Johnni Balslev
På den anden side af hovedgaden kommer vi ned til stranden. Det er ikke en hvid dansk sandstrand, men den virker helt utroligt hyggelig med frodige haver ned til strandkanten iblandet nogle taverner. Ude over vandet krydser sejlbåde rundt mellem små grønne øer. Alt ånder fred og idyl.
Længere inde i bugten ligger lystsejlerne for anker om natten, og hele tre charterselskaber har flotte flåder af nye sejlbåde. Herinde findes også et par skibsværfter.
Et af skibsværfterne er beliggende i Steno lidt syd for Nidri. Midt blandt tjære, tajler, skure og skibe finder jeg Fritz fra Østrig. Han skulle egentlig kun sejle en båd fra Plymouth i England og herned for 12 år siden, men blev hængende.
Han fortæller lidt om de arkæologiske udgravninger i Steno.
Den tyske arkæolog Wilhelm Dörpfeld slog sig nemlig også ned i Steno. Dörpfeld havde tidligere foretaget udgravninger i Troya sammen med Schliemann i 1888-90. Dörpfeld mente iøvrigt, at Schliemann havde ødelagt dele af udgravningerne i Troya ved sin usystematiske metode.
Senere vendte han næsen mod Lefkas for at bevise, at de homeriske konger lå begravet i Steno.
Wilhelm Dörpfeld fik mange ting til at passe med Homers beskrivelser af Odysseus’ ø. Men mere nøjagtige dateringsmetoder viste senere, at Dörpfelds udgravninger var meget ældre end Odysseus. De daterede sig til omkring 2500 f.Kr., hvor slaget om Troya fandt sted ca 1300 år senere.
I dag er det anerkendt, at Odysseus mere sandsynligt havde sit hjem på den nærliggende ø Ithaka. I Steno fandt man også en stor samling guld- og sølvsmykker, som nu udstilles i Athen.
Dörpfeld døde på Lefkas i 1940, 86 år gammel, og ligger begravet ud til bugten i et smukt område på en halvø overfor Nidri.
Rundture på Lefkas afslører de smukkeste bugter med caribiske strande eller læ for lystsejlere.
Den populære Poros Beach ligger beskyttet mellem stejle pinjeskove. Sivota er den næste bugt. Her er der ingen særlig god strand, men til gengæld et hyggeligt sejlermiljø med nogle af øens bedste restauranter. Helt mod syd støder man ind i den lidt større fiskerby Vasiliki. Med sine friske vinde er stranden ideel for vindsurfere, og udvalget af fiskerestauranter er stort.
På vestkysten er Aghios Nikitas det nye turistmål for danske charterturister. Byen er særdeles charmerende. Der er, hvad der skal være af hyggelige taverner og en fremragende udsigt ud over den lille bystrand. Men Nikitas er uden de store aktivitetsmuligheder. Inden for kort afstand er der dog flere store strande med en frisk brise i højsæsonen.
Landsbyen Karia ligger i bjergene øst for Nikitas. Det er den næststørste by på Lefkas. Turister og lokale mødes på det centrale torv under skyggefulde platantræer omgivet af et passende antal taverner. Uden for strækker sig en stor, frodig højslette i 400 meters højde. De knap 1000 indbyggere har fine busforbindelser til hovedbyen Lefkada.
Selve Lefkada er både en travl og hyggelig by. Det falder mest i øjnene, at de lidt ældre huse er bygget i bølgeblik eller andre lette materialer.
Selv kirkens klokketårn er bygget i stål. Det skyldes, at De Ioniske Øer blev ramt af et voldsomt jordskælv i 1948. Da man ikke kunne bygge husene jordskælvssikre som i dag, byggede man dem i stedet i lette konstruktioner.
Vi tager turen mellem Nidri og Lefakada et par gange. Det tager knap en halv time på scooter.
Langs hovedvejen er der flere mindre turiststeder med små strande og havne. Men Nidri er i dag øens største turistmål. Det var også her turismen startede.
I 1962 købte industri- og skibsmilliardæren Aristotle Onasis den lille ø Scorpios ud for den undselige, men smukt beliggende by Nidri. Onasis hentede mange medarbejdere i Nidri, og da han skulle have vand og elektricitet ud til sin ø, fik Nidri også del i goderne.
Turiststrømmen startede for alvor, da Onasis giftede sig med den amerikanske præsident-enke Jackie Kennedy den 20. oktober 1968. En hær af pressefolk strømmede til. De blev byens første turister.
På sit højdepunkt var der omkring 600 ansatte på Scorpios. I dag er der kun 2 fastansatte til at holde det værste forfald på afstand.
Onasis søn Alexander omkom i en flyulykke i 1973 og datteren Christina døde alt for tidligt af vægttab og medicinmisbrug i 1988. De to søskende ligger begge begravet på øen ved siden af deres far. Han var død i en alder af 69 i 1975. Sejler man forbi, kan man lige ane gravstederne. På havnekajen står to motorbåde, der tilhørte Alexander og Christina.
Den eneste arving til Onasis er Athina Roussel de Miranda. Hun arver den ene halvdel af formuen efter sin mor. Den anden efter Alexander er placeret i Onasis Fonden i Athen.
Athina er datter af Christina Onasis og Thierry Roussel. Deres ægteskab var så kompliceret, at Thierry Roussel fik to børn med den tidligere svenske model Marianne "Gaby" Landhage, mens han var gift med Christina Onasis. Han var Christina Onasis’ 4. mand.
Athina er vokset op hos Thierry Roussel og Gaby Landhage i deres hjem i Schweiz. Som 13-årig tog hun afstand til alt græsk. Siden har hun fået et mere positivt forhold til det Grækenland, der har påført hende både stor sorg og samtidig en formue, der gør hende til mangemilliardær.
