Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: Frankrigs Turistråd
Thomas Sørensen
Skribent
Vi bor lidt uden for landsbyen Forcalquier i Haute-Provence på La Bastide Saint George, hvor en række bungalower placeret trinvist ned ad en lille bakke danner rammen om stedets svømmepøl. Fra hotellets terrasse er der udsigt til det kuperede landskab og bevæger man sig få meter hen ad vejen findes en lille lund, hvor fuglene synger ved daggry, og til den anden side vejende marker hvorfra Forcalquers citadel kan ses ca. to km væk. Den store morgenmadsbuffet kan med fordel nydes på den solbeskinnede terrasse før feriens aktiviteter.
Før jeg "kaster" mig over markedet, spadserer jeg en tur op ad de brostensbelagte middelaldergader, der snor sig til toppen af citadellet, hvor et lille kapel Notre-Dame de Provence er placeret. Udsigten over det lavtliggende landskab er turen værd.
Tilbage i byen er det ugentlige mandagsmarked i fuld gang. Siden middelalderen har markedet holdt sit farverige indtog i byens centrum omkring den gamle middelalderkirke Notre-Dame de Bourguet. Her er omkring 400 stader med lokalt producerede lækkerier fra pølser over brød og kager til ost, og fra sæbe og anden kosmetik til keramik. Men her er også boder med tøj, fisk, krydderier, oliven, honning, blomster og diverse andre sager. Jeg tror, at alle hverdagsting kan anskaffes på dette marked, der er under kommunalt opsyn, så man sikre sig, at kvalitet og lokal oprindelse stemmer overens med vedtægterne. Markedet er da også kendt viden om og op mod 15.000 personer besøger markedet. Her er der rig mulighed for smage på Provence.
Gennem det 12. og 13. århundrede slog omrejsende handelsmænd sig ned i Forcalquier som bl.a. købmænd, kemikere og apotekere. Op gennem 1800-tallet oprettede nogle af disse firmaer destillerier og specialiserede sig i fremstilling af likører og aperitiffer. "Distilleries et Domains de Provence" har fortsat denne tradition og videreudviklet den autentiske smag gennem know-how og producerer i dag forskellige likører af aromatiske planter. Kendt er især Pastis som er fremstillet på 50 forskellige planter, men også absint og andre likører kan vi smage - både uden og med vand. Forretningen sælger mange andre likører og vine m.v.
Vil man dufte til yndige roser, jasminer og andre prydplanter, eller lære duften af forskellige krydderurter at kende, er haverne ved klosteret Salagon sagen. Her kan man se, hvorledes forskellige haver kan indrettes. Her findes flere forskellige haver bl.a. en middelalderhave, en have med lokale planter og en med velduftende blomster. Og fra alle haverne placeret rundt om klosteret kan man se dets gamle mure samt den enkle basilika fra 1118 med gotiske buer under sidekapellets hvælvinger, hvor der også kan ses fresker fra 1400-tallet.
Vi nærmer os atter en af disse traditionelt opbyggede landsbyer bygget under – og omkring et fæstningsanlæg på toppen af et lille bjerg. Vi passerer landsbyens stenhuse, da vi kører op gennem de smalle gader til borgen. Herfra er der et smukt udsyn over landskabet. På borgens gård findes et næsten rundt tårn, hvori der er et lille museum. Tårnets indervægge er prydet med halve søjler med fine kapitæler, hvorover der er udskåret ansigter i den bløde limsten. I en af bygningerne holder det aromatiske laboratorium til. Her kan man komme på kursus (foregår på fransk) og lære om dufte og få mulighed for at sammensætte sin egen parfume eller massageolie. Man kan så undre sig over, hvorfor man har lagt et kosmetik-laboratorium her langt ude på landet? Men svaret er soleklart, for lige omkring os har vi alle lavendelmarkerne - og lavendel er jo en af grundbestanddelene i olieproduktionen der giver de duftende essenser.
Spadser en tur gennem middelalderbyens smalle gader og indsnus duften af blomster som hænger ud fra stenhusene mure og mærk roen.
I landsbyen Banon ligger en af områdets mest velassorterede boghandlere "Librairie les Bleuets" og blandt byens mange spisesteder har vi valgt at besøge Restaurant Les vins au Vert, som er både vinhandel, charcuteri og restaurant. Her spiser vi en let frokost bestående af en kold pastaret i glas, kanin og kastanjepostej, lufttørret skinke, og oliven-tapenade på brød samt tre forskellige slags Banon-oste, der alt sammen pirrer smagsløgene. Enkelt og lækkert - en smag af Provence.
Gå en tur med ud på landet og mød gederne, der er grundlaget for de berømte gedeoste fra Banon. Her tager osteproducent Joel Corbons fra La Pourcine os med ud i mark og skov og fortæller om afgrøder og kalder gederne til os. Og de adlyder ham! På den anden side af en lille bæk, får vi lejlighed til at komme helt tæt på de tillidsfulde dyr og kan mærke at de er vant til at mennesker besøger dem. Gederne følger os tilbage i den tro at de snart skal ind og malkes. Enkelte af gederne har da også yveret spændt. Ostevallen - overskuddet fra osteproduktionen - går ikke til spilde, for et par friluftssvin i nærheden af gården nyder godt af den nærende væske.
Efter turen i det fri fortælles der mere om de forskellige oste og produktionsmetoder og der gives smagsprøver på de helt unge, daggamle oste, den populære otte dagsost samt den skarpe seks ugers ost. Naturligvis akkompagneret med en lokal hvidvin, der får det hele til at pirrer ganen.
I den større by Manosque ligger kosmetikfabrikken l’Occitane med produktionsfabrik, et pænt museum samt et større udsalg, hvor kreditkortet let bliver glødende!
L’Occitane blev grundlagt i 1976 af Oliver Baussan, som havde en vision om at skabe de bedste sæber, hudcreme og andre kosmetiske produkter fra Provence. Man må sige at det et lykkedes med forretninger i flere lande og med i alt mere end 6.000 ansatte. Museet - der dufter af lavendel - fortæller historien om firmaets start og udvikling. Et stort udvalg af de planter som indgår i produktionen kan man her lære mere om.
På samme vej som vores hotel ligger Restaurant Teresses de la Bastide, med en smilende og hurtig betjening.
Inde i byen Forcalquier på vejen op mod citadellet ligger Restaurant 9, der har navn efter gadenummeret i Avenue Jean Giono. Restauranten ligger lidt højt og er man heldig, kan man få et bord med udsigt ud over landskabet. Overalt i de små franske landsbyer støder man på skiltet "Bistrot de Pays". Ideen om at skabe et fælles koncept, hvor man fastholder den lokale landlige madkultur, blev skabt i 1992 i Haute-Provence og omfatter nu omkring 200 små restauranter overalt i Frankrig. Prøv de traditionelle, lokale retter og spis hvor også hverdagens franskmænd spiser. Jo, sanserne pirres i Provence.
Hovedstaden i Frankrig er Paris.
Befolkningstal: Ca. 67 mio.
Areal: 643.801 km²
Afstand fra Danmark: Ca. 1.229 km til Paris, ca. 1.472 km til Marseille
Mest besøgte attraktion: Paris og andre storbyer, små landsbyer på landet, bjerge at vandre og cykle i, maden og vinen - og ikke mindst historiske slotte og mange fine strande. Og så har Frankrig rigtigt gode skiområder i De Franske Alper.
Mere information: