Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: Vitus Rejser
Thomas Sørensen
Skribent
Fra P-pladsen køres vi i et lille turisttog - Petite Train - ind i den centrale bydel, hvilket er en udmærket måde at komme rundt på, for de som ikke er helt så let til bens. De forskellige seværdigheder kommenteres på dansk gennem høretelefoner, så vi får også en del at vide. Ulempen er, at det er ganske svært at se de smukke renæssancebygninger i deres helhed, da man kommer for tæt på - og ikke kan stå af undervejs. Turen tager ca. 40 minutter, hvorefter vi har tid på egen hånd indtil vi om eftermiddagen atter mødes ved bussen.
Vi spadserer ind til byens centrale plads Place des Martyrs og videre ad det charmerende gågadenet flankeret af bindingsværkshuse. På Place de la Catedrale knejser St. Martin kirken, som det tog mere end 100 år at bygge fra 1235 til 1365. Ikke langt derfra ligger Bartholdi Museum, der er indrettet i billedhuggerens Auguste Bartholdis (1834-1904) fødested og familiehus og fortæller om hans liv. Det var Bartholdi som designede Frihedsgudinden.
Vi går i retning af "Lille Venedig" - Petite Venise - der er en række pittoreske bindingsværkshuse, som spejler sig smukt i kanalen. Husene har en bestemt klausul - når det skal males, må det ikke være i samme farve som et af nabohusene. Det gør hele området særdeles farverigt. Når dertil lægges et hav af blomster, kan kvarteret kun betegnes som særdeles romantisk.
Vi passerer flere spændende fontæner med statuer skabt af Bartholdi og på vej mod universitetsparken ser vi endnu en - statuen af den store franske fysiker, matematiker og astronom Gustave-Adolphe Hirn (1815-1890) foran St. Peters Kapel.
På hjørnet ved det smukke Vandtårn fra 1886 i Universitetsparken finder vi statuen af Bartholdi med en miniature Frihedsgudinde ved hans side.
Vi spadserer tilbage forbi amtsgården - Prefecture - gennem byparken med Bruat-fontænen, krydser Place Rapp og passerer St. Catherine klostret og teatret, inden de som vil med på museum mødes på pladsen foran Unterlinden museet.
Musee d’Uniterlinden, der åbnede i 1853, er indrettet i et tidligere dominikanerkloster "under lindetræerne" og har en smuk klosterhave omkranset med buegange samt en højhvælvet kirke.
Museet råder over en række betydningsfulde kunstmalerier og skulpturer fra den rhinske kunstretning fra senmiddelalderen til renæssancen med Issenheim altertavlen som det mest betydningsfulde værk.
Altertavlen er skabt af Matthias Grünewald mellem 1512 og 1516 til Antoniterklostret i Issenheim 20 km syd for Colmar. Isenheim alteret var oprindeligt en fløjaltertavle med to faste fløje og fire bevægelige, der samlet kunne vises i tre forskellige positioner.
I dag er altertavlen delvist adskilt, så billederne kan betragtes uden at skulle drejes. En model på væggen viser den oprindelige udformning. Maleriernes dristige og næsten modernistiske komposition har inspireret efterfølgende generationer af kunstmalere. Men også den tyske komponist Paul Hindemith (1895-1963) lod sig inspirere til sin opera Mathis der Maler fra 1938.
I museets kælderetage ses oldtidsfund fra diverse udgravninger - også fra romertiden med et meget fint mosaikgulv. Her findes desuden en udstilling af moderne kunst.
På museets første sal ses bl.a. våbensamlinger og rustninger fra middelalderen samt indretninger af dagligdags hjem fra såvel gotikken som fra renæssancen.
En anden udflugt i Alsace går til skyttegravene ved Le Linge.
Hovedstaden i Frankrig er Paris
Befolkningstal: Ca. 67 mio.
Areal: 643.801 km²
Afstand fra Danmark: Ca. 1.229 km til Paris, ca. 1.472 km til Marseille
Mest besøgte attraktion: Paris og andre storbyer, små landsbyer på landet, bjerge at vandre og cykle i, maden og vinen - og ikke mindst historiske slotte og mange fine strande. Og så har Frankrig rigtigt gode skiområder i De Franske Alper.
Mere information: