende katolsk udseende hvide Trinitatis kirke fra 1765 med et enkelt klokketårn overraskede ved indvendigt at være en gammel ortodoks kirke. Gennem tiderne har sod fra stearinlys dækket kalkmalerierne, som først i 1965 blev genfundet og nu kan ses overalt i det lille tætpakkede kirkerum med kun et par meter til loftet.

Middag hos Regina

Uden for kirken mødte vi Regina - en af landsbyens kvinder - som førte os gennem landsbyen frem til sit hus. Tag ikke fejl af hvorledes et hus ser ud udvendigt, for indvendigt kan det være meget anderledes. Her i Reginas private hus var der dækket op til os, og med indtagelse af rigeligt tuica - den rumænske blommesnaps - som ikke alle fik lige let i den rigtige hals, steg stemningen hurtigt. Den efterfølgende dejlige og velsmagende rumænske middag og med vin ad libitum blev nydt, mens regnen silede ned med tordenbulder og lynnedslag udenfor. Senere sprang vi mellem dråberne frem til bussen, der kørte os til vores næste overnatningssted Hotel Continental Forum i byen Sibiu. Hotellet var fremragende med gennemførte blågrå farver på værelserne og her skulle vi bo de næste to nætter.

Sibiu – middelalderby med habsburgske paladser

Transsylvanien har været beboet længe før vores tidsregning, men lad og begynde med romerne, som i århundrederne omkring Kristi fødsel gjorde området til en romersk provins - Dacia - bla. pga. det frugtbare land og fordi her fandtes guld, men også fordi landet lå på den vigtige handelsvej til Centralasien. Store dele af befolkningen blev latiniseret. Efter sigende blev Dacia gennem tiderne til Romanium - deraf landets navn.
De oprindelige rumænere - hvis man kan bruge den betegnelse - var folket i bla. Valakiet og Dobrogea ved Sortehavet i hhv. den sydlige og østlige del af det nuværende land. De forskellige fyrstendømmer lå i konstant indbyrdes krig og med landene omkring sig bla. ungarerne, som i 1100-tallet hentede saksere (tyskere) til landet for at kunne forsvare sig mod tatarerne og senere tyrkerne. 
Rundt omkring i Transsylvanien - der betyder "Landet hinsides skovene" - skød befæstede middelalderbyer op. Befæstningen bestod af indtil flere ringmure omkring de enkelte byer og enkelte betydningsfulde kirker, der som regel blev bygget på et højdedrag. Også Sibiu er en af syv oprindelige saksisk middelalderby (Siebenbürgen) med det tyske navn Hermannstadt, og på formiddagens guidede byvandring besøgte vi Den rumænsk-ortodokse katedral Mitropolia, bygget mellem 1902 og 1906 og kom ind i denne rigt dekorerede katedral, netop som en mindre messe var i gang. Med ophøjet ro overværede vi den rituelle ceremoni for de dødes sjæle, så disse kommer rigtigt på den anden side af "floden".
Næste stop blev Sibius Historiske Museum indrettet i det gamle Altemberger Hus bygget i 1545 af Thomas Altemberger. Huset var indtil 1948 byens rådhus og i dag en afdeling af Brukenthal-museerne. Her så vi et nationalmuseum med udstilling fra stenalder til middelalder. Et flot museum med tøj gennem tiderne, bøger, møbler, smykker, glas og en fin våbensamling samt et særligt lapidarium-afsnit med romerske effekter bl.a. fine statuer og søjler med kapitæler fra det 2 og 3 århundrede.
Vi spadserede over Løgnerens Bro - også kaldt Jernbroen. Når man stod på broen ville den styrte sammen, hvis man ikke talte sandt - møntet på datidens store købmænd. Men broen holdt, selv da diktatoren Ceausescu fra broen løj over for sit underkuede folk. Herfra kunne vi se en stork med unger på et af de nærliggende huse - midt i centrum! Det hedder sig her, at hvis man fjerner en storkerede, vil storken komme tilbage med en gren med ild i og smide den på taget! Måske er det derfor, at vi på vores busrejse gennem Rumænien har set et utal af storke i deres reder passe deres halvstore storkeunger!
Også byens ældste apotekervirksomhed nævnt første gang i 1494 blev aflagt et besøg. Her var alt fra kemikalier over naturmedicin til datidens grumme operationsinstrumenter. Det ligger på en af byens tre store pladser Piata Mica, som er omgivet af en række smukke bygninger. Herfra gik turen videre til Den Evangeliske Katedral bygget over flere hundrede år mellem 1300 og 1520. Det, der gjorde størst indtryk her, var nok den kæmpemæssige freske med korsfæstelsen, som ses på korets nordlige væg. Jesus genfindes ikke færre end syv gange på billedet.

Piata Mara - endnu en perle

Herefter gik turen til byens største og smukkeste plads Piata Mara. De der ønskede at fortsætte på en guidet tur på kunstmuseet i Brukenthalers Palads gik der, vi andre fortsatte gennem byen på egen hånd. Hele pladsen emmer af 1700- og 1800-tallets habsburgske byggerier med beboelseshuse, paladser og palæer. Byens gule barokrådhus er måske byens smukkeste, men også Brukenthals Palads til venstre herfor er betagende. Til højre for rådhuset ligger Den Rumænsk-Katolske Kirke. Ligegyldigt hvor blikket vender hen, ses smukke pastelfarvede bygninger med de karakteristiske "øjne" i tagkonstruktionerne ligge side ved side.
Frokost klarede vi selv på en af pladsens restauranter La Turn, der ligger lige under klokketårnet. Stedet kan anbefales. Senere gik vi ned i den lavere liggende "håndværkerbydel" og så de mange gamle 1600 og 1700-tals huse, hvoraf de fleste trænger til en renovering. Også byens gamle bymur - det af den som er tilbage med de enkelte håndværkerlags tårne - blev besøgt. Sibiu var "Europæisk kulturby i 2007".

Bran, Draculas Slot

På feriens fortsatte bustur langs De Transsylvanske Alper - den sydlige del af Karpaterbjergene - havde vi et formiddagsstop i byen Fagaras tæt på den gamle bymur med voldgrav, og som vanlig stod bussens chauffør prat med kaffe, te eller chokolade med diverse tilbehør og småkager. 
Næste større stop blev Bran-slottet, men inden vi besøgte dette var der reserveret borde i Restaurant Popasul Reginei, hvor der på forhånd var bestilt frokost, så alt var klart ved ankomsten. Serveringen var da også rimelig hurtig, men portionernes størrelse skuffede fælt, og da prisen for det fremsatte brød var forskellig afhængig af hvem der skulle betale, må stedet anses for uegnet som frokoststed.
Törzburg, som sakserne døbte stedet, blev bygget i 1377-1382 og har tilhørt prinser og fyrster - også fra habsburgerne - og senere kejsere. Dette underlige "skæve" slot fik i begyndelsen af 1600-tallet sine tårne og blev en egentlig fæstning på en 60 meter høj klippe over byen. I dag er stedet en turistmagnet - ikke mindst pga. navnet "Draculas Slot". 
I Skotland har man søslangen Nessie i Loch Ness, der trækker turister, og her i Rumænien har man Dracula. Greven har dog aldrig boet på dette slot - men det trækker turister til, og efter at have passeret de mange souvenirboder, som altid findes sådanne steder, begav vi os opad mod slottet. Her var mange trapper både før slottet nås og inde i selve slottet, hvor vi så, hvorledes stedets beboere havde indrettet sig. Det var bla. den populære rumænske Dronning Maria gift med Prins Ferdinand, der benyttede stedet som ferieresidens og hendes møbler, tæpper etc. står næsten urørte som dengang i 1920’erne.                                             

Brasov - et perfekt turistmål

Hen på eftermiddagen var vi fremme i den næste middelalderby Brasov også kaldt Kronstadt og blev indkvarteret på det centralt beliggende Hotel Capitol lige over for det grønne område der udgør byparken.
Inden da gjorde vi holdt i udkanten af byen i Schei-kvarteret ved Sankt Nocolas-kirken - den første ortodokse kirke i Transsylvanien opført mellem 1494 og 1564. Kirken har usædvanligt mange tårne og spir og har udvendige fresker på kirkens mure. Men det mest interessante er, at her ligger også Rumæniens ældste skole med landets ældste bøger helt tilbage fra 1100-tallet. Disse bøger var naturligvis håndskrevne. Professor Olzean viste os rundt i den enestående samling, hvor der også står en simpel trykkemaskine, inden vi kom på de 200 år gamle skolebænke og der blev læst højt for os. Hvad vidste man - og hvad skrev man om Danmark i 1500-tallet? Nok så interessant.