Hun bor normalt med sin brasilianske mand Alvaro Alfonso de Miranda Neto (kaldet Doda) i Sao Paulo.
I øjeblikket træner de imidlertid begge i Belgien på deres ejendom Fleurus for at kvalificere sig til Olympiaden i Beijing. Athena siges at have givet 2,5 mio dollars for hesten Picolien, som hendes mand træner på. Doda er flere gange olympisk bronzevinder for hold i showjumping. Athina er selv en fremragende springrytter, og har et håb om at komme på det græske olympiske hold.
Om Athina har tænkt sig at sælge øen Scorpios, er der flere rygter end kendsgerninger omkring. Foreløbig må man konstatere, at familien Onasis’ har leveret stof nok til at slå både Dollars og Dallas.
Hovedgaden i Vlicho er en helt overset attraktion. De fleste kører uden om byen langs vandet og ser på den brogede samling af jordomsejlere, husbåde og flotte sejlskibe for anker i bugten ud for byen.
Stil i stedet bilen i starten af hovedgaden og gå ned gennem den stille gade med bourganvilla, nerie, sortklædte kvinder, fiskeren der meder garn, et par legende unger og fire lokale taverner, hvor morlil stadig serverer lidt mundgodt til ouzoen. Man kan godt gå eller cykle de få kilometer fra Nidri og herud.
Dimosari-kløften ligger kun fire km fra Nidri. Vejen fører gennem landsbyen Rachi og slutter ad en dejlig sti ved Ronies vandfald. Det allersidste stykke vej kræver en rimelig fysik og godt fodtøj. Men så kan man også få sig en kølende dukkert i de små søer for foden af vandfaldet.
Agios Ilias på toppen af bjergene er en søvnig lille by, hvorfra man kan fortsætte op over bjergene og ned mod kysten på den anden side. Men kortets fine vej eksisterer ikke.
Vi gjorde turen på scooter, men en lille firhjulstrækker er det bedste transportmiddel. Belønningen er en "bjergtagende" udsigt ned over øhavet omkring Onassis ø Scorpios over mod det græske fastland.
Følg den første grusvej til højre efter en stejl opstigning bag byen. Under alle omstændigheder fører turen fra Vassiliki til Ilias op gennem en frodig dal med små landsbyer, fåreflokke på vejen og afvekslende kig over skov og hav.
Landsbyerne er et kapitel for sig. En stor del af dem ligger i en ring om den frodige højslette ved byen Karia, andre charmerende byer ligger i læ bag bjergene på vestkysten, til dem kommer mange bade- og bjergbyer. Man vælger selv. Køb derfor også et kort, hvis turen går ud på øen.
Selvom Lefkas er forbundet til fastlandet med en fin svingbar pontonbro, er der gode muligheder for udflugter blandt mange smukke øer i området.
På havnen i Nidri ligger en kopi af en gammel græsk galaj. Indehaveren prøver ihærdigt at overbevise os om, at Lefkas i virkeligheden er Odysseus’ ø.
En tur med hans båd er sikkert en skæg oplevelse, men hans myter er lige en tand for meget for os. Ved siden af sidder en sympatisk engelsk kvinde og fortæller om dagturen på deres flotte træskib Christina. Flere gæster taler godt om den tur.
Vi vælger dog "the full Monty" med en af de store udflugtsbåde, der besøger hele syv øer på samme dag.
"Nidri Star" sejler ned til klippen Dukato, hvorfra poeten Sappho kastede sig i havet på grund af ulykkelig kærlighed til en mand. Hun kom ellers fra Lesbos, hvor hun blev berømt som lesbisk poet.
Vi lægger ind til en kort dukkert ved den meget smukke Katsiki strand. Vi skifter ø. Fiskardo er Kefalonias svar på italienske Portofino. Her bliver kameraets hukommelseskort overophedet. Siden holder vi frokost på Itthaka med stop i kedelige Frikes. Undgå Frikes, spørg evt. om de holder frokost et andet sted, gerne i Fiskardo.
Det gode skib "Ikaros" har en lidt anden rute. Øerne Meganassi, Madouri og Scorpios følger efter. Der er mulighed for en dukkert lige ud for gravstederne på Onassis’ ø.
Lefkas er beriget med mange skønne strande. De mest børnevenlige ligger i læ langs østsiden, hvor også turismen er koncentreret.
De er jævnt skrånende og oftest typisk græske med grus og småsten (badesko er altid en god idé). På den vestvendte kyst ligger store "caribiske" strande med en svalende brise i højsæsonen.
De ligger som perler på en snor fra Potsies i nord over Nikitas, Katsimas, til Agremis og Katsiki længst mod syd. Til dem kommer windsurfingstranden ved Vasiliki og den beskyttede strand ved Poros syd for Nidri.
Lefkas dækker et areal på 300 km2. Øen har ca 25.000 indbyggere, hvoraf de ca 10.000 bor i Leucas (Lefkada by).
Lefkas er beliggende midt i De Ioniske Øer, syd for Korfu og nord for Kefalonia og Zakynthos. Der er fast forbindelse via en pontonbro til fastlandet syd for lufthavnen og byen Preveza. Da Lefkas er landfast, er der ikke mange færgeforbindelser til de øvrige øer.
Hovedstaden i Grækenland er Athen.
Befolkningstal: Ca. 10,8 mio.
Areal: Ca. 131.940 km²
Afstand fra Danmark: Ca. 2.140 km til Athen
Mest besøgte attraktion: Athen med bl.a. Akropolis, men også det græske ø-hav er velbesøgt
Mere information: