Olifants River Safari

Det er ikke noget normalt skib, vi skal ud at sejle med på Olifants River. Det er en noget speciel tømmerflåde bygget på olietønder og med et "hus" i to etager. Køn er den langtfra, men praktisk i den lavvandede flod, hvor flodheste og krokodiller udgør den største trafik.

Et specielt fartøj

Vi venter lidt på, at kaptajnen får fyldt det rigtige brændstof på motoren og sætter så fra land. Vi går op ad den stejle jerntrappe til 1.etage og får et langt bedre overblik. Først sejler vi ned ad floden og når ikke langt, før vi får øje på den første gruppe flodheste.

Flodheste

Der er vel omkring 10-11 i denne gruppe, der langsomt tager os i syne som vi nærmer os dem. Men vi kommer ikke tæt på, da de er meget sky. Da vi nærmer os dykker de og vi kan lige ane de mørke skygger under vandoverfladen, da vi stille glider forbi dem. Noget nærbillede af disse kolosser får vi ikke, men kan nyde synet af dem gennem kikkerten. Da vi er passeret dukker de op igen af det grumsede vand med et prust - og genoptager deres driverttilværelse. Flodhesten er det pattedyr, der er årsag til flest dødsulykker blandt afrikanere.

Bøffel

Kaptajnen har gode øjne og spotter en lille gruppe bøfler inde på flodbrinken. Langsomt vender han prammen og vi kommer helt tæt på flodbredden. Disse fantastiske bøfler gufler det frodige græs i sig og synes næsten ikke at ænse os. En af bøflerne løfter lige hovedet for ligesom at sige, "Nå er det bare dig" - og så følger den de andre videre ind i buskadset.

Lystfiskere langs bredden

Længere henne er folk taget på udflugt og sidder og fisker fra flodbredden - faktisk blandt de vilde dyr. Når vi nu ved, at krokodillen er ekstrem hurtig, kan det undre at de tør sidde helt nede ved vandet og fiske.

Krokodillen er lynhurtig

Der ligger en kæmpestor krokodille og soler sig. Den ligger bomstille, da vi nærmer os, så vi får tid til at fotografere. Der er en underlig ro over situationen. Tænk at vi kan komme så tæt på.
Pludselig slår den et slag med halen og vupti er den i vandet - på en brøkdel af et sekund og ganske uventet. Hvor er det dyr dog hurtigt! Krokodillen kan ikke tygge sit bytte, men angriber lynhurtigt og smækker sine kraftige kæber om byttet og låser det fast. Så trækkes byttet ud i vandet, hvor det holdes nede til det drukner. Krokodillen snor sig rundt i vandet, medens den vrider en luns kød af sit bytte og sluger kødet helt. Ofte gemmer krokodillen sit bytte nede på bunden af floden mellem nogle træstammer til det rådner og bliver mørt og lækkert! Nu er der ikke så meget vand i floden. Faktisk har det ikke regnet rigtigt i området i mere end 1½ år. Kaptajnen drejer prammen, så vi kan se andre flodheste og krokodiller. På en lille sandbanke ligger der en anden krokodille. Men nu kommer vi ikke videre. Kaptajnen gasser motoren op. Hvad sker der? Vi er gået på grund. Han slår bak. Frem igen. Og efter et par minutter, hvor tanken om at skulle tilbringe aftenen midt ude på floden blandt disse dyr farer gennem hovedet, får han den igen til at glide fremad i vandet.

Mange dyr langs bredden

Nu lægger han kursen op ad floden og på afstand kan vi se giraffer på modsatte side. Igen kommer vi forholdsvis tæt på bredden og kan se forskellige bukke, vortesvin og fugle. Her er andre mærkværdige pramme på floden - tilsyneladende bygget efter samme opskrift. Ikke kønne, men brugbare til at spotte dyrene inde på bredden. Midt i floden driver en større træstamme, hvor nogle af de mange fugle vi ser, har slået sig ned. Solen begynder nu at stå lavere på himmelen og sender sine brændende stråler ind på vore ben. Godt at der her på øverste etage er bygget et soltag, som kan skærme lidt af. Vi nyder den afstressende sejltur, medens vi får lidt koldt at drikke og efter et par timer på floden er vi igen i land.

Kobberminen i Phalaborwa

Ikke langt fra Phalaborwa nærmer vi os et snedækket landskab? Eller hvad er alt det hvide på bjerget derhenne? Et kalkbjerg af vældige dimensioner rejser sig foran os og senere passerer vi stedet, hvor der udvindes kemikalier (fosfor/svovl), der med sin gule farve ligger i bunker på jorden. Og vi kan lugte det! Men vi skal op på et helt andet bjerg. Tonsvis af sten fra en af verdens største menneskeskabte huller i jorden er samlet på dette bjerg. Fra toppen har vi et storslået vue over landskabet. Foran os ligger den åbne kobbermine, som vi kan kikke direkte ned i. Diameteren er næsten 2 km og lastbilerne, der langsomt kører op og ned på hullets sider synes ganske små. Skorstene og bygninger i det fjerne vidner om at dette er et igangværende industriområde af stor betydning for denne region. Kobberminen sammen med de øvrige industrier har gjort Phalaborwa til en ganske velhavende by med mange flotte bygninger. Faktisk husede byen i en periode de fleste rigmænd - udviklingsfolk, ingeniører, laboranter etc. - i Sydafrika målt i forhold til indbyggerantallet.

Baobab-træet

Midt i komplekset af minebyens administrationsbygninger står et enligt baobab-træ. Smukt folder det sig ud i det ellers knastørre landskab. Baobabtræer har en tyk stamme og små grene, der som rødderne fra et træ stritter i alle retninger. Faktisk ser det ud som om man har vendt et træ på hovedet. Træet her skønnes at være 700 år, men kan blive mere end 2.000 år gammelt. De afrikanske folkesagn fortæller, at træet er beboet af både gode og onde ånder. Stammen kan rumme flere tusinder liter vand og kan faktisk anvendes som vandtank i tørre områder. Baobabtræet kaldes også for abebrødstræet, da træets syrlige frugter kan spises af aber - men også af mennesker.

Op vores ophold på Balule River Camp er der også udflugt til rehabiliteringscentret Moholoholo.