Til fods i Brasov

Eftermiddagen brugte vi for os selv til at se lidt nærmere på selve byen, som vi kun kan betegne som et perfekt turistmål. Byparken - Parcul Central - med flotte blomsterbede og skyggefulde træer, hvor under byens mænd fordriver tiden med at spille skak eller domino. Hvor er kvinderne? 
Foran posthuset - indrettet i et prægtigt palads - står den romerske hundulv, hvor Romulus og Remus dier - Roms grundlæggere iflg. myten. Skulpturen er en gave fra den italienske fascist Mussolini, som forærede 12 byer i Transsylvanien en sådan skulptur til minde om den tidligere romerske tilstedeværelse og fordi Italien og Rumænien i starten af 2. verdenskrig var allierede. Senere skiftede rumænerne side og kæmpede mod nazismen og fasismen.
Gågaden - Republikgaden - med gode butikker og et utal af caféer og restauranter leder frem til byens rådhusplads Piata Sfatului, hvor vi så dels rådhuset med byvåbnet - Kronstadts krone med 13 forgreninger én for hver af de tilsluttede saksiske byer. Her ses også indgangspartiet til Den ortodokse kirke, hvor man skal gennem en lille gård for at nå selve kirken.
På den anden side af pladsen rejser Biserica Neagra - Den Sorte Katedral - sig i al sin vælde. Kirken er byens mest berømte bygning og blev bygget mellem 1385 og 1477. Den har fået navn efter at en brand under krigen med Østrig i 1689 farvede kirkens hvide sten sorte af sod.
Vi spadserede uden for bymuren, hvor en af de gamle byporte - Katertinas Port - kunne ses. Området er aflukket og i privat eje.
Brasov har også en svævebane, der kan bringe én op over skoven til en imponerende udsigt ud over byen. Men det nåede vi ikke. Vi blev i øvrigt frarådet at spadsere ned fra bjerget gennem skoven, da der er set bjørne i skovene omkring byen! Efter denne lille sightseeing på egen hånd var det fortjent at slappe af med et glas godt rumænsk øl på en af gågadens fortovscaféer. Prøv Silva dark beer, en fyldig øl, der skal nydes langsomt og solo - og ikke sammen med mad.
Denne aften spiste vi middag på en restaurant et par km op ad bakken uden for centrum, men det forbigår vi i tavshed, da det bedste vi kan sige om maden, var desserten - to tørre berlinervankuchen.

Friluftsmuseet Satului i Bukarest

Dagens udflugt til Rumæniens hovedstad Bukarest blev en lang, men flot dag gennem Karpaterne, denne 1500 km lange hesteskoformede bjergkæde, der løber på tværs af Central- og Østeuropa og næsten omkranser Transsylvanien. Vi kørte gennem skov og over bjergpas og ind i regionen Valakiet. Vi brugte et par timer på frilandsmuseet Satului, hvor man på et stort rekreativt område siden 1930’erne har samlet den gamle rumænske bondekultur i form af originale bygninger og inventar fra de fleste egne af Rumænien og genopført dem. Her er husmandssteder, gårde, møller og sågar et par trækirker fra 1700-tallet. 
Skulle gamle bygninger blive for kedelige at bruge tid på, var der sørget for forskellige folklore-arrangementer med både spillemænd, sangere og rumænske folkedansere - alle, både børn og voksne i forskellige folkedragter.                                                                                                          

Parlamentspaladset i Bukarest

Diktator, folkeforfører, bedrager og morder er blot nogle af de betegnelser der kan hæftes på landets leder gennem mere end 30 år Nicolae Ceausescu. Hans stikkervirksomhed, hemmelige politi og militær holdt folket i et jerngreb og udsultede landet - delvist til egen fordel. Han havde bla. en ide om at bygge verdens største palads for folket inspireret af kinesisk byggeri - Folkets Palads. Ikke til eget brug, men for at kunne imponere andre statsmænd, når de kom på besøg i Rumænien. Hele 40 procent af statens budget blev gennem årene 1984 til 1994 brugt på at bygge denne absurde bygning, hvilket bla. gik ud over socialvæsenet (hvem husker ikke de frygtelige billeder af misrøgtede invaliderede børn fra børneinstitutionerne?). Det gik ud over vedligeholdelse af bygninger, skoler og veje etc. etc.
Da planen om bygning af dette propagandaprojekt var udtænkt, blev hele bykvarterer i Bukarest tvangsforflyttet (op mod 40.000 mennesker) og fine huse, gamle kirker og andet "der stod i vejen" blev ryddet. Det var ikke alene pladsen til selve Paladset, der var brug for, men også til andre ekstravagante regeringsbygninger og pralende boulevarder som f.eks. den 10 km lange og 120 meter brede "Boulevarden til Socialismens Sejr".
Det var på den baggrund at vi spændte skulle besøge verdens næststørste bygning (efter Pentagon i USA) det nuværende Parlament. For at få adgang skulle vi kunne identificere os og aflevere pas, kørekort eller lignende, inden vi skulle gennem en security kontrol (som i en lufthavn) før vi kom på en guidet tur i Parlamentet. Fotografering inde i bygningen var ikke tilladt.
Det er en enestående bygning på i alt 365.000 m2 med flere hundrede meter lange korridorer, store sale til partierne, regeringen og udvalg. 1.000 værelser hvoraf det største er på 2.200 m2 prydet med prismelysekroner på op til 5 tons! Og døre i udskåret egetræ. Marmorsøjler med kapitæler og fine tæpper mange steder. Væggene er dekoreret med gigantiske malerier, og en indvendig kolossal trappe leder op gennem de 14 etager. Opvarmning og el-forbrug alene beløber sig til 25 mio. danske kroner - om året!
I alt var der tilknyttet 700 arkitekter og 20.000 håndværkere, og der blev arbejdet 24 timer i døgnet gennem 10 år! På vores ca. 2 timer lange guidede rundvisning så vi ca. fem procent af Parlamentet. Den menige rumæner bryder sig (heller) ikke om byggeriets udseende - også fordi mange blev berørt af det - og så er det slet ikke rumænernes attitude "at vise sig frem".

Fin vildtmiddag i Brasov

Tilbage i Brasov spiste vi denne aften middag på jagtrestauranten Casa Padurarului uden for bymuren oppe i skovkanten. Stedet var hyggeligt med mange udstoppede dyr og maden fantastisk god. Stedet kan anbefales.

Den befæstede kirke i Biertan

Busturen denne morgen indledtes igen med et par sange fra Riis Rejsers lille, blå sangbog, alt mens vi kørte gennem et bølgende kulturlandskab med køer og får, afgrøder som ris og majs, humle, korn samt hø sat til tørre på pæle. Mange af husene på landet har endnu egen brønd - for vandet fra undergrunden er nu en gang bedre end det kommunale vand tilsat diverse kemikalier!
I Biertan besøgte vi den befæstede Mariakirke bygget mellem 1490 og 1524 og som i 1993 blev medtaget på UNESCO’s liste over verdens kulturarv. Her er ikke mindre end tre ringmure med tårne omkring kirken, der i begyndelsen naturligvis var katolsk, men som i midten af 1500-tallet blev luthersk og hovedsæde for de tyske evangelister frem til 1800-tallet. I den højtliggende kirke kunne beboerne i landsbyen søge beskyttelse under uroligheder. I et særligt lille hus bag kirken - der nærmest kan betragtes som et lille fængsel - blev de, der ønskede skilsmisse sat på prøve. Mand og kone blev lukket inde og måtte ikke sige nej! Med sig havde de et eksemplar af hver ting - 1 kniv, 1 tallerken, 1 stol, 1 bord, 1 seng osv. Kunne de efter 14 dages ophold i denne "celle" fortsat ikke forliges, kunne skilsmisse bevilges. Måske noget for vore tiders mange skilsmissekandidater?

Sighisoara, en befæstet middelalderby

- Vilkommen og godda’, Sighisoara byter jer vilkommen. Hav gut dag. Foto fri. Myket tack, lød fra en lille velkomstkomité, da vi trådte ind under byporten til denne uspolerede middelalderby og havde oplyst, hvilket land vi kom fra. Det var en skønjomfru, vægteren samt en soldat, der trissede rundt i byen og bød de enkelte grupper velkommen på mange forskellige sprog - sågar japansk!
Det enestående ved denne tidligere saksiske by Schässburg grundlagt i 1191 er, at befæstningen endnu er intakt og at her fortsat lever 6.000 beboere i byen - med alt hvad der hører sig til en rigtig by. Neden for befæstningen ligger det nye Sighisoara.
Det var igen lidt slidsomt at forcere bakken for at komme op og ind bag fæstningsmurene og fortsætte på de toppede brosten, som ses overalt i middelalderbyen. Da vi ikke kunne finde en restaurant at spise frokosten samlet i, spredtes gruppen og vi fandt pladser på terrassen bag Draculas fødehjem, der nu er indrettet som restaurant Casa Vlad Cracul. 
Prins Vlad Cracul boede her mellem 1431 og 1435 og var søn af Fyrst Dracul fra Valakiet, hvorfor han fik efternavnet Dracula (søn af..). Det andet efternavn "Tepes", der betyder noget i retningen af "ham der spidder folk", fik han pga. sin brutale og meget hårdhændede behandling af sine fjender. Der skulle så godt som ingen ting til, før han spiddede folk, hvilket er en særdeles langsom og pinefuld død. Tænk, at hænge folk op på en pind ført ind gennem anus! Det var nok det, der inspirerede romanforfatteren Bram Stokers til sine bloddryppende fortællinger om vampyren Dracula.
Efter frokosten viste tjeneren os rundt i huset, hvor der i riddersalen - oppe under loftet - ses rester af fresker - det ene angiveligt det eneste kendte originale portræt af prinsen.

Kirken på bakken

Vi ville derefter op på højen hvor Biserica din Deal - Kirken på bakken - ligger og spadserede hele vejen derop på de toppede brosten, i håb om at få en fin udsigt over middelalderbyen. Men træerne skyggede, så eneste udsigt var ned over landskabet og den nyere bydel på den anden side af befæstningesmuren. Kirken, der blev bygget mellem 1345 og 1525, var saksernes vigtigste lutheranske kirke. Vejen tilbage til byen gik ned gennem den overdækkede trappe Sacra Acoperita med de 172 trin.
Efter at have vandret hele byen rundt og set de skæve, men smukke pastelfarvede huse, der læner sig op ad hinanden, og ikke mindst klosterkirken fra 1298, mødtes vi alle igen og de, der havde lyst og kræfter til at bestige det meget smukke 64 meter høje klokketårn, kunne gøre det. Udsigten var rigtig fin ned over middelalderbyen med de mange røde tegltage. Middelalderbyen Sighisoara kom med på UNESCO’s kulturarvsliste i 1999.                                        

Hotel uden for Tagu Mures

Hen på eftermiddagen kørte vi direkte gennem byen Tagu Mures og et stykke uden for indlogeredes vi på det noble Hotel Apollo Clup. Hotellet er et spa- og fitness-hotel og for at følge denne linie er hotellet også alkoholfrit - men en alkoholfri øl kan også ledsage den udmærkede middag.

Salina Turda, Saltminen i Turda

Her gik vi med en forestilling om, at vi denne dag skulle iføres gummistøvler og hjelm med pandelampe for derefter at gå duknakket rundt i smalle, lavloftede minegange. Men det blev en helt anderledes og noget spektakulær oplevelse, som man overhovedet ikke kunne forestiller sig. Vi trådte ind i en gang i saltminen under jordoverfladen, hvor der i hele bjergets længde og indtil 1200 meters dybde var/er saltforekomster som man siden 1200-tallet har udvundet. Her var altså salt nok til hele verdens forbrug - i 10 år! Ikke færre end op til 400 personer arbejdede i saltminen på én gang i 1922 -men normalt var det omkring 100, indtil det ikke længere kunne betale sig at udvinde mere salt og minen lukkede i 1932.
Temperaturen i saltminen er 11 grader året rundt, så vi havde klogligt medtaget en lun trøje.
Første lokale - ca. 20 meter under jordoverfladen - var et rum på størrelse med en normal gymnastiksal indrettet for astmatikere, der har rigtigt godt af at opholde sig her 4 timer om dagen i en uge i de sunde saltdampe som findes overalt. 
Senere kom vi ind i "Ekkorummet" - og stod på kanten af et stort mørkt rum med en ukendt dyb slugt. Vores guide bad os være stille og smed en sten ud i dybet. Vi ventede - og ventede. Efter usædvanlig lang tid hørte vi et plask. Den slugt er 120 meter dyb! Så klappede han i hænderne og ikke færre end 16 gange klingede ekkoet gennem dette enorme rum. En betagende, men på en måde også en lidt kuldegysende oplevelse. Hvordan har man dog skabt disse enorme rum? Gravet sig ned fra oven af?
"Hvad drikker møller?" skulle da også prøves!
Næste rum var mere beskedent. Det var Kapellet fra 1855, hvor træværket er fuldstændigt konserveret af saltdampene. Vi gik ned ad nogle trapper og kom frem til minens mest spektakulære rum - Rudolfminen. Dimensionerne er 120 meter dyb, 80 meter lang og 50 meter bred. Her har altså ligget salt! 90 meter under os ses robåde på en 8 meter dyb saltsø, bowlingbaner, minigolf, og et pariserhjul i fuld størrelse samt en indhegnet boldbane! Kort sagt en forlystelsespark! Primært for folk med luftvejsproblemer.
Fra minens loft hang op til 6 meter lange saltstalaktitter og dannede et flot mønster. Når de bliver mere end 6 meter lange knækker de af loftet og falder ned. Der findes ingen stalagmitter på bunden, som i en almindelig drypstenshule.
En hurtiggående elevator tog os ned på bunden, hvor vi kunne gå rundt og iagttage sceneriet. At stå i en mine og se 120 meter op på et saltloft med naturens mønstre er helt surrealistisk.

Cluj-Napoca med folklora

Vi spiste frokost i byen Cluj-Napoca på Hotel Golden Tulip, vores sidste overnatningshotel i Rumænien. Igen havde rejsebureauet fundet et første klasses hotel til os. Og så var det ellers ind til byen. Nogle gik med på en guidet bytur, andre ville shoppe for sig selv.
Vi ville prøve at fange lidt af stemningen i byen, men også se de vigtigste seværdigheder, så efter at have "studeret" gågaden, gik vejen forbi den romersk-katolske kirke Sankt Mihai fra 1300-tallet med tårn fra 1859. Det enorme kirkerum med dets gotiske hvælvinger og vidunderlige høje mosaik glasruder er et besøg værd. 
I skyggesiden på Boulevard Eroilor kunne vi komme lidt i læ for den brændende sol og passerede Den græsk-katolske katedral, inden vi stod foran den meget smukke gule teater- og operabygning, som ligger på Sejrspladsen "ansigt til ansigt" med Den ortodokse Katedral. Den bør man heller ikke snyde sig for. Vidunderlige mosaikarbejder pryder væggene bag buer båret af dobbeltsøjler med fine kapitæler, ligesom der er mosaikbilleder både over alteret, bag de helgendekorerede døre, samt ved siden af alteret. Det hele er meget smukt.
Vi skulle da også en tur i indkøbscentret, hvilket gav os minder fra 60’ernes Daells Varehus i Københavns Nørregade.

Folkdanse-ensemblet Dan Transilvan

Hen under aften mødtes vi på Restaurant Casa Ardeleana - et typisk rumænsk indrettet sted, hvor der blev serveret en traditionel middag. Mellem retterne optrådte foldedansegruppen Dor Transilvan - et ungt, men allerede verdensberømt ensemble, der netop var hjemme efter en turné i USA. Musikere spillede op, mænd dansede ud, og pigerne fulgte trop og sammen viste de os nogle flotte, rytmiske danse, der udover hos de optrædende også fik sveden frem på panden af os tilskuere.

Et festligt punktum for vores rundrejse i Rumænien, hvor vi næste dag vendte turen tilbage mod Danmark gennem Ungarn med overnatning på Hotel Raba i den hyggelige lille by Gyor, og dagen efter med et fint formiddagsbesøg i Slovakiets hovedstad Bratislava.