Sange fra Afrika - Ved Victoria Falls

Jeg sidder i eftermiddagsvarmen under solparasollen på Stanley Terrace på Victoria Falls Hotel og nyder udsigten.

Victoria Falls Hotel

Der var en bar kaldet "Iron and Timber", som om aftenen var fyldt med tørstige brobygger. Der siges at være gået vild til. Den første som hævdes at have spist et måltid på hotellets var Percy Clarke, manden der byggede The Old Drift. Men det var ham selv som påstod dette. Hotellet blev populært ikke kun blandt brobyggere, men også turister begyndte at komme her. Et britisk rejsebureau begyndte at arrangere rejser hertil og hotellet blev et luksushotel samtidigt med at der voksede op en landsby omkring det - det som i dag er Victoria Falls. Alt her hedder Victoria Falls. Victoria Falls er Zimbabwes ældste hotel og minder om den gamle kolonitid. Alle tjenerne er sort, iførte hvide klæder, og alle gæster er hvide og overvægtige, og så skal man hele tiden hilse respektfuldt på folk. Her er flere barer samt en eksklusiv restaurant - Livingstore Room - hvor der skal bestilles plads på forhånd og man må være korrekt påklædt.

Slanger i Paradis

Så hører jeg pludseligt stemmer jeg kan forstå. Ved bordet bag mig sidder to fyre og taler mit modersmål. Jeg giver mig til kende, så de ikke er uvidende om, at jeg forstå, hvis de taler dårligt om mig. Da de hører, at jeg har været på safari i Botswana, spørger de, om jeg har set slanger. Et lidt mærkeligt spørgsmål, vil jeg mene. De fleste taler kun om de store dyr elefanter, giraffer og leoparder - og om at se The Big Five, men disse gutter taler om slanger! - Nej, siger jeg, kun enkelte svømmende slanger i vådområderne. Jo, for resten det slår mig pludseligt, at vores guide i Linyanti viste os spor efter en pytonslange i sandet. Men hvorfor spørger I? - Vi skal til Botswana og lede efter slanger. Vi interesserer os for slanger. Vi ved, at der er mange slanger, men man ser dem sjældent, man skal vide, hvor man skal lede. Et eller andet sted har jeg noteret, hvilke slanger der findes i Botswana, jeg husker at det bl.a. er sort mamba, spyttende kobra, klapperslange og pyton. Jeg snor mig uden om mere slangesnak og bestiller en øl og en sandwich med rejer, citron og pommes frite, som heldigvis slet ikke smager spor af slange. Det er rigtigt behageligt her i skygge trods de 35 graders varme. Jeg ser ud over Victoria Falls Bridge og røgen fra faldet. Der er ikke så meget vand under broen nu, men om en måned har Zambezi-floden hævet sig med på mindst 10 meter. Over ved poolen spille et marimba-band. Jeg er glad for at have dem på afstand, men lykken varer ikke evigt. En flok højtsnakkende amerikanske bedstemødre slår sig ned ved nabobordet, og så kan jeg lige så godt sætte regningen på værelset og trække mig tilbage!

Mod vejs ende

Vores rejse i Afrika lakker mod sin afslutning. Den sidste morgenbuffet har alt - selv mousserende vin. Jeg har aldrig tidligere været et sted, hvor der findes vin på morgenbordet. Men som et andet par siger: - Er det ikke en del af det, som er inkluderet, så hvorfor ikke, man lever jo kun én gang. Det ræsonnement er jeg med på, da jeg ikke har tænkt mig at tage turen igen i mit næste liv. På en eller anden måde har jeg jo også betalt for det, og vil i øvrigt ikke have dårlig samvittighed resten af mit liv over hvad jeg gør, eller ikke gør - så SKÅL - og god hjemrejse.       

En sidste sang

Snesevis af kunstnere, som ikke selv er afrikanere har lånt meget af Afrika i deres musik. Peter Gabriel, Paul Simon, Mike Oldfield, Manfred Mann’s Earthband for blot at nævne nogle.
Afrika er stemmer
Afrika er musik
Afrika er vores rødder
Rytmer og stemmerne er vores sjæl
----
The rhythm is around me
The rhythm has control
The rhythm is inside me
The rhythm has my soul

- Peter Gabriel fra The Rhythm Of The Heat, 1978