Udsigt til bjergtinder på Mont Blanc

Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: Vagabond Tours

I går havde vi ventet lokalt uvejr og selv om det var trykkende lummert, kom vi tørskoet frem. Til gengæld følte jeg, at nogen på et tidspunkt i nat tændte deres pandelampe, men det var lyn og glimtende blev bekræftet af torden og buldrende regn.

Gennem Forret-dalen

Kan vi virkelig være så heldige, at have fuld sol om dagen i otte dage og kun regn om natten? Det viser sig, at ønsket holder stik.
Da vi starter dagens vandring, er solen ved at brænde resterne af nattens regnskyer af og vi går ad landevejen ned til byen Champex, der ligger for enden af Val Forret, som vi skal vandre gennem i dag. Byen ligger smukt ned til søen Lac de Champex, og mens der handles - bl.a. nye vandrestøvler - er der lejlighed til at se lidt nærmere på byen. Det er nu ikke på grund af den dårlige hæl, at der skal købes nye vandrestøvler. Nej, vandrestøvlerne er pist væk - forsvundet i løbet af natten! Hvem har dog brug for to par støvler? Støvlerne har været efterlyst, men væk er de. Så er der jo ikke andet at gøre, end at investere i et par nye - og håbe at de ikke gnaver lige så meget som de gamle! Det viser sig senere, at folkene, der transporterer vores bagage fra sted til sted, fejlagtigt har fået støvlerne med til et andet hotel og efter et par dage dukker de op igen. Sikke en luksus at have to sæt vandrestøvler at skifte med!

Ældgamle landsbyer

Fra Champex går det først op gennem skov forbi store stenskred og klippehuler og senere ned på landevejen gennem de idylliske små landsbyer Issert, les Arlaches og Praz de Fort - landsbyer med klassiske træbygninger nogle helt tilbage fra 1700-tallet. Her er gaderne så smalle, at to biler ikke kan passere hinanden, og husene står så tæt, at en ildebrand ville være en katastrofe.
Tidligere gik vandreruten langs Ferret-floden, men et stenskred rev stien med sig for et par år siden, så det nu er umuligt at vandre der. Derudover er der længere inde i dalen bygget en dæmning, hvorfra der uden varsel lukkes vand ud i floden, hvilket kan bevirke en flodbølge, det ikke er sjovt at blive ramt af! Derfor ligger vandreruten nu højt oppe over stenskredet og floden, og det skal vi op over. Efter passagen går det atter nedad mod floden og vi finder et passende - sikkert - sted at indtage dagens picnic.
Resten af dagens vandretur er let gået. Vi kommer forbi brusende vandfald og ved det blanke bjerg l’Amône kan vi iagttage bjergbestigere på vej op. Ikke længe efter er vi fri af dalen og kan se "kæmpen" Mont Dolent, 3.823 moh. rejse sig i sin mægtige vælde. Bjerget ligger netop på grænsen, hvor Schweiz, Frankrig og Italien mødes.

Hotel les Glaciers

Så er vi fremme i byen La Fouly og indlogeres på Hotel les Glaciers - og man forstår navnet. Fra hotellet er der en imponerende udsigt til Glacier de l’A Neuve. Sammen med andre af hotellets gæster nyder vi en forfriskning under parasollerne på hotellets store terrasse og suger indtrykkene til os, inden vi efter aftens buffet indretter os i hotellets kælder på en 18 personers sovesal.

Over Grand col Ferret

Morgenmaden er - ligesom aftensmaden i går - rigtig god, for her er både frisk brød, ost, skinke marmelade, yoghurt. Ikke nogen typisk "fransk" morgenmad, der normalt består af halvtørt brød, smør og marmelade, kaffe eller te og slet ikke er nok til danske vandrere, som har brug for energi! Så mætte og med fyldte vomme kan vi begive os ud på hele turens måske allersmukkeste delstrækning - turen over Grand col Ferret. 
Først "skal man så grueligt meget igennem" og det går stejlt op på bjergskråningen over Val Ferret, men igen er belønningen en imponerende udsigt tilbage til dalen vi kom fra. Ikke en sky har vi på himmelen og temperaturen er mere end 30 grader i dalen - lidt køligere oppe på bjerget. Da vi runder bjergskråningen ved la Dotse flader stigningen ud og ruten fortsætter jævnt op gennem den alpine have. Her er en vidunderlig farverig flora, som vi kun finder her i højderne. Sommerfugle og insekter svirrer omkring i blomsterhavet. Ved La Peule, 2.071 moh. stopper vi for en kop formiddagskaffe, inden vi fortsætter jævnt op mod Grand col Ferret.

På grænsen til Italien

Foran os kan vi se toppen af et snedækket bjerg, der lige akkurat stikker sin top op over passet, hvilket animerer os endnu mere for at komme derop. Efterhånden som vi kommer længere og længere op, bliver bjergene bag passet større og større, vildere og vildere. Så er vi oppe i passet 2.537moh. på grænsen til Italien. Mod nord har vi Glacier de Pré de Bar, hvis gletsjertunge snor sig ned mellem sidemorænerne og ender langt nede i den italienske del af Val Ferret. Mod syd kan vi se langt ud i Ferret–dalen, der i Italien fortsætter i Val Veny. Vi kan i det klare vejr sågar se helt til Glacier du Miage, hvor vi skal vandre i morgen. En frisk vind blæser i ansigtet på os, så vi går blot nogle få meter ned på læsiden for at spise vores picnic - og slå mave. Der er lejlighed til at få luftet fødderne og strækket ud. En lille lur bliver det også til på den times tid, vi holder hvil.

Stejlt ned gennem bjergskråningens blomster

Vi møder en fåreflok på vejen op mod passet og en af fårehundene - den er nok så stor - kommer frem til os for at iagttage situationen. Det er ikke kæledyr og vi lader den være. Disse fårehunde vokser op sammen med fårene, som den betragter som sine unger og vil forsvare mod alt. Hunden er dog ganske fredelig og lunter afsted igen og vi kan blunde videre i det bløde græs.
- Der er ikke ret langt ned til refugiet - i kilometre, kommer det fra guiden, der allerede har hængt sin rygsæk på skulderen: - men det er stejlt, så tag den med ro. I kan ikke tage fejl af stedet, for ruten går lige ind til bjerghytten. De første forsvinder ned ad skråningen og vi følger efter lidt senere. Også på denne sydvendte bjergskråning er vi på vandring i den alpine have. 
Overalt er her blomster, røde, gule, blå, grønne. Engblomme, azalia, ensian, marguerit og andre krysantemum samt utallige mange flere.

Refugio Elena

Vi når ned til Refugio Elena, 2.062 moh, for foden af Glacier de Pré de Bar, hvorfra en smeltevandsflod bruser videre ned i Ferret-dalen. Men stedet ser øde ud! Her er ingen stole eller borde på den ellers fantastisk flot beliggende terrasse. Gad vide hvorfor? Vi søger i stedet op på en lille bakke, hvorfra vi også kan betragte både gletscher og dalen under os, mens vi nyder en forfriskning og får udlignet dagens væsketab! Sovesalen, der vel kan rumme omkring 50 personer, er fint indrettet i mindre afsnit adskilt af garderobeskabe og køjerne, ligesom badeforholdene er i top. Det bliver alligevel en noget "klam" nat, da de øvrige vandrehold (læs franskmænd) vi sover sammen med bestyrer vinduerne, der desværre forbliver hermetisk tillukkede gennem hele natten. Franskmænd hader vist frisk natteluft!

I morgen kommer vi gennem flere blomster og is på Mont Balnc.