Epidauros og det antikke Mykene på Peloponnes, Grækenland
Log ind Log ind
Epidauros og det antikke Mykene på Peloponnes

Epidauros og det antikke Mykene på Peloponnes

Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: Tema Rejser

Et af antikkens bedst bevarede græske teatre ligger i Epidauros, hvor lægekunstens gud blev dyrket. Senere besøges det oldgamle Mykene, hvor selveste kong Agamemnon iflg. myterne regerede og blev begravet.

Thomas Sørensen

Thomas Sørensen

Skribent

Tilføj favorit

Det græske teater i Epidauros

Rejselederen har stillet sig midt i den cirkel, der udgør scenen - orchestra - i det gamle græske teater, der er fra omkring 300 f.Kr. Vi andre har spredt os på de 55 tilskuerrækker, der i alt kan rumme 14.000 tilskuere. Nogle er gået helt op på øverste række - andre lidt længere nede. Rejselederen taler med ganske almindelig stemme og beder os lytte. Hun stryger en tændstik – og jo, selv på den bagerste række kan lyden af en tændstik, der tændes, høres.
Vi er på et et af Grækenlands mest perfekte og bedst bevarede græske teatre, hvor akustikken er fænomenal. Og så er udsigten ud over det bagvedliggende bjergrige landskab fra øverste række ikke så ringe endda! Dette enestående teater benyttes fortsat til forskellige forestillinger i sommermånederne, og mærkeligt er det at tænke på, at her blev de antikke dramaer udspillet før vores tidsregnings begyndelse.

Det græske teater i Epidsuros

Det græske teater i Epidsuros

Det arkæologiske museum

Det arkæologiske museum i Epidauros er ikke særligt stort, men koncentreret om helligdommen for lægekunstens gud Asklepios (dansk Æskulap). Som symbol havde han en slange, der snoede sig omkring en stav - en æskulapstav. Udover forskellige skulpturer ses en række af datidens lægeinstrumenter. Gennem 300-årene f.Kr. blomstrede stedet og blev kendt som et berømt kursted, hvor folk fra hele det græske område kom for at få medicinske behandlinger. Epidauros fik mange offergaver og helligdommen blev umådelig rig.

Lægeguden Asklepios

Lægeguden Asklepios

Tempelområdet i Epidauros

Lidt fra museet ligger tempelområdet med stadion, ruiner af forskellige bygninger samt helligdommens mest berømte bygning - det runde tempel Tholos. Her blev afholdt sportskampe hvert fjerde år - akkurat som i Olympia. I år 86 f.Kr. blev området plyndret af den romerske hærfører Sulla og i 426 e.Kr. blev helligdommen nedlagt som følge af kristendommens udbredelse. Arkæologer er løbende i gang med at rekonstruktioner flere af de gamle bygninger.

Ruinområdet ved Epidauros

Ruinområdet ved Epidauros

Myternes Mykene med Agamemnons gravkammer

Det tager en god times tid at køre fra Epidauros til ruinerne ved Mykene - et sagnomspundet sted, hvor grænsen mellem mytologi og faktisk historie udviskes. Den græske digter Homers fortællinger om den trojanske krig danner rammen for historien. Det var i disse omgivelser, at den græske sagnkong Agamemnon samlede folket i krigen mod Troja og hvor han efter hjemkomsten blev myrdet af sin hustru Klytmnestra. Datteren Elektra tog senere hævn og fik sin bror Orestes til at myrde både sin stedfar (den ny konge) og sin mor. Udødeliggjort i Richard Strauss opera Elektra.
Fakta er, at Mykene, der ligger på en lille høj mellem to større bjerge, har været beboet siden 3.000-2.500 f.Kr. Byen har været svær at indtage, da der kun var en indgang fra vest og var omgivet af en ni meter høj bymur bestående af tonstunge sten, der via sandramper er blevet slæbt på plads mellem 1600-1100 år før vor tidsregning.

Lidt uden for bymuren ses en udgravning, der med stor sandsynlighed skulle være konge Agamemnons Grav. Det er en mærkværdig, bikubeformet gravplads fra mellem 1.510-1.220 f.Kr. Det er dog tvivlsomt om Agamemnon har ligget her. Derimod er det sikkert, at arkæologen Schliemann, der udgravede området i 1874, fandt en smuk dødsmaske i rent guld og telegraferede følgende hjem: "Jeg har set Agamemnons ansigt."

Indgang til kong Agamemnons gravkammer

Indgang til kong Agamemnons gravkammer

Det antikke Mykene

Langs de tonstunge sten i bymuren kommer man til Løveporten - indgangen til det antikke Mykene, hvorefter man kan gå rundt mellem byens mange ruiner. Fra toppen af byen ved Akropolis er der udsigt til alle sider og ser man godt efter på profilen af bjerget overfor, kan man se, at Agamemnon endnu er her! I ruinbyens nordlige ende ses endnu en indgangsportal - også konstrueret med kæmpestore sten - men denne indgang er spærret. Belejrende fjender troede, at de kunne få byen til at overgive sig, når denne løb tør for vand, men indbyggerne i Mykene havde med ingeniørmæssig snilde fået ledt vand via terrakottarør fra en kilde 500 meter oppe fra bjerget under jorden og frem til en underjordisk cisterne. Det er muligt at gå ned ad de mange trappetrin til cisternens nu vandtomme men fugtige bund, men her er bælgmørkt, så husk lommelygte eller lys fra mobiltelefonen.

Løveporten - indgangen til Mykene

Løveporten - indgangen til Mykene

Det arkæologiske museum

Inde på området ligger en fint museum med forskellige ting fra den mykenske kultur - bemalede krukker, moderjord figurer, forskellige guldsmykker etc. Mest interessant er måske Agamemnons dødsmaske i guld. Den udstillede maske er dog en kopi, idet den originale maske kan ses på det arkæologiske museum i Athen.

Figurer på museet

Figurer på museet

Afslutning på rundrejsen til det klassiske Grækenland

Efter besøget køres atter mod Athen og Korinthkanalen passeres. Kanalen er en 6,5 km. lang gravet kløft med næsten lodrette sider, der efter 11 års arbejde blev åbnet i 1893 og dermed har forkortet søvejen mellem Adriaterhavet og Ægæerhavet med 370 km.

Det har været en både lærerig og interessant rejse til de klassiske og antikke UNESCO-beskyttede seværdigheder i denne del af Grækenland, og nu vender vi tilbage til Athen, hvor vi næste formiddag flyver tilbage mod Danmark.

Korinthkanalen

Korinthkanalen

Fakta om Grækenland

Hovedstaden i Grækenland er Athen. 

Befolkningstal: Ca. 10,8 mio.

Areal: Ca. 131.940 km²

Afstand fra Danmark: Ca. 2.140 km til Athen

Mest besøgte attraktion: Athen med bl.a. Akropolis, men også det græske ø-hav er velbesøgt

Mere information:

Rejsebureau: Tema Rejser

Turistinformation: Grækenland