Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: Tema Rejser
Thomas Sørensen
Skribent
For foden af Mistras ses en statue af Konstantin XI Palaiologos (1404-1453), der var den sidste byzantinske kejser - kronet i 1449 - inden tyrkerne erobrede området i 1460. Mistras blev opført i 1200-årene og blev bygget op ad bjergskråningen, således at byen var let at forsvare mod eventuelle angreb. Her var både beboelse, kirker og klostre og øverst blev der i 1249 opført en korsridderborg - Kastro - hvorfra den byzantinske statsholder regerede.
Mistras var mødested for øst-vestlig kultur - et handelsmæssigt og politisk center - og storhedstiden kulminerede i 1300-1400-årene med op mod 30.000 indbyggere, indtil Det Osmanniske Rige indlemmede også denne del af det østlige Europa og indførte en anden kultur. Kirker blev lukket og ødelagt, ansigter på vægmalerier og fresker fik øjnene fjernet og det hele blev overmalet med hvid maling, så ingen kunne se de kristne helgener, Jomfru Maria og Kristus. Byen blev forladt - de sidste flyttede fra byen så sent som i 1832 - og forfaldt, så det vi ser i dag nærmest er en spøgelsesby i ruiner - dog med få undtagelser, for her er fortsat et palads, nogle få kirker samt et nonnekloster, som det er værd at besøge.
Mistras er anlagt op ad en bjergskråning
Fra indgangen ser det nærmest umuligt ud at bevæge sig op gennem ruinerne, men her er fortsat stenbelagte trapper og stier man kan komme op ad mellem de mange faldefærdige bygninger. Engang stod beboelseshusene så tæt, at stengaden var overdækket. Hvad der var gulv i et hus, var tag i huset nedenunder. Landbrug dyrkede man for foden af bjerget.
I Mistras, der kom på UNESCO's verdensarvsliste i 1989, besøges et af de velbevarede klostre - Pantanassa-klostret fra 1430 - og giver man sig god tid, kan de fleste normalt gående klare turen herop. Et par gode sko med stiv sål og evt. en vandrestav til at støtte sig ved, er ikke nogen dårlig idé at have med sig.
Ruiner ved indgangen til Mistras
Pantanassa klostret, der er fra 1430, er det eneste kloster i Mistras, der fortsat er beboet - p.t af syv ældre nonner. Fra klostergården når man frem til kirken oven over, der ligger smukt helt ud til bjergkanten med klokketårn og buegang. Det er dog den indvendige udsmykning som gør denne kirke til noget ekstraordinært. Efter tyrkernes fald i 1821 kunne man renovere klosterkirken ved at fjerne den påførte hvide maling og atter få freskerne at se. I den ortodokse kirke ses en flot ikonostas med Jomfru Maria på den ene side og Kristus på den anden side af åbningen i ikonvæggen, der adskiller det bagved stående alter, hvortil der kun er adgang for præster (mænd).
Ikoner og freskoer ses overalt indvendigt i kirken - på vægge, under buer og hvælvinger samt i loftet. Et imponerende arbejde.
Pantanassa klostret ligger lidt oppe på bjergstden
Den højtliggende borg Kastro virker som en magnet, men der er 280 højdemeter at gå opad på stenede stier og trapper, så det er kun for de godt gående. Men turen derop kan anbefales - også fordi udsigten deroppefra er ganske fantastisk. På vejen op passeres Despotpaladset, hvis ældste dele fra ca. 1250, mens det meste er opført i 1400-tallet. Et stykke længere oppe støder vi på endnu en kirke Skt. Nikolaos - også med fresker. Overalt står de vilde blomster i flor og lyser op og efterhånden når vi op til indgangsporten til den gamle korsridderborg. Her er det muligt at gå gennem borgens forskellige niveauer og komme op på brystværnet og nyde synet ned over Mistras og ud over landskabet.
Stentrapper gennem portåbning på vejen op gennem Mistras
På vej ned ad bjerget vælger vi en anden vej og kommer vi forbi klostret Metropolis eller Agios Demetrios, der er fra 1350. Det var i dette smukke kloster, at den sidste byzantinske kejser Konstantin XI Palaiologos blev kronet i 1449. Har man ikke fysik til at spadsere helt op til borgen, kan det anbefales at bruge lidt kræfter på at besøge Metropolis klostret, der har flere buegange, klostergård og klokketårn - og ikke ligger så langt fra indgangen til Mistras.
Mod klostret Metropolis
Efter frokost under 400-årige gamle platantræer har vi en flot nedkørsel fra det centrale højland på Peloponnes og kommer ud til Argolisbugten, hvor den betagende lille badeby Tolo ligger helt ud til havet. Efter indkvarteringen på Hotel Tolon Holidays er der tid til at spadsere en tur langs stranden, se havnen og hovedgaden.
Eftermiddag i Tolo
I morgen fortsættes rundrejsen i det klassiske Grækenland med et besøg ved Epidauros - med det enestående store teater - og senere ser vi det ældgamle Mykene.
Hovedstaden i Grækenland er Athen.
Befolkningstal: Ca. 10,8 mio.
Areal: Ca. 131.940 km²
Afstand fra Danmark: Ca. 2.140 km til Athen
Mest besøgte attraktion: Athen med bl.a. Akropolis, men også det græske ø-hav er velbesøgt
Mere information: