10 steder du skal opleve i Paris
Log ind Log ind
10 steder du skal opleve i Paris

10 steder du skal opleve i Paris

Paris er en by du aldrig bliver færdig med, men omvendt kan du på få dage opleve alle de mest berømte steder.

Anne-Vibeke Isaksen

Anne-Vibeke Isaksen

Vært og rejsejournalist

Tilføj favorit

Se det fulde Tv-program (classic): Anne-Vibeke Rejser – Paris (2014)

Dette er KLUB-indhold

Gå til programmet

1. Eiffeltårn i centrum

Når du står ved Notre Dame, Hotel de Ville (rådhuset) og Louvre, kan du ikke se Eiffeltårnet. Det siger bare lidt om størrelsen på Paris. Livet omkring det imponerende Eiffeltårn, der blev bygget i 1889 i forbindelse med Verdens udstillingen, er noget for sig. Det 324 meter høje tårn, skulle have været pillet ned igen efter udstillingen, men det skete aldrig. Det er til gengæld malet over 18 gange og hertil kræves over 60 tons maling. Der er mange rigtig mange turister og lange køer for at komme op, men det er hele umagen værd.

Enestående udsigt fra Eiffeltårnet

Selvfølgelig er udsigten enestående, men i virkeligheden hjælper turen op i Eiffeltårnet også til at skabe overblik over byen. Når først du har billedet af byen oppefra med Seinen i midten, så bliver det efterfølgende lettere at finde rundt. Besøg Eiffeltårnet så tidligt på dagen som muligt.

2. Den smukke 50 meter høje triumfbue

Den smukke 50 meter høje triumfbue stod færdig i 1836. Opført af Napoleon, der ønskede soldaterne skulle have en fornem velkomst til hovedstaden efter sejren i Austerlitz. Tyskerne marcherede gennem triumfbuen efter besættelsen af Frankrig under 2. Verdenskrig og det må tydeligvis have været en ubeskrivelig provokation. Derfor gjorde præsident Charles de Gaule det samme efter befrielsen i 1944. Midt under buen brænder en flamme for den såkaldte ukendte soldat – til minde om de faldne under 1. Verdenskrig.

3. Shopping på Champs Elysees

Shopping er et sandt eldorado i Paris og på Champs Elysees finder du alle de kendte og meget dyre mærker som Gucci, Kenzo, Gaultier mm. Men det herlige i Paris er, at alt findes uanset, hvor kreativt du gerne vil gå klædt. I gaderne omkring Les Halles og på Montmartre finder du spændende og kreative butikker.

4. La Defence og La Grande Arc

Hop på Metroen i 20 min. og gå op til det nye finansielle centrum i Paris. Det er endnu et eksempel på, at Paris har mange forskellige bydele. Her blandt skyskrabere og glasfacader, er det nærmest som at være et helt andet sted på kloden. Den nye Triumfbuen La Grande Arc af den danske arkitekt Johann Otto Von Spreckelsen troner øverst på La Defence og derfra kan man se i lige linje til den gamle Triumfbue, Champs Elysees og Louvre. Det er en strækning på over 10 km.

5. Notre Dame

Den utrolig smukke gotiske kirke Notre Dame lod sig bygge over 200 år og stod færdig i 1345. Kirken er både en fryd for øjet inde som ude og på pladsen foran Notre Dame sker der altid ting og sager. Kirken blev også verdenskendt i forbindelse med Victor Hugos roman Klokkeren fra Notre Dame, som kan anbefales at læse, mens du er i byen – altså hvis du får tid. (Siden den katastrofale brand 15.4.2019 har Notre Dame desværre været lukket for besøgende.)

6. Louvre – og alle de andre

Louvre er meget mere end museet med Mona Lisa. Faktisk er det så stort, at hvis du kigger seks sekunder på hver ting/maleri på museet, tager det over to uger at se det hele. Og husk på der er over 250 museer i Paris, så det er endnu et bevis på, at Paris er en by du aldrig bliver færdig med. Centre Georges Pompidou er også populært og meget specielt. Det huser moderne kunst og er opkaldt efter den franske præsident George Pompidou (1969-74).

7. Skønne Montmartre og Place du Tertre

Paris har siden 1860 været opdelt i 20 arrondissementer, der alle er nummereret i et spiralmønster fra centrum og udefter. Montmartre ligger i det 18. arrondissement på den højre side af Seinen og er kendt for at være det sted, hvor mange kunstnere holder til. Den verdenskendte kabaretscene Moulin Rouge underholder op mod 2000 gæster hver aften med cancan og letpåklædte damer. Det lille hyggelige torv Place du Tertre, tiltrækker stadig massevis af kunstnere. Det er også her verdensnavne som Picasso og Salvador Dali har slået sine folder og det kunstneriske miljø er her stadig på den hyggelige måde. Et oplagt sted til dagens første cafe au laît.

8. Op i kuplen på Sacré Coeur

På et højdedrag i Montmartre ligger den imponerende kirke Sacré Coeur, der stod færdig i 1914, men blev ikke indviet før efter 1. verdenskrig i 1919. Sacré Coeur kan både opleves indefra og udefra, og så kan du gå op i kuplen, hvis du har energi til det. Den er en flot tur og igen får du en imponerende udsigt over franskmændenes imponerende hovedstad.

9. Det storslåede slot Versailles

En halv time fra Paris ligger det storslåede slot Versailles, der blev bygget af solkongen Ludvig d. 14. Slottet kan opleves både ude og inde og begge er lige imponerende. Sæt gerne en hel dag af til turen.

10. Den største oplevelse af alle – aftensejltur på Seinen

Paris er en ting om dagen og noget helt andet om aften. En aftentur på Seinen en time og lyset går fra tusmørket til helt mørkt. Det betyder, at alle lysene i parkerne og på bygninger og broer får mere og mere magt. Uanset hvor jeg kigger hen er det imponerende og jeg tager hatten af for den storhed som Paris præsenterer. Historiske bygninger over alt. Det tager over to minutter at sejle forbi Louvre alene. Alt er stort og storslået.

Paris har alt

Du bliver aldrig færdig med Paris og alt det byen har at byde på. Jeg har været her over 15 gange, og hver gang er det en ny oplevelse. 
Paris er både historisk og moderne. Der er områder, hvor bebyggelsen er tæt, men også områder med store grønne parkarealer, hvor du kan smide strømperne og trække stikket ud. Shopping findes i alle prisklasser og der er stilarter for alle uanset, hvor kreativ du har lyst til at gå klædt. Maden er et helt kapitel for sig – du kommer ikke til at gå sulten i seng.

Aftentur på Seinen i Paris - forbi mange af de store attraktioner

Tillykke til Disneyland Paris med et imponerende 30 års jubilæum

Fakta om Frankrig - Paris

Frankrigs hovedstad Paris er opdelt i 20 arrondissementer (områder).

Befolkningstal: Ca. 2.2 mio. 

Areal: 104 km²

Afstand fra Danmark: 2 timer i fly og 1050 km (fra Padborg)

Mest besøgte attraktion: Eiffeltårnet, Louvre, Triumfbuen, Sacré Coeur, Montmartre, Champs Elysees

Antal gader: 6100 stk.

Korteste gade: Rue des Degrés på 5,75 meter

Turistinformation: Paris

Planlæg din ferie i Disneyland Paris