Et hav af oplevelser på Færøerne
Dagny Rasmussen
Tinganes og Nordens Hus
Færøerne har tempereret øklima og vejret er meget omskifteligt. Det ene øjeblik skinner solen fra en næsten skyfri himmel for pludselig at skifte over i dis og regn. Luften er altid ren og frisk uanset årstiden. Vi har pakket rygsækken, er fløjet til Thorshavn og er "frie fugle" med hensyn til, hvad vi vil opleve de næste 11 dage. De to første nætter er booket på privat bed and breakfast, hvorefter vi ser hvad situationen byder på. Vi er ualmindelig heldige. Det er først i juni måned. Vejret er skønt og overalt hvor der er lidt fugtigt, lyser den gule engkabbeleje. Det er Kulturnat i Thorshavn på dagen, hvor vi ankommer og der er forskellige arrangementer i byen. Endnu er den gamle bykerne Tinganes velbevaret og levende. Da vi kommer ind i den og vandrer rundt mellem husene, oplever vi et virvar af stræder, smalle gyder, trapper og klippegrund, der stikker frem og små sorttjærede huse med hvide vinduer og grønne græstage.
En gammel by, der aldrig blev totalt ødelagt af brand, som det skete for næsten alle andre nordiske træhusbyer. Derfor er Thorshavn enestående, ikke blot på Færøerne, men i hele verden.
Nordens Hus har aftenåbent med sommerudstilling og musik, hvilket vi bestemmer os for at overvære. Alene det smukke hus er med sin arkitektur en enestående oplevelse.
Over fjeldet til Kirkjubøur med kongsbondefamilien
I middelalderen var Kirkjubøur Færøernes gejstlige og kulturelle centrum. Her boede biskoppen indtil reformationen, hvor bispedømmet blev nedlagt, men ruinerne fra domkirken ligger her stadig, og den oprindelige bispegård har været bolig for kongsbønder i mange hundrede år og for den nuværende kongsbondefamilie i 17 generationer. Den nuværende sognekirke er den eneste middelalderkirke, der stadig er i brug på Færøerne.
For at komme til Kirkjubøur kan man tage bus eller vandre over fjeldet. Vi vælger stien over fjeldet, som er godt afmærket med mange varder i terrænet. Vejret er lidt omskifteligt, og vi bliver anbefalet ikke at gå langs kysten, som vi egentlig havde planlagt.
Suduroy
Der sejler en færge fra Thorshavn til Tvøroyri på Suduroy, den sydligste af øerne, så vi bestemmer os for at tage færgen dertil og vælger at køre videre med bussen til Sandvik, en meget lille bygd beliggende aller nordligst på øen, hvorfra der er flot udsigt til øerne Stora og Litla Dimun. Herfra går vi ud til vestkysten med nogle flotte klippeformationer. Det er vores første møde med disse enorme klipper, og det er betagende. Herfra er det vores hensigt at gå tilbage over fjeldet, men vi har lidt besvær med at finde stien og vælger den sikre vej tilbage til bussen. Husk at tjekke hvornår bussen går, der er nemlig ikke timedrift.
Nu skulle vi finde et sted at overnatte, og kommer til at bo på et meget lækkert gæstehus beliggende ned til vandet med bådebro m.v. Her er også køkken med mulighed for selv at lave mad, men det er søndag aften og alt er lukket. Værten er meget venlig og gæstfri og henter mad til os på et nærliggende gadekøkken og fortæller os, at Suduroy har det hele, og at to dage er alt for lidt til at besøge denne del af Færøerne. Vi bliver klar over, at hvis vi skal nå rundt på øen, må vi leje en bil, så dagen efter kører vi sydpå i lejet bil over fjeldet til Akraberg og langs kysten og gennem tunnellen tilbage. Undervejs må vi ud til kysten og de imponerende fuglefjelde flere gange. Det giver et sug i maven, når vi står ude ved kanten af den stejle og forrevne vestkyst og kan se forbjerget Beinisvørd i det fjerne. Vi er blevet anbefalet at tage en afstikker til Fámjin med dens farverige huse liggende på to sider omgivet af høje klipper. Fámjin sognekirke fra 1875 rummer to klenodier. Det ene er Færøernes første korsflag, og det andet er en gravsten med runer gentaget med latinske bogstaver. Stedet her skulle efter sigende være det helt rigtige sted at se solnedgang, men vi må videre og kører tilbage til Tvøroyri, hvor vi sidder udendørs og nyder de sidste solstråler til vores aftensmad.
Skotterne er kommet til Færøerne
Vi er sejlet tilbage til Thorshavn og begiver os med bus til Vestmanna for at komme på sejltur mellem fuglefjelde og grotter. Desværre bliver det meget tåget, så vi ser næsten ingenting, men "skipper" lover os en ekstratur, hvis vi har mulighed for at komme igen, så det vil vi overveje.
Da vi prøver at booke vores næste overnatningssted, får vi lidt af en overraskelse. Hvor skal vi sove i nat? Skotterne er kommet til Færøerne. Der skal være fodboldkamp mellem Færøerne og Skotland og her er skotter overalt, som også skal have overnatning, så alt er simpelthen optaget i og omkring Thorshavn. Turistkontoret kan anvise os en lille lejlighed i Klaksvik, så vi tager bussen hertil. Klaksvik er Færøernes næststørste by og ligger på Nordoyar, som består af seks øer, hvoraf de tre er forbundet med vejdæmninger, mens transporten til Fugloy, Svinoy og Kalsoy foregår med skib eller helikopter.
Fra midtbyen fører en sti (også kaldet "kærlighedsstien") op på Klakkurfjeldet, hvis højeste punkt er 413 moh. Selv om det ikke lyder af så meget, er her en imponerende udsigt til øerne Kalsoy, Kunoy og Bordoy. Vejret er perfekt, og vi tager os god tid til turen. Også her møder vi skotter på tur iført kilte, hvilket ser lidt pudsigt ud på dette sted.
Vidoy og Kunoy
Vi har en aftale med en tidligere studiekammerat om, at mødes og det bliver et glædeligt gensyn, som vi kommer til at nyde meget godt af. Vore venner er "ægte" færinger - født og opvokset på Færøerne. De har familie, venner og bekendte mange steder, hvor vi bliver budt indenfor. Sammen besøger vi bygden Vidareidi, som blev anlagt her, fordi man kunne opdyrke det forholdsvis flade landskab, men bygden fungerer nu mest som fritidsområde. Kirken og Præstegården i Vidareidi spiller en stor rolle i romanen "Barbara". Græsarealerne er omgivet af flotte stengærder, hvor der går græssende får og nord for bygden rejser det 844 m høje Villingadalafjall sig, mens hele kystområdet mod nord og nordøst består af høje, stejle fjelde. Helt mod nord ender øen i det bratte 755 m høje fjeld Enniberg, hvis forbjerg rejser sig mere end 600 m. lodret fra havet.
Det er næsten lyst hele døgnet, så dagen er lang, og fra Vidoy kører vi over en dæmning til Kunoy, gennem en tre km lang tunnel, som er sprængt tværs gennem øens fjeldmassiv og videre til bygden Kunoy, der ligger i bunden af en dal. Øen var på et tidspunkt truet af affolkning, men den nye vejforbindelse har ændret udviklingen, og øen bebos nu af ca. 60 indbyggere. Her nyder vi en flot solnedgang, inden vi vender tilbage til Klaksvik.
Klaksvik
Byen Klaksvik er en af Færøernes vigtigste fiskerihavne og beliggende på begge sider af bugten Vágur og er det trafikale knudepunkt. Vi bruger formiddagen til at opleve livet på havnen, gå en tur rundt i byen, og besøger bl.a. Christianskirken indviet i 1963 som mindesmærke for Christian d. X. Under taget hænger en traditionel færøsk båd. Den blev tidligere benyttet af præsten i sognet, når han skulle rundt mellem øerne for at holde gudstjeneste. Desuden besøger vi byens museum, som er indrettet i et gammelt handelshus, hvor der udstilles gammelt værktøj og husgeråd samt en del gamle apotekerrekvisitter.
Kalsoy
I de senere år er der bygget et utal af tunneller overalt på Færøerne, men for at komme til Kalsoy må vi tage skib. Kalsoy er den vestligste af Nordoyarne og er omkring 18 km lang og 1-3 km bred med fire bygder beliggende på østkysten, som er forbundet af en 12 km lang vej, der fører gennem fire tunneller. Det har givet øen dens populære navn "Blokfløjten".
Vi gør ophold i Mikladalur med den gamle stenkirke fra 1856 og går rundt og fornemmer livet i den lille bygd med 80 indbyggere. Et sagn fortæller, at der i Mikladalur blev udkæmpet et slag mellem færinger og nordmænd, der var sendt til Færøerne og som med vold forsøgte at indkræve skat på øen.
Den lille og nordligste bygd Trøllanes blev først forbundet med vejnettet i 1986, og indtil da var den en af de mest isolerede bygder, fordi den er vanskelig tilgængelig både fra sø- og fjeldsiden.
Gjógv og Eidi på Eysturoy
Afstandene er ikke så store på Færøerne, når man har en bil til rådighed, så efter at have kørt gennem den underjordiske tunnel fra Klaksvik til Leirvik på Eysturoy, gør vi flere afstikkere til små bygder placeret ud til havet. Vi får virkelig en fornemmelse af, hvor besværligt det må have været at komme fra sted til sted for ikke ret mange år siden, hvor eneste forbindelse enten var med båd eller til fods over fjeldet. Den lille hyggelige bygd Gjógv med godt 60 indbyggere ligger smukt på nordøstkysten med små gamle huse fortrinsvis opført langs bredden af Dalså. Den største seværdighed er den lille dybtliggende naturhavn, der ligger i bunden af en smal klippekløft (gjógv) som fører ud til det åbne hav. Man har her opført en landingsplads med en rampe, hvor bådene trækkes op med spil for ikke i hårdt vejr at blive knust af brændingen. Ønsker man at vandre i området er der flere muligheder, og her findes også vandrehjem.
Risin og Kellingen
Fra Gjógv går turen videre gennem det imponerende landskab med høje fjelde til det mægtige fjeldmassiv Eidiskollur nord på øen, hvor der er udsigt til to mærkværdigt udseende klipper i havet kaldet Risin og Kellingen. Om klipperne fortæller et sagn, at en islandsk jætte og hans kone var kommet for at bære Færøerne til Island. Kællingen kravlede i ly af mørket op på Eidiskollur for at lægge den på sin mands skuldre, men da hun tog fat, stod fjeldet for fast og revnede. Kællingen forsøgte igen, men da dagen var begyndt at gry, skyndte hun sig ned til sin mand. Netop som de var på vej hjem, stod solen op, og parret blev forstenet.
Museet i Eidi er lukket, men vi kommer i snak med en gammel færing, tidligere skibsbygger, som inviterer os ind at se et par færingbåde, som han har stående og venter på at komme på museum.
Enniberg og fuglefjeld
På øen Vidoy med det 755 meter høje fjeld Enniberg, hvis forbjerg rejser sig mere end 600 meter lodret fra havet, findes et rigt fugleliv. Vi er med på en sejltur og kommer meget tæt på fuglene, og hvor en meget begejstret skipper levende og medrivende fortæller os om livet som fugle- og ægsamler. Vi hører hvordan de ofte boede på fjeldsiden i flere dage og skiftedes til at "samle". En helt fantastisk tur med enorme og flotte klippeformationer, som vi kun kan anbefale. At vejret så også er fantastisk efter færøske forhold, gør jo ikke oplevelsen ringere. Dagen slutter med besøg på en mindre restaurant i Vidareidi, hvis speciale er søpapegøjer, også kaldet lunder, og mange turister kommer her til for at nyde netop denne specialitet. Også vi skal smage denne specielle ret, men her er fuldt booket. Det ser værtinden dog ikke noget problem i. Vi kan blot spise i hendes private spisestue - igen en færøsk gæstfrihed.
Søpapegøjer smager herligt - lidt som duer.
Frilandsmuseum og Kunstmuseet i Thorshavn
Det er søndag og hjemrejsedag i morgen. Sammen med vores venner kører vi fra Klaksvik til Thorshavn. Ikke den nærmeste og direkte vej, men over fjeld og ud til vestkysten. Vi får fortalt, at det vejr vi oplever på vores tur, er sjældent på Færøerne. Solen skinner fra en skyfri himmel, så færingerne er taget på søndagstur med madkurven ud i naturen.
Vi besøger Frilandsmuseet i Hoyvik, som bestemt er et besøg værd, og herefter går turen til Færøernes Kunstmuseum, som ligger i den nordlige udkant af Thorshavn. Museet omfatter en stor samling af den stærke og levende færøske billedkunst. Vi havde hjemmefra et ønske om at besøge nogle færøske billedkunstnere, men havde desværre lidt svært ved at finde stederne.
Efter en god middag sammen med vores venner, skal vi nu tage afsked, og vi indkvarterer os den sidste nat på vandrehjemmet nær Skansen. 
Sejltur ved Vestmanna
På grund af dårligt vejr under en sejltur tidligere på ferien, er vi blevet tilbudt en ekstra sejltur til fuglefjelde og grotter ved Vestmanna. I dag er vejret perfekt, så vi tager igen bussen til Vestmanna og får en meget fin oplevelse. På en to-timer lang bådtur sejler vi tæt på de ynglende fugle (søpapegøje, lomvie og ride m.fl.) Kommer ind ved dybe grotter, rundt om fritstående klipper og gennem smalle sunde. Atter en uforglemmelig tur.
Tilbage i Thorshavn, og mens vi venter på afgang til lufthavnen, får vi tid til igen at besøge det gamle Tinganes og nyde de bygningerne og atmosfæren, så man føler sig hensat til middelalderen. Færøerne og føringerne skal opleves. Virkeligheden siger mere end tekst og billeder.
