Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: Riis Rejser
Anne-Vibeke Isaksen
Vært og rejsejournalist
Renæssancebyen Firenze skal ses til fods – i hvert fald hvis du vil opleve mest muligt. Og du er ikke alene. Firenze besøges hvert år af over 16 mio. turister, fordi 60% af verdens kulturarv findes her. Du kan sagtens gå rundt på egen hånd, men med guide får du meget mere ud af tiden. Hvis du kun er her en dag skal du se katedralen Basilica di Santa Maria del Fiore og dåbskapellet, Michelangelos statue David, der står foran Italiens største kunstgalleriet Uffizi, Arno floden og den verdensberømte bro Ponte Vecchio.
Er du let til bens og har mod på en rask gåtur, kan det også anbefales, at du går op til Piazzale Michelangelo, der er byens fineste udsigtspunkt. Du finder også endnu flere kopier af forskellige statuer, som mesteren Michelangelos står bag.
H.C. Andersen besøgte Firenze i 1833 og det lille springvand "Metalsvinet", Fontana del Porcellino er et sted de fleste dansker skal forbi, fordi H. C. Andersen skrev et eventyr om "Il Porcellino". Man mener,a t det bringer held, at røre snuden, hvorfor den også er hel blank. Du finder den ved det lille hyggelige marked ved Piazza del Mercato Nuovo. Originalen står på Bardini Museet.
Der er mange måde at opleve Firenze på, og det gode er, at hvis du går lidt kold på det kulturelle plan, så er der så meget andet du kan foretage dig. F.eks. må du ikke snyde dig selv for at sidde på en cafe med en kop god italiensk kaffe og bare nyde stemningen. Firenze bliver du aldrig nogensinde færdig med. Det er byens historie og kulturelle perler ganske enkelt for omfattende til.
Du kan næppe besøge Toscana uden at besøge Pisa og det verdenskendte skæve tårn. Tårnet er en del af det de imponerende bygninger på Campo dei Miracoli – et kompleks bestående af Dåbskapellet, katedralen Duomo di Pisa og det skæve tårn, der er bygget som fritstående kirketårn til katedralen. Byggeriet af tårnet blev påbegyndt i 1173 og allerede i 1274 begyndte det at hælde. Tårnet blev færdigt midt i det 14. århundrede. I 1995 hældte det 5,4 meter, men gennem et omfattende og meget bekosteligt ingeniørarbejde har man nu fået styr på tårnet, så det ikke hælder yderligere. Man har sågar fået det rettet 38 cm op. De lukker kun et vist antal personer op i tårnet af gangen, så hvis du kun er her i begrænset tid, skal du planlægge efter det. Køb evt. billetter online.
Når du en gang har set tårnet, så er det lige som det. Husk også at besøge både Dåbskapellet, katedralen Duomo di Pisa.
Siena er en af Europas bedst bevarede middelalderbyen og havde sin storhedstid fra 1260 til 1348, men på imponerende vis fornemmer man stadig byens storhed. Den centrale plads Piazza del Campo, er samlingsstedet, men de mange smalle gader der går ud fra pladsen, gemmer også på fine oplevelser. Katedralen Doumo di Siena er f.eks. en af Italiens største og skiller sig ud fra alt andet du oplever i Toscana. Brug endeligt masser af tid på at slentre rundt i de små gader og bare indsnuse byens utrolige stemning. Hver gang du har gået et par minutter åbner sig en ny plads med skulpturer og stilfulde bygninger. Sienna skuffer ikke.
Det er tretten højtravende tårne, der har gjort San Gimignano så kendt som byen er i dag. Byens adelige familier byggede, i 1100 og 1200 tallet, de mange tårne, så pilgrimme på vej til Rom kunne finde frem til byen. Den er ikke ret stor og man kommer bedst rundt til fods. Når du går i de smalle stengader, kan du ikke se tårnene. Det kan du først, når du kommer op på de forskellige udsigtspunkter eller helt op i det store tårn Torre Grossa, som ikke er for sarte sjæle med højdeskræk. Her fornemmer de det særprægede udseende, der har gjort byen kendt.
San Gimignano har andet at byde på end tårne. Flere gange om ugen er der marked, og her sælges alt mellem himmel og jord. Jeg kan anbefale, at du går gennem området med frugt og grønsager. Det er simpelthen de skønneste madvarer, de sælger og viser italienernes store kærlighed til mad. Midt i byen finder du også Gelateria di Piazza, der flere år i træk er blevet kåret til at lave verdens bedste is.
Giv det et forsøg, så siger jeg ikke mere.
I Lucca kan du med fordel begynde med en rundtur til fods på den fire km lange, 12 meter høje og 30 meter brede bymur, der står helt intakt fra 1500 og 1600 tallet. Det er i sig selv imponerende, men det er den gamle bydel også. Gaderne er snorlige og vidner om byplanlægning på meget højt plan. Der er stort set bilfrit, så man kan bare slentre gennem de smalle gader, hvor cafeer og mondæne tøjbutikker ligger side om side. Byens mange kirker er også specielle her – især San Michele in Foro, der har en hel usædvanlig facade på tre etager med snoede søjler og udskårne statuer. Facaden er helt overdimensioneret i forhold til selve kirkebygningen. Præcis som andre smukke toscanske byer er der også mange forskellige pladser i Lucca. Nyd en kop kaffe på den ovale og meget smukke Piazza del Mercato.
I Lucca lægger vi også vejen forbi Giocaómo Puccinis fødehjem, hvor han blev han født i 1858. Det er en god appetitvækker til aftens arrangement. Vores guide har nemlig fundet et sted i Montecatini Terme, få minutters gang fra hotellet, hvor vi kan opleve opera. En perfekt afslutning på dagen.
Montecatini Terme er verdenskendt for sine mange kurbade. Kurbadene har tiltrukket turister fra hele verden og gjort byen til det, den er i dag. Montecatini er en smuk blanding af grønne områder, hvor der på en gang motioneres og slappes og store eksklusive palæer, der vidner om en rigdom i byen. De mange palæer anvendes både til kulturelle formål, private boliger og som hoteller. det hele er meget mondæn uden, at den italienske charme forsvinder. Byen har tiltrukket store stjerner bl.a. italienernes smukke diva Sophia Loren, og du kan hygge dig med at gå og kigge på byens helt egen version af Walk of Fame.
Ca. 300 meter over Montecatini Terme ligger den gamle borgby Montecatini Alto, også kaldet den øvre bydel. Du kan komme op til Montecatini Alto med en bjergbane, den såkaldte Funicular, der åbnede 4. juni 1898 med selskab af Giuseppe Verdi. Det tager ikke mange minutter, så er du højt hævet over Montecatini Terme og har udsigt til de skønne marker med vindruer og cypresser. Ved siden af banen går der en sti, så du kan også vælge at gå op, eller som mange gør, tage bjergbane op og så gå ned. Selve Montecatini Alto er spækket med fred og ro. En kop kaffe hos Caffe Giusti på det lille torv Piazza Giuseppe Giusti – opkaldt efter en kendt italiensk poet, kan anbefales.
Rejsen til og fra Toscana – oplevelser undervejs
En busrejse til Toscana er uden besvær. Der er afhentningssteder over hele Danmark, så uanset hvor du bor, er der ikke langt til bussen. To dage i bussen lyder egentlig af meget, men utroligt som tiden går hurtigt. Vi holder mange pauser undervejs, hvor vi kan strække ben, drikke kaffe, ryge mm. I bussen handler det selvfølgelig også om at underholde sig selv, men medbringer du en god bog, den bærbare computer, head set og lign. er det intet problem. Og i de fleste tilfælde falder du også meget hurtigt i snak med de andre gæster i bussen. Efterhånden som vi nærmere os Italien rejser landskaberne sig – først gennem Alperne, hvor vi gør ophold ved den imponerende 657 m lange og 190 m høje Europa-Brücke. Tænk hvor tidskrævende denne rejse ville have været i gamle dage, så er to dage i bus lige pludseligt ingenting.
På rejsen har vi både "privat" chauffør og guide, hvilket er en umådelig stor hjælp, fordi de sørger for alt i forhold til indkvartering, bespisning og oplevelser. Det gør også, at du kan slappe meget mere af, end når du rejser på egen hånd, hvor du har mere frihed. Toscana svigter aldrig, og du kan komme igen og igen – hver gang vil du opleve noget nyt. Hver eneste gang bliver du imponeret over de kulturelle rigdomme, der gemmer sig i de bløde bakker med cypresser og vinranker. Og når du så sætter dig til bords, så finder du ud af, at kærligheden til mad næsten overgår alt andet.
Toscana er en af de mest populære destinationer i Italien, fordi her finder du så mange kulturskatte - faktisk 60% af alle dem, der findes i hele verden
Befolkningstal: Ca. 3,7 mio.
Areal: Knap 23.000 km²
Sprog: Italiensk
Afstand fra Danmark: Ca. 1.600 til Firenze (fra Padborg).
Mest besøgte steder: Byer som Firenze, Pisa, Siena, Lucca, San Gimignano og Montecatini Alto
Mere information:
Campingpladser i Italien med DCU
Husk du får rabat som medlem.