Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: Gislev Rejser
Thomas Sørensen
Skribent
Den lille landsby Krapina bestående af enkelte huse, man knapt nok får øje på, ligger højt oppe i bjergene blot fem kilometer fra Budva. Men køreturen derop i de bestilte taxaer føles meget længere, da ruten går ad små snoede og meget stejle bjergveje. Det er da også en fredelig oase vi kommer til, som har været i familiens eje de sidste 700 år. Et noget specielt sted, hvor indehaveren slapper af ved at pusle med alverdens ting - bl.a. sit dambrug med opdræt af foreller, som han selv har bygget. Men her er også andre dyr som ænder, gæs, katte, kaniner og et par grise m.v. Mellem de næsten lodrette bjergskråninger har ejeren bygget en gangbro af træ langs et vandløb med små vandfald, som fører os ind i bunden af en kløft, der ender ved en lille sø, som han kalder Tanga Beach! Her kan man bade, hvis man er indstillet på en frisk fornøjelse med koldt bjergvand fra et vandfald, der vælter ned i søen.
Så luner det, da vi kommer tilbage på den solrige terrasse og tager plads ved de håndlavede borde og bænke og får serveret den lokalt fremstillet schlivowitz (grappa), mens vi får det specielle en-strenget instrument - en gusla - demonstreret.
Inde i restauranten serveres der naturligvis hele foreller med citron og kartofler ledsaget af lokal hvidvin. Kan man lide ferskvandsfisk, er dette lige sagen. De som ikke spiser fisk, kan naturligvis få noget andet. Væggene er dekoreret med billeder og fotografier bl.a. af det gamle montenegrinske Petrovic-dynasti med tidligere tiders konger. Men her er også gamle husholdningsredskaber, symaskiner, våben, en stumtjener med forskellige hatte og meget andet, som enhver marskandiser ville kunne bruge! Et rigtigt spøjst sted.
Desværre er det blevet gråvejr med regnbyger denne dag, hvor vi spadserer gennem tunnelen mod Budva for at stige ombord på båden som skal bringe os rundt på Budva-bugten. Pga. det oprørte vand kan båden i dag ikke lægge til direkte på stranden, så vi må stige på via nærmeste mole.
Sejlturen går østpå langs den brede strand, hvor vores hotel ligger, og vi passerer derefter landsbyen Rafailovici hvor vi ser de ejendommelige klippeformationer fra søsiden. Vi sejler forbi nogle af Montenegros bedste badestrande Dronningens Strand og Kongens Strand, hvor bl.a. Jugoslaviens tidligere præsident Tito og de nuværende regeringsledere inviterer deres gæster med til, når der skal bades. Vi kommer også forbi et af Montenegros største turist-ikoner øen Sveti Stefan, der i dag drives af et femstjernet hotel ejet af hotelkæden Aman. Det var meningen at vi skulle sejle uden om den to kilometer lange Sankt Nicolas Ø, der ligger midt i Budva-bugten, men pga. de høje bølger, sejler vi indenom og frem til Budvas gamle befæstede by og ser citadellet fra søsiden. Naturligvis skal vi også forbi Budvas lille Ballerina, der danser på et ben på en sten nær klippekysten. Den foldede klippekyst kommer vi helt tæt på, da skipper sejler ind i en slugt, hvor vi kan se et naturligt skabt hulrum under bjerget. Sejlturen slutter ved marinaen i Budva, hvor der på Restaurant Jadran serveres gullasch til frokost - naturligvis indledt med en varmende slivovits (blommebrændevin) - eller to! Udenfor vælter regnen ned.
Regnen er taget af ved kysten, mens bjergene fortsat er sorte - monte negro - af tungt hængende regnskyer. Den stærke blæst og de store bølger hamrer ind mod stranden, der er tom for mennesker - og hvad laver man så?
Hotel Mediteran tilbyder indendørs swimmingpool, sauna m.v. og hos de balinesiske kvinder kan man købe sig en gang massage - eller man kan besøge byens museum. Selv foretrækker vi at få frisk vind i ansigtet på en spadseretur langs det oprørte hav. Så klædt på efter vejrforholdene spadserer vi til Rafailovici, hvor vi oplever at fiskerne må ro ud til en fiskebåd, der har revet sig løs af fortøjningen.
Men da vi atter går hjemad, ser vi opklaring mod vest og det tegner godt for udflugten i morgen til den gamle kongeby Cetinje.
Hovedstaden i Montenegro - opkaldt efter "De Sorte Bjerge" - er Podgoria.
Befolkningstal: Ca. 0,7 mio.
Areal: Ca. 13.812 km²
Afstand fra Danmark: Ca. 1.551 km
Mest besøgte attraktion: Adriaterhavet med Budva Riviera og kongebyen Cetinje, ortodokse kirker og klostre, middelalderbyer som f.eks. Kotor.
Mere information: