Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: Bravo Tours
Thomas Sørensen
Skribent
Vi venter lidt medens regnen tager af. Dyret vejrer sit tunge hoved fra side til side som om den har fået færden af noget. Nu ser næsehorn ikke så godt, så det kan vel næppe være os den har set? Alligevel kommer den frem mod os og begejstret er vi, nu der bliver mulighed for at fotografere kæmpen på lidt kortere afstand. Men noget irriterer ham. Han gør front mod os og skraber med benene i jorden, så græs og jord sprøjter omkring ham. Og nu går det hurtigt. Chaufføren får startet motoren og i en ruf speedet op og væk er vi. Jeg fornemmer, at han kunne læse næsehornets signal!
Lake Nakuru National Park er kendt for sine mange næsehorn - både de sorte og de hvide. Her findes ca. 150 næsehorn, hvoraf ca. 60 er de sjældne sorte. Så sandsynligheden for at møde disse spændende dyr er meget stor her i parken. De sorte næsehorn lever mest af blade fra buske og har en spids snude med en lille tap på overlæben. Det hvide næsehorn æder derimod mest græs og har derfor en bredere og mere flad tryne, der er i stand til at flå græstotter af.
Safarien fortsætter gennem den tætte skov, medens der spejdes efter løver, leoparder og andre rovdyr, som nationalparken også er kendt for. Men vi ser ingen. Vejen slutter højt oppe ved et udsigtspunkt, hvor søen ligger ret neden for os. Her er et af de få steder, hvor vi kan forlade bilerne og strække benene. Her er masser af bavianer omkring os og selv om det tydeligt står på skiltene at fodring af dyrene er forbudt - er der et engelsk par, der uddeler slik - godt indpakket i plastik - til de altædende aber! Jeg harmes! Nå, min opmærksomhed henledes på de små klippegrævlinger (hyrax), der springer behændigt rundt på den stejle klippeside. De løber væk, da jeg nærmere mig, men er alligevel så nysgerrige at de kommer frem igen et øjeblik efter. Mærkeligt nok er disse små brune gnavere mere i familie med elefanten end noget andet dyr.
Fra udsigtspunktet kan vi nede på søen skimte de mange lyserøde flamingoer, der står langs bredden rundt i søen. Nede fra udsigtspunktet kommer vi igen ud på åbent område og ser både bøfler, zebraer og gazeller. Gazeller er jo små antiloper og her ser vi bl.a. grants gazelle, der minder meget om thomsons gazellen - den er blot lidt større og har ikke helt så tydelig en markering på flanken!
Lidt inde på grænsen mellem savanne og skov støder vi på to hvide næsehorn med en unge, der går lige i skovkanten. Igen stopper vi bilen og får rig lejlighed til at betragte dyrene, der er travlt optaget med at æde græs. På den anden side af vejen - ude på sletten - er en enlig han ved at grave et hul i jorden med sit horn. Den stiller sig over hullet og urinerer - et ufatteligt vandfald! Den er vist godt i gang med at markere sit territorium. Hannen kommer nu over mod os i de holdende biler. Guiden gør denne gang ingen tegn til at ville forlade arenaen! Næsehornet er nu helt henne ved vejen og går lidt frem og tilbage langs vejen. Den vil over til den resterende del af familien. Vi holder vejret og tænker hver sit! Efter at have vurderet hvilken vej kæmpen lettest kommer over vejen, beslutter den at lunte ud mellem bilerne - lige foran vores bil. Godt at den ikke ramte os!
Da kæmpen møder de andre næsehorn, er det som om de ikke rigtigt kender hinanden - i hvert fald gør den ene hun et udfald mod hannen og næsehornene støder sammen i et tungt drøn. Måske er det blot en hilsen, for et øjeblik efter forenes hele familien og lunter sammen længere ind i buskadset med den lille unge mellem sig.
Sent på eftermiddagen er vi fremme ved Hotel Lake Nakuru Lodge. Det er en meget stor lodge, der ligger lidt oppe i terrænet med masser af dobbelthuse med direkte udsigt ud over savannen nedenfor. Hvert hus er lækkert indrettet med store rum, flot badeværelse og med egen altan. Desværre bliver det hurtigt mørkt, så vi ser ingen dyr fra hytten. Selv om stedet er meget stort - og her er mange turister - kunne jeg godt have tænkt mig at opleve endnu en dag på dette pragtfulde sted, men vi skal allerede videre mod Masai Mare tidligt i morgen.
Hovedstaden i Kenya er Nairobi og største havneby er Mombasa.
Befolkningstal: Ca. 49 mio.
Areal: Ca. 582.650 km2 - ca. 14 gange større end Danmark
Afstand fra Danmark: Ca. 6.715 km. til Nairobi
Største turistattraktion: Nationalparkerne med Afrikas vilde dyr, samt den unikke badestrand Diani Beach syd for Mombasa. Også Karen Blixsen Farm i Nairobi er blandt attraktionerne.
Mere information: