Sange fra Afrika - Zambeziflodens toner

På denne safari i Zimbabwe tager vi dig med tæt på Zambezi-floden og til Victoria Falls.

Stempler i Passet

Efter Kasane er ikke langt til grænseovergangen til Zimbabwe. I dette hjørne af Botswana mødes fire lande - Zimbabwe, Zambia, Namibia og Botswana. På den asfalterede vej holder endeløse rækker af lastbiler i køer og venter på at komme med færgen over Zambezi-floden. Køerne er op mod 10 km lange og chaufførerne som holder sidst kan risikere at skulle vente i en uge. Så rækker det ikke langt med en termokande kaffe og en madkasse med klemmer hjemmefra! Der har længe været talt om at bygge en bro i fællesskab, men det er endnu ikke lykkedes landene at blive enige om hverken finansiering eller konstruktion. At komme gennem grænsekontrollen er en omstændelig procedure med et utal af papirer som skal udfyldes. Som så mange andre steder rundt omkring i Verden gælder det også her: jo flere stempler, des bedre. Men her gælder det også om at se op, så man ikke vil blive stemplet som terrorist. Efter alt papireksercitsen kører vi i en bus til byen Victoria Falls, hvor vi tjekker ind på det fine gamle engelske luksushotel, der bærer samme navn som både byen, broen og faldet.

De første hvide nybyggere

Zambezi-floden begynder sin lange rejse oppe på Angolas højplateau på grænsen til Den Demokratiske Republik Congo og flyder ud i Det Indiske Ocean i Mozambique 2.660 km. senere. Næsten midt på strækningen sker en dramatisk ændring af flodens anatomi. Her ligger Victoria-faldene og kaster det stille flydende vand ned i en dramatisk slugt og neden for denne, strømmer Zambezi-floden hastigt videre gennem smalle raviner med vilde fosser. I 1898 blev de første europæiske huse bygget ni km længere oppe ad floden. Det var tømreren Percy Clarke, der byggede en lille landsby, kaldet The Old Drift. Der var en bar, hotel og forretning – samt en færge, hvor floden kun var en km bred. I 1903 boede der 70 mennesker, men det var ikke det bedste sted. Clarke havde bygget lige på flodens højvande-niveau og når det var regntid, blev jorden til sumpet hængedynd, hvor sygdomme kunne trives. 20% af beboerne døde af malaria og backwater fever.

Victoria vandfaldet

Lige over vandfaldene flyder floden stille og er meget smuk i skumringstimen. Flodbrinken myldrer med dyreliv ørne, elefanter, krokodiller og flodheste. Det er svært at tro, at nogle få hundrede meter længere nede ad floden venter døden, hvis nogen skulle få den ide at fortsætte i den retning! 
Solen går ned bag skyerne over Zambezi-floden og her er meget fredeligt. Det eneste, der forstyrrer er de zimbabwiske sangere og dansere på båtpladsen. De er klædt i de gamle kostumer og forsøger naturligvis at plukke turisterne for et par dollars.
I Zambias nordvestprovins lever Lozi-folket og omkring Victoria Falls lever Toka- og Leya-folket. Mosi-oa-Tunya, "Den Buldrende Røg" var Lozi-folkets navn på det mægtige vandfald, som David Livingstone i 1855 kom til i sin søgen efter en farbar rute til handel med det indre af Afrika. Han døbte de majestætiske fald Victoria Falls efter dronningen af England, Victoria, og fik æren af at have opdaget dem. Det er som sædvenligt med de hvide mænd. Det er først når de opdager noget, det tæller. Den buldrende røg har eksisteret i umindelige tider, og her har boet mennesker længe før Livingstone kom, men det tæller ligesom ikke.
En statue af Dr. David Livingstone står alligevel midt i vandrøgen fra de mange mægtige fald. Vandampen er så intens, at her er dannet en lokal regnskov.
Victoria Falls er et af verdens tre største vandfald (de andre er Niagara Falls på grænsen mellem USA og Canada samt Iguazu Falls på grænsen mellem Brasilien og Argentina), men hvilket som er størst, beror på, hvorledes man regner - bredde, vandmængde, faldhøjde etc. Victoria Falls er 1.7 km. bredt og med en gennemsnitlig faldhøjde på 105 meter. I regntiden vælter 9100 kubikmeter vand ned ad faldet - i sekundet! Nu i slutningen af tørretiden er det måske kun 400 kubikmeter pr. sek. som falder ud over klippesiden. Men imponerende er det. Ulempen i den tørre sæson er, at faldet ikke er på fuld styrke, men fordelen er så til gengæld, at man ikke har al vanddampen og bedre kan se de gigantiske vandfald.

Helikopter over faldene

Vi er et par stykker som tager en helikoptertur op over faldet. Så ser man tydeligt, hvor lidt vand her er nu. Store dele af floden er drænet og har øer, som ikke kan ses i regntiden. Faldet er opdelt i lokale mindre fald og alle som en har navne. Det meste vælter ned i det som kaldes Main Falls, mens der næsten intet vand er i Rainbow Falls, der blot giver et par dråber. Fra luften ser vi alt for godt, hvordan flodheste holder til ud på de lavvandede sandbanker i floden, ikke i de dybe dele. De svømmer ikke, men går på bunden. Er det ikke en flodhest som falder ud over klippekanten og ned i dybet? Nej, jeg er ikke rigtig sikker, jeg kan have taget fejl, helikopteren ryster jo en del.

Kort bytur

Hen på eftermiddagen forlader jeg hotellet for at gå en tur i byen. Et kvarter senere er jeg tilbage igen. I et land med 90 % arbejdsløshed og en inflation på én mio. procent er det umuligt for en hvid turist at vise sig på gaden. Zimbabwerne hænger som klaser efter dig og ønsker at sælge kunsthåndværk og veksle værdiløse penge. Som i alle fattige lande koster alt én dollar. Køber du noget af nogen, bliver tilstrømningen blot værre. På hotellet finder jeg en komfortabel kurvestol på Stanley Terrace, hvorfra jeg kan se Victoria Falls Bridge og til venstre for den en sky af kraftige vanddampe, der stiger op fra junglen og afsløre, hvor Victoria Falls er placeret.